af Henrik Nordbrandt
Vi omtaler dem som regel i flertal
som »slægtninge«
fordi de gerne optræder gruppevis
og ligner hinanden til forveksling.
Deres navne minder
om navne på byer i fremmede lande:
Vladivostok, Dar-es-Salaam
Antofagasta, Ulan Bator...
Isoleret fra gruppen
mister de deres ansigter
og deres stemmer
lyder som glas der knuses.
De er da mere forfærdelige
end en tibetansk dæmon.
Det uhyggeligste i verden
er utvivlsomt
to slægtninge
der uventet mødes på gaden
uden at have en fødselsdag
et bryllup eller en begravelse
at tale om.
Fulde af rædsel og afsky
stirrer de på hinandens
ansigtsløse ansigter
som to spøgelser der overrasker hinanden
på samme, hjemsøgte slot.
Hvis de var alene
ville de uden tvivl
dræbe
koldt og effektivt
som to skorpioner.
Men i stedet
begynder de at tale højrøstet
eller le
selv om der aldeles ikke er noget at le af.
Der skal mindst tre af dem til
før de for alvor
begynder at blive slægtninge.
Jo flere der er af dem
desto bedre føler de sig tilpas
ti af dem sammen
virker helt naturlige på hinanden.
De har intet privatliv.
Hvad de drømmer om
når de sover
og hvad de tænker på, når de er alene
vides ikke.
De skaffes lettest af vejen
med gift.
Og de er opløselige i syre.
Hver gang en af dem forsvinder
ses det på hver af de andre.
De virker da
mere tilfredse, federe.
De lever af hinandens død.