af Hans Schou <chlor@schou.dk> 2005-05-05
Onsdag 2005-03-23 var jeg til www.rygestopnu.dk kursus eller hvad man nu skal kalde det. Det kostede kr. 1.000,- for en seance på 5 timer hvor rygeterapeut Simon Steenholm talte om rygning. Emnerne var de sædvanlige med at rygning er usundt, dyrt, tøjet lugter, man lugter selv, det sviner og alle disse banaliteter som vi alle ved i forvejen.
Da jeg tilmeldte mig kurset troede jeg ikke på at det ville virke. Et krav til at deltage i kurset, var at man var motiveret til at holde op med at ryge, og det var jeg. Jeg var ikke motiveret til at holde med at ryge for 5 år siden, så den gang ville der ikke have været nogen idé i at prøve. Men nu var jeg, så der var en idé i at prøve. Hvis ikke kurset hjalp, ville man få pengene tilbage, så der var ikke så meget at miste ved det.
Jeg mødte op et kvarter før så jeg lige kunne få røget færdig. Det var der også andre der var. Vi rygere ved jo efterhånden hvordan det er: ingen rygning indenfor nogen steder. Men sådan var det ikke helt. Inde i selve kursuslokalet måtte man ikke ryge, men ude på gangen måtte man godt. I første pause gik jeg ud og røg. Ikke fordi jeg havde det store behov, det var mere sådan bare at få det klaret så jeg ikke ville sidde og være røgflov i kursuslokalet. I anden pause gik jeg ud og strakte benene. Jeg kunne godt have klemt en smøg ned, men jeg havde ikke det store behov, så jeg lod bare være.
Da kurset, eller skulle man kalde det en pep-talk (NLP), var forbi, blev vi opfordret til at smide vores cigaretpakker i en fælles skraldespand. Den seance var lidt for massepsykotisk til at jeg kunne være med. For mig var rygningen en privat sag og jeg havde ikke noget behov for at vise andre at jeg var holdt op med at ryge. Iøvrigt var jeg slet ikke sikker på at jeg var holdt op med at ryge. Jeg kunne konstatere at jeg ikke havde lyst til at ryge lige nu, men det ville sikkert ændre sig når jeg kom hjem. Jeg gik fra kurset, men tændte ikke nogen cigaret da jeg kom ud. Da jeg kom hjem tog jeg en øl og fortalte min hustru om hvad der var sket. Jeg kunne konstaterer at jeg ikke lige nu havde lyst til en cigaret, men det ville nu nok komme senere. Pr. refleks var jeg hele tiden ved at tage cigaretterne op af lommen og tænde en. Ikke fordi jeg havde lyst til at få røg ned i lungerne, eller sidde og holde noget i mellem fingrene, bare sådan en vane. For ikke at komme til at tænde en cigaret uden jeg egentlig havde lyst, satte jeg min sidste pakke oppe på reolen så jeg i det mindste skulle rejse mig for at tænde en cigaret.
Timerne gik. Klokken blev mange og jeg gik i seng - uden at ryge. "Ja ja, sådan en kvaksalver" tænkte jeg. »I morgen når jeg vågner skal jeg have en morgensmøg nærmest før jeg er stået op, som jeg plejer.« Næste morgen. »Sært, jeg har egentlig ikke lige lyst til at ryge lige nu.« Det ville nu nok komme senere. Vi skulle køre 100km til sommerhus, og jeg behøvede ikke at tage cigaretterne med. Blev jeg rygetrængende, kunne jeg bare købe nogle på vejen der op. Men der kom ingen speciel stor rygetrang. Lidt ind imellem prikkede den mig på armen, men så børstede jeg den bare af som jeg havde lært. Det med at børste af var rent fysisk sådan med hånden, men hvis nogen så mig, gjorde jeg det blot for mit indre blik.
Efter tre dage betegnede jeg mig selv som "ikke-rygere". Betegnelsen "eks-ryger" kunne måske også have været passende, men jeg følte mig ikke som "eks-ryger". Det er nok lidt frækt af mig bare sådan lige pludselig efter 27 år at tillade mig at kalde mig "ikke-ryger", men sådan er det og iøvrigt kan andre mennesker kalde mig hvad de vil, til trods for at rygning jo er en personlig sag og andre kan bare blande sig uden om.
Rygepauserne! Dem savner jeg. En af de første dage blev jeg nødt til at holde en pause. To dage før rygekurset var vi flyttet hus og dagene gik med at indrette huset. Så trænger man altså ind imellem til at slappe af. Da jeg røg kunne jeg bare holde en pause under påskud af at jeg skulle ryge, men nu blev jeg sådan bare pausetrængende uden grund eller hvad man nu skal kalde det. Nu kalder jeg det for "ikke-ryge-pauser".
En typisk bivirkning man hører om er at eks-rygere
begynder at trøstespise og tager nogle kilo gram på.
Jeg tror det skyldes at eks-rygere der syntes det er
synd for dem selv at de ikke må ryge, trøster sig
med søde sager.
Og så er de vel egentlig stadigvæk rygere når de
nu skal trøstes på den måde.
Siden jeg stoppede er jeg ikke begyndt at spise mere,
for der er ingen grund til det.
Jeg syntes ikke det er synd for mig at jeg ikke
ryger, men tværtimod er jeg heldig at jeg ikke
er afhængig af det stads mere.
Nu er det ikke sådan at jeg vil betegne mig selv som svagryger. Jeg har røget fra jeg var 15 år til 42 år, altså 27 år. Hver dag. Mindst 20 cigaretter om dagen. Nogle gange 30. Camel uden filter og den blev røget ned til en 1½ - 2 cm. Egentlig ville jeg helst ryge Gauloises Caporal, men omgivelserne har altid brokket sig så meget over at de stank, så jeg lod være. En af de værste oplevelser jeg havde var en flyvetur til USA der tog 8 timer - uden at måtte ryge. Jeg havde noget nikotintyggegummi med, men det hjalp nu ikke meget. Det var ikke sådan at jeg rystede over hele kroppen af nikotintrang, men jeg havde det godt nok skidt. Så mit udgangspunkt var ikke at jeg var sådan en der nærmest ikke røg, og egentlig godt kunne finde ud af at stoppe selv.
Cigaretterne som jeg satte på reolen allerede den første dag, blev stående længe - indtil 2005-05-03. RygestopNu virkede ikke for min kammerat, og da han var løbet tør for cigaretter, så fik han de sidste der var i pakken. Skulle jeg få lyst til at ryge kan jeg hurtigt finde nogle cigaretter her i nabolaget, men indtil nu har lysten eller trangen ikke været der. Min hustru er ikke glad for at der bliver røget indenfor, men mig genrerer det ikke. Det er jo rart at få strukket benene ind imellem, så jeg går gerne ud med rygerne og holder pause - eller for den sags skyld ind i rygerummet.
Hvis det skulle gå galt for mig og jeg begyndte at ryge igen, så vil jeg blot påstå at det var Simon Steenholms kursus der ikke virkede. Alternativet ville jo være at jeg skulle indrømme at jeg havde en svag karakter eller så, men jeg har ikke på noget tidspunkt påstået at jeg havde stærk karakter der kunne holde med at ryge uden hjælp fra andre. Det er måske lidt frækt elller psykopatisk at mene sådan, men da det indtil nu går forbavsende godt, så er der jo ingen skade gjort ved det.
2006-03-26 af Hans Schou
Så er der gået et år hvor jeg ikke har røget. Bortset fra den første uge efter rygestoppet hvor der var et par enkelte gange hvor "ormen" bed i mig, har jeg ikke haft lyst til at ryge. Jeg har på intet tidspunkt haft det sådan at jeg skulle lægge bånd på mig selv for at lade være med at ryge. Jeg har rent ud sagt ikke haft lyst til at ryge. Det forekommer mig stadig helt uvirkeligt at man kan gå til et foredrag hvor en fortæller en masse ting man ved i forvejen, og så har man efterfølgende ikke lyst til at ryge. Havde det været en religiøs vækkelsesprædikant, havde foredraget handlet om hvor vred gud ville blive hvis man ikke holdt op med at ryge, men sådan var foredraget nu slet ikke. Religion er jo sådan noget med trusler. Min oldefar var iøvrigt en meget populær indremissionsk taler, og det var sætninger såsom "ØKSEN LIGGER ALLEREDE VED TRÆETS FOD", han underholdt menigheden med. Men hjemsøgt af oldefar syntes jeg nu ikke jeg er.
Efter 27 år med røg er jeg utroligt glad for at have sluppet det åg, at blive nærmest sindsyg når jeg ikke havde røget et antal timer. Om natten havde jeg ingen problemer med at sove 8 timer uden at ryge, men i dagtimerne måtte der ikke gå mere end 1 time før næste smøg. Det er jeg sluppet for nu, og det er jeg bare så glad for. Som nævnt i starten er jeg ikke stolt over have holdt op med at ryge, da jeg jo ikke selv har ydet en indsats.
2010-02-03 af Hans Schou
Røgfri i 5 år uden at savne det. Hvor er jeg dog heldig!
