Poltiken 1892-11-09 Side 2 Jens Nielsen, Forbryderens Liv og Karakteristik. Saa har endnu en Gang i dette Land Øksen skilt et Menneskes Hoved fra Kroppen. Jens Nielsen har faaet sin Vilje: han er bleven udryddet af det Samfund, som han hadede. Vi skal i faa Træk søge at skildre denne Forbryders Liv og Karalter. Sin fader har han aldrig kendt, og han har aldirg haft noget Hjem. Moderen var Tjenestepige; hvem der var hans Fader, herskede der nok nogen Tvivl om: Jens var nærmest hvad man i volgær Tale kalder et 'Andelsbarn'. Men den Karl, som havde mest Udsigt til at maatte bløde med Alimentationsbidrag, gjorde sig usynlig, da Drengen blev født, og Barnet "kom paa Sognet". Han blev 'Omgangsbarn'. Snart var han i Pleje hos én Familie, snart hos en anden - han fik aldrig Tid at knytte sig til Nogen og saa kun denne samme Armod allevegne. Endelig kom han i Pleje hos et Par gamle Indsiddeerfolk, som ikke selv havde Børn, og som synes at have behandlet Drengen godt. Og det er værd at lægge Mærke til, at mens han var hos disse Folk, artede han sig vel, blev Nummer ét paa Skolebænken og regnedes i det Hele for en flink og godt begavet Dreng. Men saa en Dag rapsede han, Sogne- fogeden fik det at vide og gik til Politi- mesteren, og Jens fik Ris paa Raad- stuen. Man ved at fortælle om, at han tog sine Ris med tørre Øjne og sammen- knebne Læber. Og fra den Dag kom Trodsen op i ham. Han stjal atter og fik atter Ris. Han blev ubændig og haard overfor sine Foresatte, naar de vilde revse ham, og han Jævnaldrende var bange for ham. Saa blev Sogneraadet enig om at anbringe ham paa Landerupgaard. Det var jo en Opgradelsesanstalt, og Jens Nielsen trængte højlig til Opdragelse. Men det var for sent. Han, som var vant til føjte frit om og gøre gale Streger, fandt sig ikke i den Tugt og Tvang, som her blev paalagt ham. Han stak ild paa Anstalten - dels »for at hævne sig paa Inspektøren«, dels for mulig under Forvirringen, som Branden skulle foraarsage, at slippe bort. Det lykkedes ham ikke. Han gentog For- søget - og man blev, fortaaeligt nok, ked af at have ham paa Anstalten. Han blev udskrevet som uforbederlig. Saa besluttede Sogneraadet at spen- dere Penge paa Jens Nieelsen for at faa ham til Amerika. Man mente, at dette alligevel blev det billigste. Jens Nielsen var henrykt ved Tanken om at skulle over Atlanten: »det var« - har han en Gang sagt i et Forhør - »den lykkeligste Time i mit liv, da jeg fik at vide, at jeg skulle til Ame- rika !« Men Jens Nielsen blev kun tre Maaneder derovre. Han fik intet Ar- bejde, havde Intet at leve af - og da han havde gjort den Erfaring, at det var lettere at stjæle i den gamle Verden end i den ny, bjærgede han sig ombord paa en Damper, der gik til London. Her i Verdensstaden mente han, at der sagtens maatte kunne falde noget af til ham - paa ærlig eller uærlig Vis. Men det gik ikke saa let, som han havde tænkt. I nogle Dage strejfede han sulten omkring i Londons Gader, og Nætterne tilbragte han under aaben Himmel. Men sin sult vilde han have stille. Og 'Hævn vilde han have over det Sam- fund, som lod ham sulte'. Det er saa- danne Tanker, der har besjælet Jens Nielsen i hans 'store Forbryderøjeblikke': Det var bestandig, syntes han, Samfundet og Autoriteterne, der havde Uret overfor ham, og som 'forfulgte' ham. Han vilde trodse dem, ligegyldig ved hvilke Midle, - han vilde ikke give Afkald paa sin simple Menneskeret. Saa var det, at han stak Ild paa Londons Dokker. Næppe har han vel tænkt sig, at Branden skulde faa et saa uhyre Omfang, som Tilfældet blev . . . men intet Øjeblik synes han at have fortrudt sin Gærning, tværtimod! Han har med Stolthed set paa sit kolossale Ødelæggelsens Værk. Hans Hjærte har banket højt, da han som rolig Tilskuer saa London i Bevægelse under Branden, saa de Titusinder af Mennesker ?????????????????????? mod det Ildhav, som var hans, den ene Mands Værk! Det er ikke blot Noget, man kan slutte sig til af Forbryderens Karakter. Som man véd flygtede han kort efter Branden i London med Skib til Kjø- benhavn. Ildskæret stak ham endnu i Øjnene, og næppe var han kommen i Land, før han ude i Valby paany lavede Fyrværkeri efter fattig Lejlighed. Den ene Gaard efter den anden brændte ned - og endelig lykkedes det at faa Gær- ningsmanden fat. Under forhørene blev det ikke Dom- meren vanskeligt at konstatere, at Valby- Mordbrænderen var identisk med For- bryderen fra Londons Dokker. Og da det først var konstateret, lagde Jens Nielsen ikke Skjul paa sin Stolthed over at have udført den verdensberømte Daad. Ogsaa senere har han ved flere Lejlig- heder udtalt sig om sin 'Bedrift' som Noget, ingen Dansk endnu havde kunnet vise Magen til . . . Han følte Stolthed paa Fædrelandets Vegne! Saa kom han i Tugthuset - for 16 Aar. I Begyndelsen arbejde han paa Fællesstue. Men den berømte Mand syntes, at der paa en mindre behagelig Maade blev taget særlig Hensyn til ham; han fatted Had til en Betjent, som havde ham under Opsyn - og en Dag forsøgte han at slaa ham ihjæl. - Jeg kan jo dog ikke faa det værre, end jeg har det, sagde han. Og der bliver jo ikke mere halshugget her til Lands. Foreløbigt fik han at føle, at det kunde blive adskilligt værre. Medens man i Retten procederede hans Sag, fik ham dømt til Døden og benaadet, blev han selv anbragt i en Enecelle under stræng Bevogtning. Dette synes at have oprørt ham i højeste Grad. Ofte har man i Tugthuset hørt Udbrud af hans Had til Avtorite- terne og først og fremmest til Justits- ministeren, som havde bestemt, at han saaledes skulle stænges inde. - Hvis gej nogensinde kom ud af fra Tugthuset, vilde det første, jeg gjorde, være at myrde Justitsministeren! har han flere Gange sagt. Men da han havde ringe Udsigt til at faa sin Blodtørst stillet paa Hr. Nelle- mann, valgte han sig en af hans Under- ordnede til Offer. Det første Mordforsøg fandt Sted i December 1884. Allerede i Avgust næste Aar var det, at han slyngede en Mursten, som han møjsommelig havde pillet ud af Cellens Væg, i Ansigtet paa den Betjent, der bragte ham Mad. Det var hans bestemte Hensigt at dræbe ham, man han blev overmandet. I seks-syv Aar sad han nu i Ene- celle, før han atter forsøgte at skille et Menneske ved Livet. Det er ikke uinteressant at se, hvorledes han under den 'strenge Bevogtning' har kunnet skaffe sig Mordvaaben i Hænde. Da hans Sag sidst var for i Højeste- ret, forevistes der et Instrument, som ligende en mægtig Syl. Det var Hanken af et Zinkkar, hvori han fik sin Mad. Han havde brækket den af og i Dage og Uger rettet den ud og slebet den spids paa Muren. Og det opysltes, at man ganske naturligt ikke havde lagt Mærke til, at Karret var kommen hanke- løs ud af Cellen, eftersom mange af disse Zinkkar i Tidens løb havde mistet Hankene! Imidlertid benyttede Jens Nielsen, som man vil erindre, til si: sidate Mord- forsøg et Bordben, som han havde brækket af Bordet i sin Celle. Men de nærmere Omstændigheder herved vil være i saa frisk Minde, at de ikke be- høver at gentages. - - Medens de første Forsøg paa at myrde utvivlsomt var dikteret af Had, er det lige så sikkert, at sidste Gang Jens Nielsen svang Mordvaabnet, skete det med den bestemte Tanke: - Jeg vil af med Livet. De skal blive tvunget til at henrette mig. Opholdet i Enecellen var efterhaan- den bleven ham uudholdeligt. Atter og atter vendte han tilbage til det samme: Blot de dog ville skille mig af med Livet! - - - Det er allerede sagt, at Jens Nielsen i Drengeaarene viste sig at være godt begavet. Fattigvæsensbørn plejer ikke ikke at udmærke sig i Skolen; naar da Jens Nielsen, skønt han ikke egenlig hang over Bøgerne, kunde være den Flinkeste, vidner det om ualmindelige Ævner. Men ogsaa han senere Liv har Eksempler at opvise, som peger i samme Retning. I Højesteret undredes man over de udmærkerede Breve, han havde skrevet, og som blev forelagt Dommerne; baade Formen og Indholdet tydede paa, at den Mand, der havde skrevet dem, var bedre begavet end de Fleste. Hans trodsige og ubændige Natur i Forening med den fuldstændige Mangel paa retledende Opdragelse er det, som har avlet hos ham det Had til Sam- fundet, der i de senere Aar var det Centrale i hans Tankegang, og som gjorde ham til det Menneske, han var indenfor Fængslets Mure. Der var kun ét Menneske, overfor hvem han synes at have næret blidere Følelser. Det var hans eneste Søster. Til hende skrev han nu og da under sin Fængselstid; et af de sidste Breve til hende blev skrevet for nogen Tid siden. Han meddelte hende heri bl.A. at han i Arbejdspenge havde samlet sig 30 Kr. - og han gjorde saa Testa- mente for disse 30 Kr. - Hvis jeg nu - hvad jeg haaber - bliver henrettet, skrev han, vil de 10 Kr. gaa med til min Begravelse. De andre 20 skal Du have. Du skal bruge dem til at købe Bøger for, men Du skal lade dem indbinde stærkt og solidt, for Du skal have dem hele Dit Liv til Erindring om mig. I en Efterskrift til Brevet stod der: - Jeg saa gærne, at det blev Bøger med Billeder i. . . . Formodenlig har hans Tanke, da han føjede denne Linje til, været: Saa tager hun oftere Bøgerne frem og blader i dem . . . og mindes mig. Som vi igaar meddelte, blev der faa Timer før Henretttelsen gjort Eksekution i Jens Nielsens 30 Kr. og de gik alle med - til Udlægsgebyrerne. Dermed var kuldkastet den Døds- dømtes Testamente - - som maaske indesluttede Udtrykket for de sidste ven- lige Følelser, han har næret! Plut?t.