HU gør børn asociale og overbeskyttede

hejsa,

nu kan man jo så diskutere, hvor meget gymnasiet adskiller sig fra folkeskolen. Jeg har ofte haft på fornemmelsen, at det først er på de videregående uddannelser, at der er grobund for et nogenlunde konstruktivt undervisningsmiljø - vel mest pga. den relative frihed et universitet byder eleverne i forhold til gymnasiet, hvor eleverne jo dybest set konfronteres med de samme autoritære lænker, som de kender fra folkeskolen.

Mht. socialisering, så er det jo en gammel traver - du får den jo allerede smidt i hovedet, hvis du ikke smider din baby i vuggestue. Vi er også blevet tudet ørerne fulde af det lige siden, vi valgte al form for udepasning fra. Det er absurd men efter min mening blot et af mange kunstige argumenter, der er opstået for at bibeholde institutionaliseringen.

Alt hvad man støder på ved at granske udenlandske erfaringer er, at børn og unge med en baggrund i hjemmeundervisning oftest klarer sig udemærket på de videregående uddannelser og generelt i sociale sammenhænge. Eneste "ulempe" er vistnok ofte, at de er hurtigere modne end deres institutionaliserede medborgere...

Nu vil jeg ikke hermed sige, at sociale sammenhænge er uvigtige. De fleste mennesker trives jo nok bedst med en eller anden form for social omgangskreds. Jeg tror dog, at friheden til at vælge, hvilken omgangskreds, man har lyst til at begå sig med - og ikke mindst hvor ofte - er vigtigere end hvor stor kredsen er.

Vores Bjørn på 4 år er rigtigt glade for de venner han har fået efter vi er flyttet til Helsingør, men der er perioder, hvor han helst vil være sammen med os, og da er det en kæmpe fordel, synes jeg, at han ikke er tvunget til at være "social".

Hej!

Skal børn mobbe hinanden? Det mener jeg ikke, absolut nej. Børn skal lære at omgåes hinanden på en fornuftig måde. Folkeskolen er et rigtigt godt sted hvis man er med på den vogn, der hedder mobning.

Mine drenge er daglig i kontakt med andre unge i deres egen alder, som hader deres skoler så meget, fordi de ikke kan få lov at være dem de gerne vil være. Det er jo forfærdeligt at jeg som mor ofte må tage en snak med mine drenge fordi de ikke forstår hvorfor deres kammerater befinder sig i sådan noget.

Med hensyn til det sociale. Så har mine drenge aldrig været så sociale som de er nu, efter vi tog dem ud af skolen. Vi har mødt løftede pegefingre fra fx. vores handicaprådgiver og skolepsykologen. Men de uddannet til at have en holdning, som gør at vi alle skal kunne fungere i vores åh, så sociale samfund. Fra vores nærmeste familie og venner er vi til gengæld blevet bakket op om det vi har gjort.

Jeg tror på at man kan det man vil, på det tidspunkt man er parat til at tage et skridt videre. Og det gælder også hvis man vælger gymnasie eller lign. skoleuddannelse. Mine drenge er et eks. på det. De udvikler sig i takt med at det de interessere sig for, får dem til at gå et skridt videre. Det har deres udvikling vist gennem de sidste to år.

Jeg tror på at trygheden som vi forældre giver vores børn er med til at bane vejen til at de vil blive velfungerende, sociale mennesker. Den tryghed kan de ikke få i folkeskolen!

Hilsen Ina