retsinformation.dk - LBK nr 1115 af 08/11/2006

Original lov:
Bekendtgørelse af lov om elforsyning

Links til EU direktiver, jf. note 1
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Indledende bestemmelser
Kapitel 2 Elforbrugernes stilling
Kapitel 3 Elproduktion
Kapitel 4 Elforsyningsnet
Kapitel 5 Systemansvarlig virksomhed
Kapitel 6 Forsyningspligtig virksomhed
Kapitel 7 Overdragelse, forbrugerindflydelse, udskillelse af aktiviteter m.v.
Kapitel 8 Generelle bestemmelser om bevillinger
Kapitel 9 Miljøvenlig elproduktion
Kapitel 10 Priser og betingelser for elektricitet
Kapitel 11 Energitilsynet
Kapitel 12 Oplysningspligt, kontrol, fortrolighed, beredskab
Kapitel 12 a Påbud
Kapitel 13 Sanktionsbestemmelser
Kapitel 14 Klager, Energiklagenævn m.m.
K apitel 14 a (Ophævet)
Kapitel 15 Ikrafttrædelses-, ophævelses- og overgangsbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om elforsyning 1)

 

Herved bekendtgøres lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 20. april 2005, med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 293 af 27. april 2005, § 3 i lov nr. 1414 af 21. december 2005, § 10 i lov nr. 1417 af 21. december 2005 og § 1 i lov nr. 520 af 7. juni 2006.

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Lovens formål er at sikre, at landets elforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning sikre forbrugerne adgang til billig elektricitet og fortsat give forbrugerne indflydelse på forvaltningen af elsektorens værdier.

Stk. 2. Loven skal i overensstemmelse med de i stk. 1 nævnte formål særligt fremme en bæredygtig energianvendelse, herunder ved energibesparelser og anvendelse af kraftvarme, vedvarende og miljøvenlige energikilder, samt sikre en effektiv anvendelse af økonomiske ressourcer og skabe konkurrence på markeder for produktion og handel med elektricitet.

§ 2. Loven finder anvendelse på produktion, transport, handel og levering af elektricitet.

Stk. 2. Loven gælder på land- og søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.

Stk. 3. Loven omfatter ikke virksomhed, der er reguleret efter lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan bestemme, at mindre anlæg eller mindre omfattende aktiviteter, som er omfattet af loven, helt eller delvis skal undtages fra lovens bestemmelser.

§ 2 a. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler til opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser.

§ 3. Transport- og energiministeren orienterer et af Folketinget nedsat udvalg om væsentlige forhold vedrørende landets elforsyning gennem udarbejdelse af en årlig redegørelse.

§ 4. Kommuner kan varetage netvirksomhed med færre end 100.000 tilsluttede forbrugere og produktion af elektricitet ved afbrænding af affald. Kommuner og amtskommuner kan deltage i al øvrig virksomhed, som er omfattet af § 2, stk. 1, når virksomheden varetages af et selskab med begrænset ansvar.

Stk. 2. Kommuner kan deltage i anden virksomhed, som har tilknytning til virksomhed efter loven, jf. § 2, stk. 1. Virksomheden skal udøves på kommercielle vilkår i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om den i stk. 2 nævnte virksomhed, herunder om de aktiviteter, der kan udøves efter stk. 2, og om regnskabs- og forretningsmæssige forhold.

Stk. 4. De bestemmelser i loven, som gælder for netvirksomheder og elproduktionsvirksomheder, gælder kun for de af en kommunes opgaver, der er en del af netvirksomhed eller elproduktionsvirksomhed efter stk. 1, 1 pkt.

§ 5. I denne lov forstås ved følgende:

1) Decentralt kraft-varme-anlæg: Kraft-varme-anlæg, som ikke er beliggende på centrale kraftværkspladser, jf. § 10, stk. 6.

2) Direkte elforsyningsnet: Elforsyningsnet, som er beregnet til levering af elektricitet fra en elproduktionsvirksomhed til en anden elproduktionsvirksomhed eller bestemte forbrugere, og som helt eller delvis erstatter benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet.

3) Distributionsnet: Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at levere elektricitet til en ubestemt kreds af forbrugere, samt net, som ejes af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, og som har til formål at forbinde en forbruger direkte med transmissionsnettet.

4) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet, herunder virksomhed med bevilling til forsyningspligtig virksomhed.

5) Elværksejet anlæg: Anlæg ejet af virksomhed, som var berettiget til at indregne henlæggelser efter § 9 i den hidtil gældende elforsyningslov.

6) Forbrugssted: Punkt, hvorfra der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med kun én forbruger af elektricitet.

7) Forsyningspligtig virksomhed: Virksomhed med bevilling med pligt til at forsyne forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, med elektricitet.

8) Kollektiv elforsyningsvirksomhed: Offentlig eller privatejet elforsyningsvirksomhed med bevilling samt elforsyningsvirksomhed, der varetages af Energinet.dk eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-, transmissions-, eller systemansvarlig virksomhed.

9) Kollektivt elforsyningsnet: Transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere.

10) MW: Måleenhed for elektrisk effekt.

11) Netvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver distributionsnet.

12) Sammenhængende elforsyningssystem: Kollektive elforsyningsnet med tilhørende anlæg i et større område, som er indbyrdes forbundet med henblik på fælles drift.

13) Systemansvarlig virksomhed: Virksomhed, der har det overordnede ansvar for at opretholde forsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende elforsyningssystem.

14) Transit: Transport af elektricitet med henblik på at opfylde aftaler om elhandel, hvor ingen af aftaleparterne aftager eller producerer den pågældende elektricitet her i landet.

15) Transmissionsnet: Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at transportere elektricitet fra produktionssteder til et overordnet center i distributionsnettet eller at forbinde det med andre sammenhængende elforsyningsnet.

16) Transmissionsvirksomhed: Virksomhed med bevilling eller elforsyningsvirksomhed, som varetages af Energinet.dk eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk, der driver transmissionsnet.

17) VE-bevis: Et omsætteligt bevis for produktion af nærmere angivne former for VE-elektricitet.

Kapitel 2

Elforbrugernes stilling

§ 6. Enhver elforbruger kan frit vælge elleverandør. Ved skift af elleverandør må forbrugeren ikke opkræves gebyr.

Stk. 2. Enhver har ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet her i landet gennem et leveringstilbud fra en virksomhed med forsyningspligt, jf. § 34.

Stk. 3. Forbrugere, som gør brug af retten til valg af leverandør, jf. stk. 1, kan genindtræde i leveringen fra virksomheden med forsyningspligt inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 72.

Stk. 4. Kollektive elforsyningsvirksomheder samt forsyningspligtige virksomheder, for så vidt angår deres forsyningspligtydelse, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår.

§ 6 a. Transport- og energiministeren fastsætter regler med henblik på at forpligte elleverandører til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af elektricitet, herunder nærmere regler om indholdet af denne forpligtelse.

Stk. 2. Regler efter stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser om følgende:

1) Krav om forbrugerens ret til en kontrakt, krav til indholdet af kontrakten, underretning om kontraktens betingelser, varsling af pris- og vilkårsændringer samt gebyrforhøjelser, forbrugerens adgang til opsigelse af kontrakten, betalingsmetoder, betaling for leverandørskift samt opsigelse og afbrydelse, bl.a. i forbindelse med misligholdelse fra forbrugerens side.

2) Klagebehandling, herunder regler om adgang til at påklage tvister mellem en forbruger og en leverandør om forhold, som fastsættes i medfør af nr. 1.

Stk. 3. Ved fastsættelsen af regler efter stk. 1 og 2 kan det bestemmes, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale.

§ 7. (Ophævet)

§ 8. Enhver elforbruger her i landet skal afholde en forholdsmæssig andel af de kollektive elforsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved at gennemføre de offentlige forpligtelser, som påhviler dem, jf. stk. 3 og 4. Dette gælder dog ikke, i det omfang andet følger af §§ 8 a- 9 a.

Stk. 2. Enhver elforbruger her i landet skal fra det af transport- og energiministeren efter § 61 fastsatte tidspunkt erhverve VE-beviser efter reglerne i kapitel 9.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 56-57 b og § 59 a, stk. 1, nr. 1, opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til disses totale elforbrug.

Stk. 4. Omkostninger til nedennævnte ydelser opgøres af den systemansvarlige virksomhed for hvert af de to områder, hvortil der er udstedt bevilling til systemansvarlig virksomhed efter den tidligere gældende § 27, og opkræves hos alle elforbrugerne i de respektive områder:

1) Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i § 27 a, stk. 1, nr. 2, §§ 28 a, 29, 30 og 58-58 b og § 59 a, stk. 1, nr. 2, og stk. 2.

2) Netvirksomhedernes nødvendige omkostninger til de ydelser, som disse er pålagt ifølge § 22, stk. 6, og §§ 67 og 68.

3) Omkostninger som den systemansvarlige virksomhed efter transport- og energiministerens bestemmelse afholder til dækning af etablering af elproduktionsanlæg på havet, jf. § 17, stk. 6.

4) Transmissionsvirksomhedernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, som disse er pålagt ifølge § 68.

Stk. 5. De kollektive elforsyningsvirksomheders øvrige omkostninger påhviler de brugere, der modtager virksomhedens ydelser, og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer, jf. dog stk. 7.

Stk. 6. De kollektive elforsyningsvirksomheders administrationsomkostninger ved betaling af ydelser som nævnt i stk. 3 og 4 opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer, jf. dog stk. 7.

Stk. 7. For den systemansvarlige virksomhed opgøres de i stk. 5 og 6 nævnte omkostninger for hvert af de to områder, hvortil der er udstedt bevilling til systemansvarlig virksomhed efter den tidligere gældende § 27, og opkræves hos de brugere i de respektive områder, der modtager virksomhedens ydelser.

Stk. 8. De kollektive elforsyningsvirksomheder afholder hver for sig omkostningerne til de offentlige forpligtelser, som påhviler dem ifølge stk. 3 og 4. Den systemansvarlige virksomhed opgør omkostningerne og fordelingen af disse på elforbrugerne. På grundlag heraf opkræver netvirksomhederne beløb fra elforbrugerne til dækning af omkostningerne og indbetaler de opkrævede midler til den systemansvarlige virksomhed, som dækker de kollektive elforsyningsvirksomheders afholdte omkostninger til de offentlige forpligtelser. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af de nævnte opgaver og om samarbejde herom mellem de kollektive elforsyningsvirksomheder.

§ 8 a. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at elforbrugere, der helt eller delvis selv producerer den elektricitet, de selv forbruger, under nærmere angivne betingelser kun skal betale pristillæg m.v. som nævnt i §§ 56-58 b i forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive elforsyningsnet. Ministeren kan herunder fastsætte, at reglerne kun gælder for anlæg, som var i drift den 12. april 2000.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om ydelse af pristillæg efter §§ 58 og 58 a til egenproducenter. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, hvorledes grundbeløb og pristillæg beregnes for anlæg omfattet af § 58, og regler om betingelser for ydelse af pristillæg til anlæg omfattet af § 58 a.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvorledes elforbruget og elproduktionen skal måles og opgøres. Udgifterne til målingen afholdes af elproducenten.

§ 9. Netvirksomhedernes og den systemansvarlige virksomheds omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 56-57 b og § 59 a, stk. 1, nr. 1, opkræves hos elforbrugerne efter følgende principper:

1) For et årligt elforbrug på 100 GWh eller derunder pr. forbrugssted opkræves en forholdsmæssig andel af netvirksomhedernes og den systemansvarlige virksomheds samlede omkostninger til de nævnte ydelser i overensstemmelse med de i § 8, stk. 3, nævnte principper, herunder en forholdsmæssig andel af de udgifter til ydelserne, der ikke kan dækkes som følge af bestemmelsen i nr. 2.

2) For det elforbrug, der overstiger 100 GWh pr. forbrugssted, opkræves ikke beløb til dækning af netvirksomhedernes og den systemansvarlige virksomheds omkostninger til de nævnte ydelser.

§ 9 a. En virksomhed, som producerer fjernvarme på et kraft-varme-værk eller på et fjernvarmeværk, som den 1. oktober 2005 var indrettet til kraft-varme-produktion, betaler ikke beløb til dækning af omkostninger til offentlige forpligtelser efter § 8, stk. 3 og 4, for det elforbrug, som medgår til at producere fjernvarme til forbrugere ved hjælp af elektricitet. Fritagelsen gælder i 4 år fra ikrafttrædelsen af denne bestemmelse.

Stk. 2. En elforbruger, der producerer varme på et kraft-varme-værk med henblik på at dække sit eget varmeforbrug, betaler ikke beløb til dækning af omkostninger til offentlige forpligtelser efter § 8, stk. 3 og 4, for det elforbrug, som medgår til at producere varme i det varmeproducerende anlæg ved hjælp af elektricitet. Fritagelsen gælder i 4 år fra ikrafttrædelsen af denne bestemmelse.

Stk. 3. Der betales ikke beløb til dækning af omkostninger til offentlige forpligtelser efter § 8, stk. 3 og 4, for elektricitet, som fremstilles på solcelleanlæg med en installeret effekt på højst 6 kW pr. husstand, og som er undtaget fra elafgift ifølge lov om afgift af elektricitet.

Stk. 4. Omkostninger til offentlige forpligtelser, som ikke dækkes som følge af ovenstående bestemmelser, opkræves med en forholdsmæssig andel hos de øvrige forbrugere efter de i § 8, stk. 3 og 4, nævnte principper.

Stk. 5. Fritagelse for betaling af beløb som nævnt i stk. 1 og 2 kan betinges af, at et kraft-varme-produktionsanlæg opfylder nærmere angivne krav til elproduktionens andel af energiproduktionen.

Stk. 6. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om afgrænsning af virksomheder og produktioner, som omfattes af ovenstående bestemmelser, samt om måling og dokumentation af elforbrug.

Kapitel 3

Elproduktion

§ 10. Elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25 MW kan kun udøves af virksomheder, der har opnået bevilling fra transport- og energiministeren. Transport- og energiministeren kan dog i særlige tilfælde give tilladelse til, at et elproduktionsanlæg med en kapacitet på over 25 MW midlertidigt drives uden bevilling.

Stk. 2. Bevilling efter stk. 1 gives for mindst 20 år.

Stk. 3. Der kan kun gives bevilling til en ansøger, som kan dokumentere, at denne har den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.

Stk. 4. For elproduktionsvirksomheder, som ved lovens ikrafttræden har bevilling til elproduktion, kan bevilling efter stk. 1 gives på vilkår af, at den pågældende virksomhed opfylder de pålæg vedrørende miljøvenlige elproduktionsanlæg, som virksomheden har fået i medfør af § 13 i den hidtil gældende elforsyningslov.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan dispensere fra vilkår i bevillinger som nævnt i stk. 4, hvis dette skønnes nødvendigt for elproduktionsvirksomhedens mulighed for fortsat økonomisk forsvarlig drift.

Stk. 6. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke kraftværkspladser der betegnes som centrale kraftværkspladser, jf. § 5.

Stk. 7. Transport- og energiministeren kan godkende, at en virksomhed, som har modtaget pålæg som nævnt i stk. 4, helt eller delvis overdrager pligter og rettigheder efter pålægget til en anden bevillingspligtig elproduktionsvirksomhed. Forpligtelser ifølge pålægget indføjes som et vilkår i bevillingen for den modtagende virksomhed.

§ 11. Etablering af nye elproduktionsanlæg samt væsentlige ændringer i bestående anlæg kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren.

Stk. 2. Meddelelse af tilladelse er betinget af, at ansøgeren dokumenterer opfyldelsen af nærmere angivne offentliggjorte betingelser vedrørende det ansøgte anlægs energieffektivitet, brændselsanvendelse og miljøforhold i øvrigt.

Stk. 3. Transport- og energiministeren fastsætter regler om betingelserne og procedurer for meddelelse af tilladelse, herunder at nærmere angivne tilladelser kan gøres tidsbegrænsede.

Stk. 4. Nukleare produktionsanlæg kan ikke etableres i medfør af denne lov.

§ 12. Der kan i en tilladelse efter § 11 eller i en bevilling efter § 10 fastsættes vilkår om, at ejeren

1) forpligter sig til at ændre produktionsomfanget efter den systemansvarlige virksomheds bestemmelse, når denne finder det nødvendigt for at opretholde en effektiv udnyttelse af nettet, forsyningssikkerheden eller kvaliteten i det sammenhængende forsyningsnet,

2) stiller sikkerhed for nedtagning af anlæg,

3) påtager sig, for så vidt angår kraft-varme-anlæg, en forsyningspligt for fjernvarme i et nærmere fastlagt forsyningsområde og

4) forpligter sig til at underrette den systemansvarlige virksomhed mindst et år i forvejen, såfremt det besluttes, at et anlæg skal lukkes eller tages ud af drift, så det ikke er til rådighed i en længere periode.

§ 12 a. Elproduktion ved forbrænding af kød- og benmel og lignende produkter må kun finde sted efter tilladelse fra transport- og energiministeren, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte vilkår for tilladelsen, herunder vilkår om tidsbegrænsning.

Stk. 3. Elproduktion som nævnt i stk. 1 er ikke omfattet af reglerne i § 27 c, stk. 5, §§ 48 og 56-58 og § 75, stk. 3.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for elektricitet produceret på anlæg, som producerer elektricitet udelukkende ved forbrænding af affald.

Elproduktionsanlæg på havet

§ 13. Adgangen til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone tilkommer alene den danske stat.

Stk. 2. Forundersøgelser og udnyttelse af energi omfattet af stk. 1 kan kun finde sted efter tilladelse fra transport- og energiministeren.

Stk. 3. Tilladelse gives for et nærmere angivet område og kan meddeles særskilt for henholdsvis forundersøgelser og udnyttelse af energi.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte vilkår for tilladelsen, herunder om rapportering om forundersøgelsernes forløb og resultater samt om overholdelse af sikkerhedskrav og lign.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler eller træffe afgørelse om tilladelser efter denne bestemmelse, herunder om betaling for behandling af ansøgninger og om tidsbegrænsning af tilladelser.

§ 14. Tilladelsen efter § 13 meddeles efter transport- og energiministerens nærmere bestemmelse enten efter offentlig indkaldelse af ansøgninger i forbindelse med udbud i henhold til regler fastsat af transport- og energiministeren eller efter offentliggørelse af en modtaget ansøgning, hvor andre interesserede parter opfordres til at indgive ansøgning.

Stk. 2. Udbud eller offentliggørelse som nævnt i stk. 1 kan undlades ved tilladelser til anlæg, der etableres af hensyn til forskning, udvikling og demonstration vedrørende elproduktion på havet.

§ 15. I forbindelse med udbud efter § 14 kan transport- og energiministeren angive særlige forhold eller vilkår, som ministeren vil lægge vægt på ved stillingtagen til de indkomne tilbud.

Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan vedrøre produktionsanlægget eller den infrastruktur, som skal forbinde anlægget med det sammenhængende elforsyningssystem, eller krav om, at forbrugere eller andre sammen med ansøgeren skal kunne deltage som parter i projektet.

§ 16. Etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i bestående anlæg kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren. Tilladelserne meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan betinge godkendelsen af disse anlæg af vilkår, herunder krav til konstruktion, indretning, installationer, opstilling, drift, nedtagning og sikkerhedsstillelse for nedtagning af anlæg samt økonomiske, tekniske, sikkerheds- og miljømæssige forhold i forbindelse med etablering og drift.

Stk. 3. Elproduktionsanlæg nævnt i stk. 1, som er fast forankret på samme sted på søterritoriet m.v., anses i tinglysningsmæssig henseende for fast ejendom. Tinglysning af rettigheder over sådanne anlæg sker efter reglerne i tinglysningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt., ved retten i Århus.

§ 17. Tilladelse til etablering af anlæg efter § 16, som må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, og efter at offentligheden og de berørte myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig herom.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af de anlæg, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke oplysninger og eventuelle undersøgelser der er nødvendige for, at en vurdering af de miljømæssige konsekvenser kan foretages. Transport- og energiministeren kan beslutte, at der skal foretages vurderinger af et af § 16 omfattet anlægs miljømæssige påvirkninger under og efter etablering. Transport- og energiministeren kan beslutte, at vurderinger af de miljømæssige konsekvenser af de af § 16 omfattede anlæg skal bedømmes af uafhængige eksperter.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om underretning og høring af offentligheden og de berørte myndigheder og organisationer i forbindelse med

1) de i stk. 1 nævnte vurderinger,

2) den i stk. 2 nævnte afgrænsning samt afgørelser i forbindelse hermed og

3) ansøgninger om tilladelse efter § 16.

Stk. 5. Omkostninger i forbindelse med de i stk. 1-4 omhandlede aktiviteter afholdes af den, der ansøger om en tilladelse til at etablere et elproduktionsanlæg, jf. § 16.

Stk. 6. Transport- og energiministeren kan dog beslutte, at de i stk. 5 nævnte omkostninger, der afholdes til aktiviteter, der kan være af væsentlig betydning for fremtidige projekter, dækkes som angivet i § 8, stk. 4, nr. 3.

§ 18. Anlæg, der etableres efter påbud meddelt efter § 13 i den hidtil gældende elforsyningslov, og anlæg, hvortil der er meddelt foreløbig eller endelig tilladelse efter den hidtil gældende elforsyningslov, er undtaget fra bestemmelser om udbud efter §§ 14 og 15.

Kapitel 4

Elforsyningsnet

Det kollektive elforsyningsnet - transmissions- og netbevillinger

§ 19. Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet.dk eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk udføres dog uden bevilling.

Stk. 2. Bevilling, der gives for mindst 20 år, meddeles af transport- og energiministeren for et nærmere afgrænset område.

§ 20. Transmissions- og netvirksomheder skal sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af elektricitet med tilhørende ydelser, herunder

1) vedligeholde, om- og udbygge forsyningsnettet i forsyningsområdet i fornødent omfang,

2) tilslutte leverandører og købere af elektricitet til det kollektive elforsyningsnet,

3) stille fornøden transportkapacitet til rådighed og give adgang til transport af elektricitet i elforsyningsnettet og

4) måle levering og aftag af elektricitet i nettet.

Stk. 2. Opfylder en transmissions- eller netvirksomhed ikke de i stk. 1 nævnte forpligtelser, kan transport- og energiministeren pålægge den systemansvarlige virksomhed at drage omsorg herfor, herunder at udføre nødvendige anlægsarbejder vedrørende det kollektive elforsyningsnet.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomhed kan mod behørig legitimation til brug for udførelsen af nødvendige anlægsarbejder i henhold til stk. 2 få adgang til en transmissions- eller netvirksomheds ejendom.

Stk. 4. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 3.

§ 20 a. Transmissions- og netvirksomheder skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver virksomhedernes tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Virksomhederne skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.

§ 21. Etablering af nye transmissionsnet beregnet for spændinger på over 100 kV og væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren. Dette gælder ikke for virksomhed varetaget af Energinet.dk eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk. Meddelelse af tilladelse er betinget af, at ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget forsyningssikkerhed, beredskabsmæssige hensyn, skabelse af velfungerende konkurrencemarkeder og indpasning af vedvarende energi, eller hvis det ansøgte projekt er nødvendigt til opfyldelse af et pålæg i medfør af § 21, stk. 2. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af nettet, herunder sikkerhedsstillelse for nedtagning af anlæg.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan pålægge bevillingshavere efter § 19, stk. 1, at kabellægge elforsyningsnet i forbindelse med etablering af nye transmissionsnet beregnet for spændinger på 400 kV eller ved væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net. Ved meddelelse af et sådant pålæg vil bevillingshavernes meromkostninger til kabellægning skulle dækkes efter de i medfør af lov om Energinet.dk fastsatte regler.

Stk. 3. Bevillingshaveren skal mod en rimelig betaling stille transmissionsnettet til rådighed for den systemansvarlige virksomhed, i det omfang den systemansvarlige virksomhed finder det fornødent til varetagelse af de opgaver, som denne er pålagt.

Stk. 4. Bevillingshaveren skal dog stille transmissionsnettet vederlagsfrit til rådighed for den systemansvarlige til brug for dennes efterkommelse af et påbud efter § 20, stk. 2.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 omfatter ikke transmissionsnet på over 100 kV på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, der ikke har tilslutning til det danske elforsyningsnet.

Stk. 6. De af stk. 1 omfattede transmissionsnet, der etableres på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, skal tillige have tilladelse efter § 22 a.

§ 21 a. (Ophævet)

§ 22. En netvirksomhed skal

1) opretholde den tekniske kvalitet i nettet,

2) måle den elektricitet, der transporteres igennem virksomhedens net,

3) varetage opgaver vedrørende betaling for offentlige forpligtelser ifølge § 8 og regler fastsat i medfør af denne bestemmelse,

4) varetage opgaver vedrørende miljøvenlig elproduktion ifølge bestemmelserne i kapitel 9 og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser,

5) udføre informationsaktiviteter for at skabe størst mulig gennemsigtighed om markedsforholdene for alle forbrugergrupper,

6) sikre, at forbrugerne oplyses om mulighed for elbesparelser, give den enkelte elforbruger årlige informationer om sit elforbrug, kortlægge det samlede elforbrug i forsyningsområdet og offentliggøre data fra kortlægningen eller på begæring stille sådanne data til rådighed,

7) sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat efter stk. 5,

8) give rådgivning og information om elsikkerhedsmæssige spørgsmål til forbrugerne, elinstallatører og andre elfagfolk samt bistå Sikkerhedsstyrelsen med gennemførelse af tilsyn og undersøgelse af stærkstrømsanlæg,

9) anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelsen af den energi, den anvender til at udføre sit hverv,

10) informere forbrugerne om deres rettigheder i relation til forsyningspligt og

11) i forbindelse med planlægning af udbygning af nettet overveje, om foranstaltninger til energieffektivitet gennem efterspørgselsstyring eller decentraliseret produktion kan erstatte behovet for at udvide kapaciteten.

Stk. 2. Netvirksomheden skal samarbejde med den systemansvarlige virksomhed ved udførelsen af de i stk. 1 nævnte opgaver.

Stk. 3. Netvirksomheden skal forsyne brugere af nettet med de nødvendige oplysninger om måling af elektricitet, der transporteres gennem virksomhedens net.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om samfakturering af de ydelser, forbrugeren modtager i henhold til denne lov.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3, herunder regler om virksomhedernes opgaver og mål for de energibesparelser, som virksomhederne samlet eller enkeltvis skal sikre bliver opnået, regler om dokumentation, indberetning og verifikation samt regler om afholdelse af nærmere angivne fællesomkostninger. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at visse energibesparelsesaktiviteter, jf. stk. 1, nr. 7, skal ske efter udbud, og regler for udbuddets afholdelse samt for virksomhedernes finansiering af de udbudte opgaver.

Stk. 6. Transport- og energiministeren kan beslutte, at netvirksomheder i samarbejde skal iværksætte forskning og udvikling med henblik på effektiv energianvendelse. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om udarbejdelse af planer for aktiviteterne og om godkendelse af disse.

Stk. 7. Netvirksomheder skal i samarbejde med transmissionsvirksomheder udarbejde årlige oversigter og prognoser til brug for markedets aktuelle og potentielle aktører og til belysning af opfyldelsen af offentlige forpligtelser.

Stk. 8. Realiseringen af energibesparelser efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, skal ske gennem virksomheder, som er selskabsmæssigt adskilte fra netvirksomheden.

Elforsyningsnet på søterritoriet m.v.

§ 22 a. Etablering af nye elforsyningsnet på alle spændingsniveauer på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i bestående net kan kun ske efter forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren. Der kræves tillige tilladelse efter § 21 til transmissionsnet på over 100 kV.

Stk. 2. Tilladelsen kan betinges af vilkår, herunder krav til placering, indretning og sikkerhedsstillelse for fjernelse af anlæg samt tekniske, miljø- og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering og drift.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke for interne ledningsanlæg som nævnt i § 16, stk. 1, og elforsyningsnet som nævnt i § 4 a i lov om Energinet.dk.

Direkte elforsyningsnet

§ 23. Direkte elforsyningsnet kan kun anlægges efter tilladelse fra transport- og energiministeren.

Stk. 2. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren forinden har fået afslag på en anmodning om transport af elektricitet gennem det kollektive elforsyningsnet og spørgsmålet ikke har kunnet løses ved forelæggelse for Energitilsynet.

Stk. 3. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår som nævnt i § 21, stk. 1. § 21, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Adgang til det kollektive elforsyningsnet

§ 24. Enhver har ret til at anvende det kollektive elforsyningsnet til transport af elektricitet imod betaling.

Stk. 2. Kollektive elforsyningsvirksomheder må ikke forskelsbehandle brugere af systemet eller kategorier af brugere eller begunstige egne selskaber eller ejere.

Stk. 3. Med henblik på at sikre den fulde udnyttelse af kapaciteten i det kollektive elforsyningsnet kan transport- og energiministeren fastsætte regler om adgangen til at indgå aftaler om reservation af netkapacitet. Transport- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om, at eksisterende aftaler om reservation af netkapacitet skal administreres på en måde, som sikrer den fulde udnyttelse af kapaciteten i det kollektive elforsyningsnet.

§ 25. (Ophævet)

§ 26. For at kunne blive tilsluttet det kollektive elforsyningsnet skal anlæg og installationer opfylde fastsatte tekniske krav og standarder.

Stk. 2. For at få adgang til tilslutning til og benyttelse af det kollektive elforsyningsnet skal brugerne opfylde de krav, som er fastsat herfor, jf. stk. 3.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder bestemme, at visse tekniske standarder og krav for adgang til og benyttelse af det kollektive elforsyningsnet skal fastsættes af den systemansvarlige virksomhed.

Fællesskabsbestemmelser om elforsyningsnet

§ 26 a. Bestemmelserne i § 20, § 21, stk. 2-4, § 23, stk. 2 og 3, og § 24 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om behandling af en anmodning om undtagelse efter artikel 7 i den i stk. 1 nævnte forordning.

Kapitel 5

Systemansvarlig virksomhed

§ 27. (Ophævet)

§ 27 a. Den systemansvarlige virksomhed er ansvarlig for forsyningssikkerheden og skal for at opfylde denne forpligtelse

1) opretholde den tekniske kvalitet og balance inden for det sammenhængende elforsyningssystem og

2) sikre tilstedeværelsen af en tilstrækkelig produktionskapacitet i det sammenhængende elforsyningssystem.

Stk. 2. Den systemansvarlige virksomhed kan til varetagelsen af sine forpligtelser i stk. 1 indhente nødvendige oplysninger hos brugerne af nettet.

§ 27 b. Transmissionsanlæg stillet til den systemansvarlige virksomheds rådighed og elproduktionsanlæg med en kapacitet på mere end 25 MW kan ikke tages ud af drift i længere tid uden godkendelse fra den systemansvarlige virksomhed. Med henblik på opretholdelsen af forsyningssikkerheden kan den systemansvarlige virksomhed mod rimelig betaling kræve godkendte driftsstop udskudt eller fremrykket.

Stk. 2. Af hensyn til varetagelsen af forsyningssikkerheden, jf. § 27 a, stk. 1, skal produktionsvirksomheder efter anvisning fra den systemansvarlige virksomhed meddele, hvilke anlæg med en kapacitet på mere end 25 MW produktionsvirksomheden i en periode på op til 4 uger forventer at holde i driftsklar stand i periodens driftsdøgn. Produktionsvirksomheder skal senest dagen før driftsdøgnet underrette den systemansvarlige virksomhed om, hvilke produktionsanlæg med en kapacitet på mere end 25 MW der forventes sat i drift i driftsdøgnet.

Stk. 3. Såfremt den systemansvarlige virksomhed vurderer, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at forsyningssikkerheden kan opretholdes med de anlæg, som forventes holdt driftsklare ifølge stk. 2, kan den systemansvarlige virksomhed kræve, at yderligere elproduktionsanlæg holdes driftsklare, således at anlæggene kan producere elektricitet med et varsel fastsat af den systemansvarlige virksomhed. Meromkostninger, der knytter sig til at holde et anlæg driftsklart, betales af den systemansvarlige virksomhed.

§ 27 c. Den systemansvarlige virksomhed offentliggør for det følgende driftsdøgn oplysninger om overføringskapaciteten i det transmissionsnet, der er stillet til rådighed for den systemansvarlige virksomhed.

Stk. 2. Brugere af det kollektive elforsyningsnet skal efter regler fastsat af den systemansvarlige virksomhed og på baggrund af den i stk. 1 nævnte offentliggørelse anmelde planer for elproduktion, elforbrug og elhandel for det følgende driftsdøgn til den systemansvarlige virksomhed. Elproduktion, som er omfattet af § 59 a, stk. 1, er undtaget fra anmeldelsespligten.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomhed skal inden starten af det følgende driftsdøgn godkende planer for forventet elproduktion, elforbrug og elhandel, som er anmeldt til virksomheden efter stk. 2. Godkendelsen kan betinges af, at der sker omlægninger i planerne, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsyningssikkerheden.

Stk. 4. Den systemansvarlige virksomhed kan efter godkendelsen af planerne påbyde elproduktionsvirksomheder at ændre produktionsomfang eller igangsætte produktion, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsyningssikkerheden.

Stk. 5. Elproduktion fra decentrale kraft-varme-produktionsanlæg og elproduktionsanlæg, der producerer VE-elektricitet eller anvender affald som brændsel, har prioriteret adgang til elforsyningsnettet. Ved omlægninger som nævnt i stk. 3 og 4 kan den systemansvarlige virksomhed alene reducere eller afbryde prioriteret elproduktion, hvis en reduktion af elproduktion fra andre anlæg ikke er tilstrækkelig til at opretholde den tekniske kvalitet og balance inden for det sammenhængende elforsyningssystem.

Stk. 6. Såfremt den systemansvarlige virksomhed forlanger omlægninger som nævnt i stk. 3-5, yder virksomheden betaling herfor. Den systemansvarlige virksomhed yder dog ikke betaling, hvis virksomheden forlanger omlægninger i forhold til anmeldte planer for elproduktion, elforbrug og elhandel som nævnt i stk. 3, inden planerne er godkendt, og omlægningerne er nødvendige

1) for ikke at overskride den offentliggjorte overføringskapacitet som nævnt i stk. 1 eller

2) for at bringe balance i de enkelte brugeres planlagte elproduktion, elforbrug eller elhandel.

Stk. 7. Ved overhængende risiko for netsammenbrud samt under netsammenbrud og genopbygning af nettet kan den systemansvarlige virksomhed uden betaling kræve de nødvendige omlægninger af produktion, handel og forbrug.

Stk. 8. Såfremt en brugers faktiske elproduktion, elforbrug eller elhandel i et driftsdøgn ikke svarer til det, som er godkendt efter stk. 3, kan den systemansvarlige virksomhed kræve, at der ydes rimelig betaling for de ubalancer, det påfører systemet. Dette gælder dog ikke for elproduktion fra en vindmølle omfattet af §§ 56 a og 56 b, et VE-elproduktionsanlæg omfattet af § 57 og et decentralt kraft-varme-anlæg eller et elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a.

Stk. 9. Omlægninger som nævnt i stk. 3-5 skal ske efter objektive kriterier, som fastsættes af den systemansvarlige virksomhed på grundlag af samfundsøkonomiske og miljømæssige hensyn. Den systemansvarlige virksomhed fastsætter endvidere objektive kriterier for beregning af betalingen for reduktion eller afbrydelse efter stk. 5.

Stk. 10. De regler og kriterier, som den systemansvarlige virksomhed fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, skal være tilgængelige for brugere og potentielle brugere af det kollektive elforsyningsnet.

Stk. 11. Den systemansvarlige virksomhed skal efter høring af relevante parter anmelde regler og kriterier, som virksomheden fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, til Energitilsynet. Energitilsynet kan give pålæg om ændring af reglerne og kriterierne, jf. § 77.

Stk. 12. Elproduktion fra havvindmølleparker som nævnt i § 27 f er undtaget fra ovenstående bestemmelser.

§ 27 d. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 27 a, 27 b og 27 c nævnte forhold.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at den systemansvarlige virksomhed skal iværksætte nærmere angivne foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger anses for nødvendige for at opretholde en tilstrækkelig forsyningssikkerhed. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at foranstaltningerne skal iværksættes efter udbud eller anden gennemsigtig og ikkediskriminerende procedure.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomheds iværksættelse af foranstaltninger efter stk. 2 skal godkendes af transport- og energiministeren.

§ 27 e. Den systemansvarlige virksomheds omkostninger til opretholdelse af den i § 27 a, stk. 1, nr. 2, nævnte produktionskapacitet i perioden 1. januar 2000 til og med den 31. december 2003 indregnes i virksomhedernes priser med lige store årlige beløb i 10 år i perioden mellem 1. januar 2000 og 31. december 2010.

§ 27 f. Denne bestemmelse omhandler regulering af elproduktionen fra havvindmølleparker, som er etableret efter afholdelse af udbud som nævnt i § 14.

Stk. 2. Elproducenten anmelder sin plan for elproduktionen for det følgende driftsdøgn til den systemansvarlige virksomhed.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomhed kan påbyde nedregulering ved reduktion eller afbrydelse af elproduktionen, hvis dette er nødvendigt på grund af

1) fejl eller vedligeholdelsesarbejder på transmissionsanlæg til ilandføringen af elproduktion eller i det øvrige transmissionsnet eller

2) kapacitetsbegrænsninger i øvrigt i det sammenhængende transmissionsnet, som kan afhjælpes ved nedregulering.

Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er betinget af, at nedreguleringen er nødvendig af hensyn til forsyningssikkerheden eller en samfundsøkonomisk optimal udnyttelse af det sammenhængende elforsyningssystem, herunder sikringen af et velfungerende konkurrencemarked.

Stk. 5. Hvis elproducentens faktiske elproduktion i et driftsdøgn ikke svarer til det anmeldte med senere påbudte nedreguleringer, kan den systemansvarlige virksomhed kræve, at der ydes rimelig betaling for de ubalancer, som elproducenten samlet set påfører systemet.

Stk. 6. Den systemansvarlige virksomhed kan fastsætte forskrifter for anmeldelse efter stk. 2 og forskrifter indeholdende generelle kriterier for nedregulering efter stk. 3.

Stk. 7. Forskrifterne skal være tilgængelige for brugere og potentielle brugere af det kollektive elforsyningssystem. Den systemansvarlige virksomhed skal efter høring af relevante parter anmelde de fastsatte forskrifter til Energistyrelsen. Energistyrelsen kan give pålæg om ændring af forskrifterne.

§ 27 g. Den systemansvarlige virksomhed yder betaling til elproducenten for tab som følge af nedregulering, jf. § 27 f, som foretages i 25 år fra meddelelsen af tilladelse til udnyttelse af energi på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone, jf. § 13.

Stk. 2. Ved fastsættelse af betalingen opgøres indtægtstabet med udgangspunkt i salg af elproduktionen under de aktuelle forhold ved

1) en pris svarende til den i § 56 e, stk. 2, nævnte samlede værdi af markedspris og pristillæg i den periode, hvor dette pristillæg ydes, og

2) en pris svarende til den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris pr. kWh efter det tidspunkt, hvor pristillægget er ophørt efter § 56 e, stk. 4 og 5, eller fravalgt efter § 64, stk. 2.

Stk. 3. Der ydes ikke betaling, hvis nedreguleringen er en følge af force majeure.

Stk. 4. Uenighed om adgangen til betaling og dennes størrelse afgøres af domstolene.

Stk. 5. Den systemansvarlige virksomhed udarbejder forskrifter indeholdende metoder for, hvorledes størrelsen af tabt elproduktion som følge af nedregulering beregnes, og hvorledes størrelsen af den mistede indtjening opgøres med henblik på at dække elproducentens tab. Bestemmelserne i § 27 f, stk. 7, finder tilsvarende anvendelse for de i 1. pkt. nævnte forskrifter.

§ 27 h. Hvis den systemansvarlige virksomhed ikke opfylder frister og betingelser for nettilslutning af en havvindmøllepark ifølge vilkår i et udbud efter § 14, ifalder virksomheden objektivt erstatningsansvar for elproducentens deraf følgende tab.

Stk. 2. Hvis elproducenten ikke etablerer havvindmølleparken, uanset at elproducenten har forpligtet sig hertil i overensstemmelse med vilkår i udbuddet, ifalder elproducenten objektivt erstatningsansvar for den systemansvarlige virksomheds deraf følgende tab.

Stk. 3. Erstatning efter stk. 1 og 2 tilkendes inden for de i udbudsvilkårene nævnte betingelser og rammer. Uenighed om adgangen til erstatning og dennes størrelse afgøres af domstolene.

Stk. 4. Erstatninger, som påhviler den systemansvarlige virksomhed som nævnt i stk. 1 eller som følge af virksomhedens dispositioner med henblik på at opfylde udbudsvilkårene, og erstatninger, som tilfalder virksomheden efter stk. 2, indgår i fastsættelsen af den systemansvarlige virksomheds priser efter § 71.

§ 28. Den systemansvarlige virksomhed skal i samarbejde med de øvrige kollektive elforsyningsvirksomheder sikre, at de offentlige forpligtelser, jf. § 8, opfyldes.

Stk. 2. Den systemansvarlige virksomhed skal udføre følgende opgaver:

1) Sikre, at der udføres sådanne forsknings- og udviklingsaktiviteter, som er nødvendige for en fremtidig miljøvenlig og energieffektiv transmission og distribution af elektricitet.

2) Udarbejde årlige oversigter og prognoser til brug for markedets aktuelle og potentielle aktører og til belysning af opfyldelsen af offentlige forpligtelser.

3) Samarbejde med systemansvarlige virksomheder i andre lande om etablering af gensidige, ligeværdige principper for elforsyning samt om nettariffer, netadgang og transit, markedsspørgsmål m.v., samkøring af transmissionsforbindelser, herunder håndtering af balance- og kapacitetsproblemer samt indgå nødvendige fælles systemdriftaftaler, som sikrer udnyttelsen af de fordele, som sammenkoblede systemer giver.

4) Varetage opgaver vedrørende miljøvenlig elproduktion ifølge bestemmelserne i kapitel 9 og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser.

5) Samarbejde med netvirksomhederne om at sikre netadgang og adgang til transit.

6) Sikre brugerne lige adgang til informationer om adgangen til køb og salg af elektricitet.

7) Udarbejde en plan for det fremtidige behov for transmissionskapacitet i det sammenhængende elforsyningssystem og transmissionsforbindelser til andre net.

8) I samarbejde med transmissionsvirksomhederne sikre nødvendig om- og nybygning af transmissionsnet i overensstemmelse med transmissionsnetplanlægningen, jf. nr. 7.

9) Fremsende en årlig miljøberetning til transport- og energiministeren, som redegør for udviklingen i de væsentligste miljøforhold for el- og kraft-varme-produktion inden for det samlede elforsyningssystem.

10) Udarbejde forskrifter for netvirksomhedernes målinger.

11) Varetage opgaver vedrørende betaling for offentlige forpligtelser ifølge § 8 og regler fastsat i medfør af denne bestemmelse.

12) Sikre, efter pålæg fra transport- og energiministeren, midlertidig videreførelse af den bevillingspligtige aktivitet i tilfælde af, at en bevilling inddrages i medfør af § 54, stk. 1 eller 4, jf. § 54, stk. 6 og 8.

13) Anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, den anvender til at udføre sit hverv.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og udførelsen af de opgaver, som påhviler en systemansvarlig virksomhed.

§ 28 a. Den systemansvarlige virksomhed skal dække en forsyningspligtig virksomheds nødvendige meromkostninger i forbindelse med levering af elektricitet til elforbrugere, som er tilsluttet et isoleret kollektivt elforsyningsnet, i forhold til den pris, den forsyningspligtige virksomhed kan opkræve efter § 72 inden tillæg af et eventuelt balancerings- og administrationsbidrag efter § 72, stk. 2.

Stk. 2. Transport- og energiministeren skal fastsætte regler eller træffe afgørelse om afgrænsning af de isolerede kollektive elforsyningsnet, som omfattes af stk. 1.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomhed kan, såfremt det vurderes at være økonomisk mere rentabelt end at dække de i stk. 1 nævnte omkostninger, indgå aftale med den pågældende netvirksomhed om, at den systemansvarlige virksomhed afholder etableringsomkostningerne til at netforbinde det isolerede kollektive elforsyningsnet med det sammenhængende elforsyningssystem.

§ 28 b. Den systemansvarlige virksomhed skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver virksomhedens tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Virksomheden skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.

§ 29. Den systemansvarlige virksomhed skal sikre, at der udføres sådanne forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, som er nødvendige for udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier, herunder udvikling af et miljøvenligt og sikkert elsystem.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om de i stk. 1 nævnte projekter, herunder regler om, at en plan herfor skal godkendes, før udgifterne hertil kan pålægges forbrugerne, jf. § 8, stk. 4, nr. 1.

§ 30. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at den systemansvarlige virksomhed skal drage omsorg for, at der opretholdes lagre af brændsel til el- og kraft-varme-produktion af hensyn til forsyningssikkerheden, herunder regler om, at elproduktionsvirksomheder skal bistå ved indkøb og anbringelse m.v. af lagrene.

§ 31. Den systemansvarlige virksomhed skal ved udførelsen af sine opgaver bidrage til at sikre, at der skabes de bedst mulige betingelser for konkurrence på markeder for produktion og handel med elektricitet, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 2. Den systemansvarlige virksomhed kan stille vilkår for brugernes adgang til at benytte virksomhedens ydelser. Disse vilkår skal være objektive, ikkediskriminerende og offentligt tilgængelige og kan vedrøre

1) økonomiske forhold, herunder krav om sikkerhedsstillelse for udgifter eller risiko for udgifter, som den systemansvarlige virksomhed påtager sig på brugerens vegne, eller som er forbundne med brugen af den systemansvarlige virksomheds ydelser,

2) krav til indrapportering og formidling af data og andre informationer af relevans for den systemansvarlige virksomheds arbejde og

3) forhold, som bidrager til at sikre bedst mulig konkurrence for produktion og handel med elektricitet.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomhed kan træffe afgørelse om, at brugere, som groft eller gentagne gange tilsidesætter vilkår som nævnt i stk. 2, helt eller delvis udelukkes fra at gøre brug af den systemansvarlige virksomheds ydelser, indtil vilkåret opfyldes.

Stk. 4. Afgørelser truffet af den systemansvarlige virksomhed efter denne bestemmelse kan indbringes for Energitilsynet.

§ 32. Til løsning af den i § 31, stk. 1, nævnte opgave kan den systemansvarlige virksomhed indgå aftaler om op- og nedregulering med henblik på at imødegå effekten af kapacitetsrestriktioner i det kollektive elforsyningsnet.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan godkende, at den systemansvarlige virksomhed helt eller delvis ejer og driver virksomheder til registrering og omsætning af VE-beviser. Ministeren kan stille vilkår for godkendelsen, herunder at aktiviteterne drives i selvstændige virksomheder med begrænset ansvar.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om de aftaler, som den systemansvarlige virksomhed kan indgå efter bestemmelsen i stk. 1.

Kapitel 6

Forsyningspligtig virksomhed

§ 33. Forsyningspligtig virksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 8.

Stk. 2. Bevilling, der gives for 5 år, meddeles af transport- og energiministeren for et nærmere afgrænset område.

§ 34. En virksomhed med forsyningspligt skal i bevillingsområdet tilbyde levering af elektricitet til forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, eller hvis leveringsaftale med en anden leverandør er ophørt.

Stk. 2. En virksomhed, der leverer elektricitet til en forbruger i medfør af stk. 1, skal oplyse forbrugeren om, fra hvilken virksomhed forbrugeren modtager sine elleverancer og under hvilke betingelser, samt oplyse forbrugeren om, at denne har ret til at opsige og genindtræde i leveringen fra den forsyningspligtige virksomhed inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 72.

Stk. 3. En virksomhed, der leverer elektricitet til en forbruger i medfør af stk. 1, skal tilbyde forbrugeren opfyldelse af købsforpligtelsen for VE-beviser efter reglerne i kapitel 9.

Kapitel 7

Overdragelse, forbrugerindflydelse, udskillelse af aktiviteter m.v.

§ 35. Transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV samt udlandsforbindelser på under 100 kV, der er stillet til rådighed for den systemansvarlige virksomhed, og ejerandele i transmissionsvirksomheder, der ejer sådanne net (transmissionsandele), kan udelukkende afstås til staten. Ejere, der ønsker at foretage afståelser omfattet af denne bestemmelse, giver særskilt skriftlig underretning herom til Energinet.dk.

Stk. 2. En virksomhed, der ejer transmissionsandele (ejervirksomheden), har pligt til at afstå samtlige sine transmissionsandele til staten ved ejerskifte i ejervirksomheden. Ved ejerskifte efter denne bestemmelse forstås,

1) at 50 pct. af ejerandelene i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i ejervirksomheden, har skiftet ejer,

2) at ejere af ejerandele i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden, enten ved erhvervelsen eller senere alene eller i forening med andre har opnået bestemmende indflydelse i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden, eller

3) at ejere af ejerandele i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden, har mistet bestemmende indflydelse i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden.

Stk. 3. Til ejerskifte efter stk. 2 medregnes ikke ejerskifte til ejerandele i forbrugerejede virksomheder, når overtagelse af ejerskabet er en vedtægtsmæssig betingelse for overtagelse af brugen af virksomhedens installation hos den nye forbruger. Såfremt en forbrugerejet virksomhed som omfattet af 1. pkt. ændrer sine vedtægtsmæssige bestemmelser, således at ejerskabet til andelene i virksomheden gøres uafhængigt af brugen af virksomhedens installationer, skal dette anses for et ejerskifte efter stk. 2, uanset om der måtte være indtrådt en situation omfattet af stk. 2, og uanset indholdet af stk. 5.

Stk. 4. Såfremt en enkelt ejer har bestemmende indflydelse (den kontrollerende ejer) i en virksomhed (den kontrollerede virksomhed), der direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, finder stk. 2 ikke anvendelse på dispositioner vedrørende ejerandele i virksomheder, som direkte eller indirekte besidder de øvrige ejerandele i den kontrollerede virksomhed.

Stk. 5. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1 og 2, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de virksomheder, der berøres af en selskabsmæssig omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme forhold i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Ved fusioner af forbrugerejede andelsselskaber kan der dog ydes vederlag i form af en periode med nedsatte tariffer, såfremt det fortsættende selskab er et forbrugerejet andelsselskab med samtlige andelshavere i de fusionerende selskaber som nye andelshavere. En selskabsmæssig omstrukturering, som indebærer, at en ejer opnår bestemmende indflydelse i en virksomhed, der består efter omstruktureringen, er kun omfattet af 1. pkt., såfremt den pågældende ejer på tidspunktet for omstruktureringen besad bestemmende indflydelse i en virksomhed, som indgik i omstruktureringen, og som den 19. april 2006 direkte eller indirekte besad transmissionsandele. Såfremt der efter gennemførelsen af en selskabsmæssig omstrukturering som nævnt i 1. pkt. sker afståelse af direkte eller indirekte ejerandele i virksomheder, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering, og som direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, udgør det ejerskifte af transmissionsandele efter bestemmelsen i stk. 2, såfremt afståelse af en tilsvarende andel af den pågældende ejers ejerandele inden gennemførelsen af den selskabsmæssige omstrukturering ville have medført, at der var indtrådt ejerskifte efter stk. 2.

Stk. 6. Udnyttelse af forkøbsrettigheder, køberettigheder og tegningsrettigheder stiftet før den 21. april 2004 er ikke omfattet af stk. 1 og 2.

Stk. 7. En selskabsmæssig omstrukturering, som indebærer, at en ejervirksomhed efter den selskabsmæssige omstrukturering i stedet bliver indirekte ejer af de pågældende transmissionsandele, er ikke omfattet af stk. 5, 1. pkt., medmindre transport- og energiministeren giver tilladelse hertil.

Stk. 8. En kommunes overdragelse af en virksomhed, som direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, til forbrugere, hvis ejerskab bliver knyttet til brugen af virksomhedens installationer, jf. stk. 3, 1. pkt., er omfattet af undtagelsen i stk. 5, 1. pkt., såfremt kommunen ikke opnår vederlag i forbindelse med overdragelsen.

Stk. 9. En virksomhed, der direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, skal straks give underretning til transport- og energiministeren, når 50 pct. af ejerandelene i virksomheden har skiftet ejer, eller hvis virksomheden bliver bekendt med, at en af virksomhedens ejere alene eller i forening med andre ejere opnår eller mister bestemmende indflydelse i virksomheden. En ejer, der alene eller i forening med andre opnår eller mister bestemmende indflydelse i virksomheden, skal straks give underretning til transport- og energiministeren. Dette gælder dog ikke, såfremt transaktionen i medfør af stk. 3-6 eller 8 er undtaget fra stk. 2. Underretning skal ske ved særskilt skriftlig meddelelse, som indeholder en udtrykkelig henvisning til den begivenhed, som efter stk. 2 har udløst pligt til afståelse af transmissionsandele.

Stk. 10. Transport- og energiministeren træffer afgørelse om pligt til afståelse efter stk. 2. Statens købepligt efter stk. 1 og 2 opfyldes af Energinet.dk uden ugrundet ophold, efter at transport- og energiministeren har truffet afgørelse om afståelsespligt, eller Energinet.dk har modtaget underretning om, at der ønskes afståelse. Såfremt overtagelsen forudsætter udskillelse af transmissionsnet efter stk. 11, vil købepligten dog først kunne opfyldes uden ugrundet ophold fra det tidspunkt, hvor udskillelse er sket.

Stk. 11. Inden statens overtagelse af transmissionsandele efter stk. 1 og 2 skal virksomheder, der både ejer transmissionsnet omfattet af stk. 1 og andre net, udskille de af stk. 1 omfattede transmissionsnet i et selvstændigt aktieselskab. Udskillelsen skal ske snarest muligt og senest 12 måneder efter, at Energinet.dk har modtaget underretning efter stk. 1, eller transport- og energiministeren har truffet afgørelse om pligt til afståelse efter stk. 2.

Stk. 12. I mangel af enighed fastsættes pris- og betalingsvilkår for overtagelse af ejerskab til transmissionsnet efter stk. 1 og 2 af Taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Søgsmål til prøvelse af kendelser om pris- og betalingsvilkår truffet af Taksationskommissionen skal være anlagt inden 6 måneder efter, at kendelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 13. Transport- og energiministeren kan hos virksomheder, sælgere af ejerandele og ejere omfattet af stk. 1, 2 og 9 forlange alle oplysninger, som ministeren anser for nødvendige for udøvelse af tilsyn med, at de nævnte bestemmelser er overholdt.

Stk. 14. Transmissionsvirksomheder, som driver transmissionsnet omfattet af stk. 1, skal drives i aktieselskabsform.

§ 35 a. Transport- og energiministeren kan indgå aftale om statens overtagelse af transmissionsnet på 200 kV eller derover, netforbindelser til udlandet og systemansvarlige virksomheder.

Stk. 2. Netvirksomheder kan vælge at overdrage ejerandele til staten i henhold til en aftale efter stk. 1 uanset vedtægtsbestemmelser om uoverdragelighed. Overdragelse af ejerandele i henhold til en aftale efter stk. 1 behandles skattemæssigt efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, idet ejerandele, der overdrages uanset vedtægtsbestemmelser om uoverdragelighed, i sin helhed anses for erhvervet ved andelshaverens indtræden i transmissionsvirksomheden og for afstået på tidspunktet for overdragelsen til staten.

§ 36. (Ophævet)

§ 37. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der er eller i perioden efter den 20. februar 2003 har været omfattet af § 2, stk. 1, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet andele i sådanne virksomheder.

Stk. 2. Selskabsmæssige omstruktureringer i form af fusioner, spaltninger eller tilførsler af aktiver omfattet af fusionsskattelovens regler eller i form af aktieombytninger omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 36 anses ikke for afståelse af ejerandele i henhold til stk. 1, i det omfang kommunens vederlag består i ejerandele i en eller flere virksomheder omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Registreringen skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse.

Stk. 4. Ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller anden selvejende institution anses afståelsestidspunktet for rådighedsdato efter stk. 3, og der skal efter stk. 1 registreres et vederlag, som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende ejerandele.

Stk. 5. Kommuner indberetter senest den 1. februar hvert år til Energitilsynet de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår, eller afgiver erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne registreringer.

Stk. 6. Indberetningen skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådighed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal ledsages af dokumentation for størrelsen af de registrerede uddelinger og vederlag og for de registrerede rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetningen angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i indberetningsåret, hvor der efter stk. 10 sker reduktion i kommunens statstilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret. Finder tilsynet, at den ledsagende dokumentation er utilstrækkelig, kan tilsynet forlange yderligere dokumentation.

Stk. 7. Ved indberetningen efter stk. 5 kan kommunale ejere af aktieselskaber, der var børsnoterede den 20. februar 2003, i det samlede rådighedsbeløb inkl. beregnet forrentning fradrage et beløb svarende til det gennemsnitlige modtagne udbytte fra selskaber omfattet af stk. 1 i årene 1998-2002. Fradraget kan dog ikke overstige det samlede modtagne udbytte i det kalenderår, som indberetningen vedrører.

Stk. 8. Ved indberetningen efter stk. 5 af vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1 kan kommuner fratrække beløb, som i medfør af § 37 a, stk. 1 eller 6, allerede har ført til reduktion af kommunens statstilskud i henhold til stk. 10.

Stk. 9. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt det indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning og eventuelle fradrag efter stk. 7 og 8 kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende disse, fastsætter tilsynet rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag.

Stk. 10. Energitilsynet giver senest den 1. maj hvert år Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse om de efter stk. 9 godkendte rådighedsbeløb inkl. beregnet forrentning og med eventuelle fradrag. Indenrigs- og Sundhedsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 10, stk. 6-9, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. Hvis beløbet efter 2. pkt. overstiger det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner Indenrigs- og Sundhedsministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetningsåret. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret.

§ 37 a. Kommuner må ikke uden tilladelse fra transport- og energiministeren bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 37, stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Transport- og energiministeren kan stille vilkår for meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som uddelinger efter § 37, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. skal, medmindre særlige hensyn tilsiger andet, ske snarest. Dersom tilladelse ikke opnås, skal kommunen snarest afhænde samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, i det omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning eller lov om naturgasforsyning eller nye aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af lov om vandforsyning eller aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.

Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning eller lov om naturgasforsyning, til aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af lov om vandforsyning eller til aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.

Stk. 4. Aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af lov om vandforsyning eller aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning eller lov om naturgasforsyning. Virksomheder, der producerer elektricitet ved afbrænding af affald, kan dog udøve aktiviteter forbundet med affaldshåndtering omfattet af lov om miljøbeskyttelse uden selskabsmæssig adskillelse.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 er ikke til hinder for, at servicefunktioner for aktiviteter omfattet af stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab.

Stk. 6. Kommuner godtgør senest den 1. februar hvert år over for Energitilsynet ved erklæring afgivet i overensstemmelse med reglerne fastsat i medfør af § 37 b, at der ikke i det foregående kalenderår er anvendt midler i strid med stk. 3. Finder Energitilsynet, at en kommune må anses for at have anvendt midler i strid med stk. 3, betragtes de pågældende midler som uddelinger efter § 37, stk. 1. Energitilsynet fastsætter rådighedsdatoen, beløbets størrelse og en beregnet forrentning i henhold til § 37, stk. 6. Kan en kommune ikke afgive erklæring i overensstemmelse med reglerne fastsat i medfør af § 37 b, giver Energitilsynet transport- og energiministeren meddelelse herom. Transport- og energiministeren træffer herefter afgørelse om hel eller delvis afståelse af aktiviteter eller ejerandele i virksomheder omfattet stk. 1.

Stk. 7. Transport- og energiministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at andre aktiviteter skal være omfattet af stk. 2-6.

§ 37 b. Transport- og energiministeren fastsætter regler om indberetning efter § 37, stk. 5, og om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af § 37, stk. 5, og § 37 a, stk. 3-6, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.

§ 38. (Ophævet)

§ 39. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal skriftligt underrette Energitilsynet om enhver hel eller delvis afståelse af sine ejerandele i elproduktionsvirksomheder eller andre kollektive elforsyningsvirksomheder. Endvidere skal kollektive elforsyningsvirksomheder underrette Energitilsynet om, hvilke virksomheder der besidder ejerandele i virksomheden, i det omfang virksomheden er bekendt med dette.

Forbrugerrepræsentation

§ 40. Mindst to medlemmer af en netvirksomheds bestyrelse skal enten direkte eller via et repræsentantskab vælges af forbrugerne i netvirksomhedens forsyningsområde.

Stk. 2. Hvis netvirksomheden drives i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens § 59, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse.

§ 41. Netvirksomheder, der er ejet af forbrugere eller kommuner, kan i stedet for den i § 40 nævnte indflydelse lade forbrugerne eller en eller flere kommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde enten direkte eller via et repræsentantskab vælge flertallet af netvirksomhedens bestyrelse i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på netvirksomhedens generalforsamling. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale bestyrelser i forening.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte indflydelse anses for opfyldt, hvis flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en netvirksomhed, som drives som selvejende institution, er udpeget af forbrugere eller kommunalbestyrelser i forsyningsområdet eller disse i forening. Det samme gælder for kommunal netvirksomhed, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte indflydelse anses for opfyldt, hvis forbrugere eller kommuner ejer netvirksomheden gennem en eller flere juridiske personer, såfremt bestyrelsen i den øverste juridiske person vælges på den i stk. 1 eller 2 nævnte måde og denne bestyrelse direkte eller indirekte vælger netvirksomhedens bestyrelse.

§ 42. Forbrugerrepræsentanter efter § 40 skal vælges første gang senest 3 måneder efter, at netvirksomheden ikke opfylder det i § 41 nævnte indflydelseskrav.

Stk. 2. Netvirksomheden skal drage omsorg for, at der vælges forbrugerrepræsentanter efter § 40.

§ 43. (Ophævet)

§ 44. En netvirksomheds vedtægter skal indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 40-42.

Stk. 2. Valg af forbrugerrepræsentanter efter §§ 40 og 41 skal ske på en måde, der giver enhver tilsluttet forbruger lige indflydelse uanset forbrug. Forbrugerrepræsentanterne skal have samme rettigheder og pligter som de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3. En netvirksomhed kan i stedet for de i stk. 2, 1. pkt., nævnte valgregler anvende valgregler, som i rimeligt omfang afspejler antallet af forbrugere og det faktiske energiforbrug, jf. § 23 k, stk. 2, i lov om varmeforsyning, når

1) netvirksomheden er koncernforbundet med en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp,

2) netvirksomheden opfylder kravet om forbrugerindflydelse på den i § 41, stk. 3, nævnte måde og

3) virksomheden, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, opfylder kravet om forbrugerindflydelse på den i § 23 h, stk. 3, i lov om varmeforsyning nævnte måde.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan, hvis særlige hensyn tilsiger det, dispensere fra de i stk. 2 nævnte krav om lige indflydelse for alle forbrugere uanset forbrug.

Habilitetskrav

§ 45. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af en koncernforbundet elproduktions- eller elhandelsvirksomhed eller en koncernforbundet virksomhed, der direkte eller indirekte ejer disse, medmindre der er tale om en kollektiv elforsyningsvirksomhed.

Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af en koncernforbundet elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for netvirksomheder, der har mindre end 100.000 tilsluttede forbrugere. Ministeren kan dog fastsætte regler om ændring af denne grænse.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på at sikre, at ledelsen i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed kan handle uafhængigt af erhvervsmæssige interesser.

Aftalevilkår

§ 46. Aftaler, som kollektive elforsyningsvirksomheder indgår med andre virksomheder, herunder koncernforbundne virksomheder, skal indgås på markedsbestemte vilkår.

Stk. 2. De af stk. 1 omfattede aftaler skal foreligge i skriftlig form på aftaletidspunktet. Virksomhederne skal på begæring fra Energitilsynet forelægge tilstrækkelig dokumentation for, hvordan priser og vilkår for væsentlige aftaler er fastsat.

Udskillelse af aktiviteter

§ 47. Bevilling til netvirksomhed og transmissionsvirksomhed kan med de i stk. 2 nævnte undtagelser ikke gives til samme virksomhed, og bevillingshaveren kan i virksomheden alene drive de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen.

Stk. 2. Bevilling til netvirksomhed og bevilling til transmissionsvirksomhed kan dog gives til samme virksomhed, hvis transport- og energiministeren vurderer, at dette kan ske, uden at det er til hinder for en forsvarlig varetagelse af de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 3. I det i stk. 2 nævnte tilfælde skal der i virksomheden være regnskabsmæssig adskillelse mellem de to bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 4. Andre aktiviteter, som ligger uden for bevillingen, herunder produktion eller handel med elektricitet, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.

Stk. 5. Stk. 4 gælder ikke for kommuner, der varetager virksomhed i henhold til § 4, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 6. Transport- og energiministeren kan for netvirksomheder, der har færre end 100.000 tilsluttede forbrugere, fastsætte regler om, at mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for bevillingen til netvirksomhed, er undtaget fra det i stk. 4 nævnte krav om, at aktiviteterne skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. Aktiviteterne skal i så fald holdes regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter.

§ 48. Virksomheder, som producerer elektricitet ved forbrænding af affald, må ikke i samme virksomhed udøve anden elproduktionsvirksomhed eller elhandelsvirksomhed.

§ 49. Midler, som en virksomhed opkræver for andre ifølge bestemmelserne i denne lov, skal holdes adskilt fra virksomhedens formue.

Kapitel 8

Generelle bestemmelser om bevillinger

§ 50. Bevillinger til kollektive elforsyningsvirksomheder samt forsyningspligtige virksomheder kan kun meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.

Stk. 2. I bevillinger kan der ud over de vilkår, der kan fastsættes i medfør af kapitel 3-6, i særlige tilfælde af hensyn til opfyldelse af lovens formål fastsættes sådanne vilkår, som er begrundet i den pågældende virksomheds særlige forhold. Endvidere kan der fastsættes vilkår, som er nødvendige af hensyn til overholdelsen af EU-regler eller EU-henstillinger på området.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan i bevillingen stille vilkår om, at ministeren med 1 års varsel kan bestemme, at elproduktionsvirksomheder af hensyn til forsyningssikkerheden skal opretholde en nærmere fastsat mindste produktionskapacitet.

Stk. 4. Ministeren kan i bevillingen stille vilkår om, at ministeren med 1 års varsel kan bestemme, at eltransmissionsvirksomheder af hensyn til forsyningssikkerheden skal opretholde en nærmere fastsat transmissionskapacitet.

§ 51. Transport- og energiministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkårene i bevillingerne samt med den virksomhed, som Energinet.dk og denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk udøver i medfør af lov om elforsyning.

Stk. 2. Bevillingshaverne samt Energinet.dk og denne virksomheds helejede datterselskaber, jf. § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk skal efter regler fastsat af transport- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med tilsynet.

Stk. 3. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal efter regler fastsat af transport- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med ministerens behandling og vurdering af de kollektive elforsyningsvirksomheders planlægnings-, udviklings- og forskningsopgaver samt opgaver vedrørende energibesparelser, herunder de i § 22, stk. 1, nr. 6 og 7, § 22, stk. 6, § 28, stk. 2, nr. 2 og 7, og § 29 nævnte aktiviteter.

Stk. 4. Bevillingshavere til net-, transmissions- og produktionsvirksomhed skal eje de anlæg, som anvendes til gennemførelsen af de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan i særlige tilfælde give dispensation fra bestemmelsen i stk. 4.

§ 52. Efter 5 år og med et forudgående varsel på 1 år kan der fastsættes nye vilkår i en bevilling.

§ 53. Bevillinger efter denne lov er undtaget fra retsforfølgning og kan hverken direkte eller indirekte overdrages til andre, medmindre transport- og energiministeren tillader overdragelsen og godkender vilkårene herfor.

Stk. 2. De kollektive elforsyningsvirksomheders vedtægter må ikke stride mod bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 54. En bevilling kan inddrages, hvis

1) bestemmelser, vilkår eller påbud efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven gentagne gange overtrædes,

2) der i en ansøgning om bevilling eller tilladelse i tilknytning til bevillingen er givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller

3) indehaveren af bevillingen eller tilladelsen anmelder betalingsstandsning, indgiver konkursbegæring eller erklæres konkurs.

Stk. 2. Hvis en overtrædelse som nævnt i stk. 1 kan afhjælpes, kan transport- og energiministeren meddele indehaveren, at denne inden for en fastsat frist skal overholde sine forpligtelser efter bevillingen eller tilladelsen.

Stk. 3. Beslutning efter stk. 1, nr. 1 og 2, træffes af retten og efter stk. 1, nr. 3, af transport- og energiministeren.

Stk. 4. Hvis en overtrædelse af bestemmelser, vilkår eller påbud efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven indebærer tilsidesættelse af væsentlige hensyn til forsyningssikkerheden, kan transport- og energiministeren midlertidigt inddrage bevillingen. Transport- og energiministeren skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den pågældende om prøvelsesadgangen, jf. stk 5.

Stk. 5. Den, hvis bevilling er midlertidigt inddraget efter stk. 4, kan forlange inddragelsen prøvet af retten.

Stk. 6. Inddrages en bevilling fra en net- eller transmissionsvirksomhed i medfør af stk. 1 eller 4, kan transport- og energiministeren pålægge den systemansvarlige virksomhed at videreføre den bevillingspligtige aktivitet midlertidigt. Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger hertil fordeles på brugerne af den overtagne aktivitet.

Stk. 7. Den, hvis bevilling inddrages efter stk. 1 eller 4, eller konkursboet skal efter transport- og energiministerens bestemmelse bistå den systemansvarlige virksomhed eller en ny bevillingshaver med overtagelsen af driften samt stille anlæg, kundekartotek m.v. til rådighed for den overtagende virksomhed på rimelige vilkår. Transport- og energiministeren bestemmer, på hvilke vilkår anlæg, kundekartotek m.v. skal stilles til rådighed. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 8. Inddrages en bevilling fra en forsyningspligtig virksomhed i medfør af stk. 1 eller 4, kan transport- og energiministeren pålægge den systemansvarlige virksomhed at videreføre den bevillingspligtige aktivitet midlertidigt. Anmelder en forsyningspligtig virksomhed betalingsstandsning, eller erklæres den konkurs, uden at der sker inddragelse af bevillingen, kan transport- og energiministeren pålægge den systemansvarlige virksomhed at videreføre den bevillingspligtige aktivitet midlertidigt, såfremt tilsynet under betalingsstandsning eller kurator enten ikke ønsker at videreføre den forsyningspligtige virksomhed eller ikke viderefører den forsyningspligtige virksomhed på tilfredsstillende måde for forbrugerne. Tilsynet eller kurator skal meddele den systemansvarlige virksomhed og transport- og energiministeren hurtigst muligt og senest en uge efter betalingsstandsningen henholdsvis konkursdekretets afsigelse, om den forsyningspligtige virksomhed skal videreføres eller ikke. Bestemmelsen i stk. 7 finder tilsvarende anvendelse i de her nævnte situationer. Den systemansvarlige virksomheds fastsættelse og udmeldelse af priser for forsyningspligtig el sker efter principperne i § 72, stk. 1-6, med de nødvendige modifikationer.

Stk. 9. Transport- og energiministeren kan udbyde en bevilling, der er inddraget i medfør af stk. 1 eller 4.

Kapitel 9

Miljøvenlig elproduktion

a. Pristillæg m.v. til VE-elektricitet

§ 55. Ved VE-elektricitet forstås elektricitet, der fremstilles ved vindkraft, biogas, biomasse, solenergi og bølgeenergi, samt elektricitet, der fremstilles på vandkraftanlæg under 10 MW.

Stk. 2. Med elværksfinansierede anlæg menes VE-elproduktionsanlæg, som er opført eller ombygget som følge af pålæg efter § 13 i lov nr. 54 af 25. februar 1976 om elforsyning som affattet ved lov nr. 486 af 12. juni 1996 eller efter særlig aftale med transport- og energiministeren, bortset fra anlæg, der helt eller delvis anvendes til afbrænding af affald.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om afgrænsningen af de i stk. 1 nævnte energikilder samt ændre kapacitetsgrænsen for vandkraftanlæg omfattet af stk. 1. Transport- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler eller træffe afgørelse om, at andre energikilder og teknologier end de i stk. 1 nævnte er omfattet af begrebet VE-elektricitet.

Pristillæg m.v. til vindmøller

§ 56. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på vindmøller bortset fra

1) vindmøller, som modtager pristillæg efter §§ 56 a-56 c,

2) vindmøller, som modtager eller har modtaget pristillæg efter § 56 e, og

3) elværksfinansierede vindmøller nettilsluttet senest den 31. december 1999.

Stk. 2. Der udstedes VE-beviser for elektricitet fra vindmøller omfattet af stk. 1. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh. Der udstedes VE-beviser eller ydes pristillæg i 20 år fra nettilslutningstidspunktet.

Stk. 3. Pristillæg efter stk. 2 til elektricitet fra vindmøller nettilsluttet før den 1. januar 2005 fastsættes således, at tillægget og den efter § 59, stk. 2, nr. 3 eller 4, fastsatte markedspris tilsammen ikke overstiger 36 øre pr. kWh.

Stk. 4. Endvidere ydes en godtgørelse på 2,3 øre pr. kWh for balanceringsomkostninger til elektricitet fra vindmøller omfattet af stk. 1 bortset fra elværksfinansierede vindmøller. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at godtgørelsen skal nedsættes eller bortfalde.

Stk. 5. Herudover ydes et ekstra pristillæg på 10 øre pr. kWh til elektricitet som nævnt i stk. 1 fra vindmøller med en kapacitet på højst 200 kW, som er nettilsluttet senest den 31. december 1992. Pristillægget ydes i højst 20 år efter vindmøllens tilslutning til elforsyningsnettet for en elproduktion svarende til produktionen i 35.000 timer med vindmøllens installerede effekt (fuldlasttimer) med fradrag af elproduktion, for hvilken der er betalt pristillæg efter § 56 a eller tidligere gældende bestemmelser om afregningspris og pristillæg i elforsyningsloven eller regler udstedt i medfør af disse bestemmelser. Pristillægget fastsættes på samme måde som nævnt i stk. 3.

Stk. 6. Det ekstra pristillæg efter stk. 5 er betinget af, at elproducenten har indgivet ansøgning herom senest den 31. december 2003, og at vindmøllens direkte produktionsomkostninger pr. kWh i de seneste 5 regnskabsår i gennemsnit har oversteget 26 øre pr. kWh. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om opgørelse, beregning og dokumentation af direkte produktionsomkostninger og om krav til ansøgningen.

Stk. 7. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om beregningen af vindmøllers installerede effekt og produktion og andre forhold af betydning for fastsættelsen af pristillæg og andre ydelser.

§ 56 a. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på vindmøller nettilsluttet senest den 31. december 2002, som opfylder nedenstående betingelser. Bestemmelsen gælder ikke for elektricitet fra vindmøller nettilsluttet i egen forbrugsinstallation som nævnt i § 56 b og elværksfinansierede vindmøller.

Stk. 2. Hvis vindmøllen opfylder definitionen på en eksisterende vindmølle, jf. stk. 8, ydes der pristillæg til elektriciteten efter stk. 3-5. Pristillægget ophører den 31. december 2012 uanset det i stk. 3-5 anførte om varigheden af pristillæg. Der udstedes ikke VE-bevis for elektriciteten.

Stk. 3. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 10 år fra vindmøllens oprindelige tilslutning til elforsyningsnettet, i det omfang leveringen af elektricitet svarer til en oprindelig elproduktion ved de i nr. 1-3 nævnte fuldlasttimer:

1) For vindmøller med en installeret effekt på 200 kW eller derunder ydes pristillægget for 25.000 fuldlasttimer.

2) For vindmøller med en installeret effekt fra 201 kW til og med 599 kW ydes pristillægget for 15.000 fuldlasttimer.

3) For vindmøller med en installeret effekt på 600 kW og derover ydes pristillægget for 12.000 fuldlasttimer.

Stk. 4. Hvis den i stk. 3 nævnte mængde elektricitet er leveret inden 10 år fra nettilslutningen, ydes der et pristillæg for den fortsatte elproduktion i 10 år fra nettilslutningen. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 43 øre pr. kWh.

Stk. 5. Hvis hele den mængde elektricitet, som er nævnt i stk. 3, nr. 1-3, ikke er leveret inden 10 år fra vindmøllens nettilslutning, ydes der et pristillæg for den resterende del af den nævnte elproduktion. Pristillægget udgør 27 øre pr. kWh og fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen ikke overstiger 60 øre pr. kWh.

Stk. 6. Hvis vindmøllen ikke opfylder definitionen på en eksisterende vindmølle, jf. stk. 8, ydes der pristillæg under de i nr. 1 og 2 fastsatte betingelser. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 33 øre pr. kWh:

1) For en vindmølle på land ydes pristillægget for en oprindelig elproduktion svarende til produktionen i 22.000 fuldlasttimer.

2) For en vindmølle på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1, som ikke er placeret i et udvalgt hovedområde for vindmølleudbygningen, ydes pristillægget for elproduktionen i 10 år fra vindmøllens nettilslutning.

Stk. 7. For elproduktion som nævnt i stk. 6 udstedes tillige VE-bevis. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.

Stk. 8. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke betingelser en vindmølle skal opfylde for at betragtes som eksisterende som nævnt i stk. 2, og om afgrænsning af vindmøller på søterritoriet m.v. som nævnt i stk. 6, nr. 2.

§ 56 b. Der ydes pristillæg til elektricitet, som leveres til elforsyningsnettet fra en vindmølle med en installeret effekt på 25 kW eller derunder, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation. Pristillægget ydes uanset tilslutningstidspunktet og fastsættes således, at tillægget og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh.

Stk. 2. Der udstedes ikke VE-bevis for elektricitet, hvortil der ydes pristillæg efter stk. 1.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at pristillægget skal bortfalde.

§ 56 c. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på elværksfinansierede vindmøller, som er nettilsluttet fra den 1. januar 2000, bortset fra elektricitet fra vindmøller på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1, som er finansieret ved henlæggelser efter den tidligere gældende elforsyningslov.

Stk. 2. For elektricitet produceret på en vindmølle på land ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 33 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 10 år fra vindmøllens tilslutning til elforsyningsnettet.

Stk. 3. For elektricitet produceret på en vindmølle på søterritoriet m.v., jf. stk. 1, ydes et pristillæg, der fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 35,3 øre pr. kWh. Hvis producenten skal betale en indfødningstarif ved overføring af elektriciteten til det overordnede elforsyningsnet, ydes tillige et pristillæg på op til 0,7 øre pr. kWh i døgngennemsnit. De nævnte pristillæg ydes for en elproduktion svarende til en produktion ved 42.000 fuldlasttimer.

Stk. 4. Til elektricitet fra vindmøller omfattet af stk. 2 og 3 udstedes tillige VE-bevis. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at de i denne bestemmelse angivne pristillæg skal bortfalde.

§ 56 d. Denne bestemmelse omhandler ekstra pristillæg til elektricitet produceret på en fabriksny vindmølle, hvor der udnyttes skrotningsbeviser udstedt for nedtagning af vindmøller.

Stk. 2. Der ydes pristillæg for elektricitet produceret på en vindmølle nettilsluttet fra den 1. april 2001 til og med den 1. januar 2004 på betingelse af, at ejeren af vindmøllen udnytter skrotningsbeviser, som er blevet udstedt for nedtagning af en vindmølle med en effekt på 150 kW eller derunder i perioden fra den 3. marts 1999 til og med den 31. december 2003. Pristillægget udgør 17 øre pr. kWh og ydes for en elproduktion svarende til 12.000 fuldlasttimer for den del af den producerede elektricitet, som er omfattet af skrotningsbeviset.

Stk. 3. Hvis der ydes pristillæg efter stk. 2 og efter § 56 a, stk. 6, fastsættes summen af pristillæggene således, at disse og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen ikke overstiger 60 øre pr. kWh.

Stk. 4. Der ydes pristillæg for elektricitet produceret på en vindmølle nettilsluttet i en periode af 5 år regnet fra et af transport- og energiministeren fastsat tidspunkt på betingelse af, at ejeren af vindmøllen udnytter skrotningsbeviser, som er udstedt for nedtagning af en vindmølle med en effekt på 450 kW eller derunder i en periode af mindst 5 år fastsat på tilsvarende måde, jf. dog stk. 5. Skrotningsbeviset kan dog ikke udnyttes i vindmøller på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1, eller vindmøller, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation som nævnt i § 56 b. Pristillægget udgør 12 øre pr. kWh og ydes for en elproduktion svarende til 12.000 fuldlasttimer for det dobbelte af den nedtagne vindmølles installerede effekt.

Stk. 5. Skrotningsbeviser som nævnt i stk. 4 kan kun udstedes inden for en pulje, som svarer til en samlet effekt i nedtagne vindmøller på 175 MW.

Stk. 6. Pristillægget efter stk. 4 fastsættes således, at tillægget og summen af den efter § 59, stk. 2, nr. 3, fastsatte markedspris og pristillæg efter § 56, stk. 2, ikke overstiger 48 øre pr. kWh.

Stk. 7. En vindmølle, for hvilken der er udstedt skrotningsbevis, kan ikke på ny tilsluttes til elforsyningsnettet eller til en forbrugsinstallation, hvorfra elektriciteten kan leveres til elforsyningsnettet.

Stk. 8. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om udstedelse, omsætning og udnyttelse af skrotningsbeviser og om dokumentation af, at betingelserne for pristillægget er opfyldt. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af den i stk. 5 nævnte pulje.

§ 56 e. Denne bestemmelse omhandler pristillæg til elektricitet produceret på havvindmølleparken Horns Rev 2, som er udbudt den 7. juli 2004 efter bestemmelserne i § 14.

Stk. 2. Til elektricitet produceret på den i stk. 1 nævnte havvindmøllepark ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 51,8 øre pr. kWh. Hvis elproducenten skal betale en indfødningstarif ved overføring af elektriciteten til det overordnede elforsyningsnet, ydes tillige et pristillæg svarende til betalingen efter den fastsatte tarif.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte pristillæg ydes for en elproduktion på 10 TWh, som er fremstillet i overensstemmelse med vilkårene i udbuddet. Pristillæg ydes dog højst i 20 år fra tidspunktet for havvindmølleparkens nettilslutning.

Stk. 4. Der udstedes ikke VE-bevis for elproduktion fra havvindmølleparken.

Stk. 5. Hvis der ydes betaling som nævnt i § 27 g for nedregulering af elproduktionen i den periode, hvori der ydes pristillæg efter stk. 2, medregnes en elproduktion svarende til det kompenserede produktionstab i den samlede elproduktion, hvortil der ydes pristillæg.

Pristillæg m.v. til andre VE-elproduktionsanlæg

§ 57. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på andre VE-elproduktionsanlæg end vindmøller. Bestemmelsen gælder ikke for elektricitet produceret på anlæg omfattet af § 57 a og elektricitet, som er produceret ved anvendelse af en eller flere vedvarende energikilder sammen med andre energikilder som nævnt i § 57 b.

Stk. 2. Der udstedes VE-bevis til elektricitet produceret på anlæg som nævnt i stk. 1, hvis elektriciteten ikke modtager pristillæg efter stk. 3 eller 4 eller elektriciteten ikke har modtaget pristillæg i det omfang, som er nævnt i disse bestemmelser, jf. stk. 7. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh. Der udstedes VE-bevis og ydes pristillæg inden for 20 år fra tidspunktet for anlæggets tilslutning til elforsyningsnettet.

Stk. 3. For elektricitet fra anlæg nettilsluttet senest den 21. april 2004 ydes der et pristillæg, der fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 20 år fra nettilslutningen, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.

Stk. 4. For elektricitet fra de i nr. 1 og 2 nævnte anlæg ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutningen og 40 øre pr. kWh i de følgende 10 år:

1) Anlæg med biogas som brændsel nettilsluttet fra den 22. april 2004 til og med den 31. december 2008, jf. dog stk. 5.

2) Anlæg efter transport- og energiministerens bestemmelse, som er nettilsluttet den 22. april 2004 eller senere, og som anvender energikilder eller teknologier af væsentlig betydning for den fremtidige udnyttelse af VE-elektricitet.

Stk. 5. Der kan kun ydes pristillæg til elektricitet fremstillet ved biogas som nævnt i stk. 4, nr. 1, og § 57 b, stk. 3, nr. 1, såfremt der kan gives tilsagn om at modtage pristillægget inden for en tilsagnsramme, som svarer til en samlet årlig elproduktion ved anvendelse af 8 PJ biogas. Ikke udnyttede tilsagn bortfalder.

Stk. 6. Transport- og energiministeren kan give dispensation til at yde pristillæg til et elproduktionsanlæg med biogas som brændsel, som nettilsluttes efter den 31. december 2008, hvis gennemførelsen af nettilslutningen forsinkes af forhold, som ikke kan lægges biogasproducenten til last.

Stk. 7. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at pristillæg til nærmere angivne kategorier af anlæg som nævnt i stk. 3 og 4 skal nedsættes eller bortfalde, samt fastsætte regler eller træffe afgørelse om, hvilke anlægskategorier der kan få pristillæg efter stk. 4, nr. 2.

Stk. 8. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at modtage pristillæg efter stk. 2-4. Det kan herunder fastsættes, at der ydes pristillæg efter stk. 2 eller 4 til elproduktionen fra et anlæg nettilsluttet senest den 21. april 2004, hvis elproduktionskapaciteten efter denne dato forøges væsentligt på grund af udskiftning eller væsentlige ombygninger af anlægget. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udstedelse og bortfald af tilsagn og beregning af en tilsagnsramme som nævnt i stk. 5 og om betingelser for at give dispensation efter stk. 6.

§ 57 a. Denne bestemmelse omhandler pristillæg og VE-beviser for elektricitet fremstillet ved afbrænding af biomasse på elværksfinansierede VE-elproduktionsanlæg. Bestemmelsen gælder ikke for elektricitet fra anlæg, der helt eller delvis anvendes til afbrænding af affald.

Stk. 2. Der ydes et pristillæg til elektricitet som nævnt i stk. 1, som fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 30 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 10 år fra idriftsætningen af pågældende biomassefyrede anlæg, dog mindst i 10 år regnet fra den 1. august 2001.

Stk. 3. Ud over de i stk. 2 nævnte pristillæg og VE-beviser som nævnt i stk. 4 kan transport- og energiministeren efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg beslutte, at der inden for den i stk. 2 nævnte periode skal ydes et pristillæg på op til 100 kr. pr. afbrændt ton biomasse. Ved fastlæggelse af pristillæggets størrelse kan der lægges vægt på de udgifter, som ejeren af det enkelte anlæg afholder i forbindelse med afbrændingen. Disse pristillæg kan for anlæggene tilsammen i alt maksimalt udgøre 45 mio. kr. om året.

Stk. 4. Til elektricitet fra anlæg omfattet af stk. 2 udstedes tillige VE-bevis. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at de i denne bestemmelse angivne pristillæg skal bortfalde.

§ 57 b. Denne bestemmelse omhandler pristillæg til elektricitet produceret ved anvendelse af en eller flere vedvarende energi-kilder sammen med andre brændsler bortset fra elektricitet produceret på anlæg omfattet af § 57 a. Pristillægget ydes fra det tidspunkt, hvor anvendelsen af vedvarende energi-kilder påbegyndes i pågældende elproduktionsanlæg. Der kan tillige ydes pristillæg til denne elektricitet efter §§ 58 eller 58 a, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 2. Hvis anvendelsen af vedvarende energi-kilder er påbegyndt senest den 21. april 2004, ydes der pristillæg på 26 øre pr. kWh til elektricitet fremstillet ved disse energikilder. Pristillægget ydes i 20 år, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.

Stk. 3. Hvis anvendelsen af de i nr. 1 og 2 nævnte vedvarende energi-kilder er påbegyndt den 22. april 2004 eller senere, ydes der pristillæg på 26 øre pr. kWh i de første 10 år og 6 øre pr. kWh i de følgende 10 år til elektricitet fremstillet ved disse energikilder:

1) Elektricitet fremstillet med biogas som brændsel, såfremt anvendelsen af biogas er påbegyndt senest den 31. december 2008, jf. dog stk. 4.

2) Elektricitet fremstillet ved energikilder eller teknologier af væsentlig betydning for den fremtidige udnyttelse af VE-elektricitet efter transport- og energiministerens bestemmelse.

Stk. 4. Der kan kun ydes pristillæg efter stk. 3, nr. 1, til elektricitet fremstillet ved biogas, hvis der kan gives tilsagn om at modtage pristillægget inden for den i § 57, stk. 5, nævnte tilsagnsramme.

Stk. 5. Hvis anvendelsen af andre vedvarende energi-kilder end de i stk. 3, nr. 1 og 2, nævnte er påbegyndt den 22. april 2004 eller senere, udstedes der VE-bevis til elektricitet produceret på disse energikilder. Indtil VE-beviser udstedes, ydes der i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh. Der udstedes VE-bevis eller ydes pristillæg i 20 år fra påbegyndelsen af anvendelsen af de nævnte vedvarende energi-kilder. Der udstedes ikke VE-bevis til anden elektricitet omfattet af stk. 1.

Stk. 6. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at de i denne bestemmelse angivne pristillæg skal nedsættes eller bortfalde, samt fastsætte regler eller træffe afgørelse om, hvilke kategorier af elektricitet der kan få pristillæg efter stk. 3, nr. 2.

Stk. 7. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at modtage pristillæg efter stk. 2-5. Det kan herunder fastsættes, at der ydes pristillæg som nævnt i stk. 3 eller 5 til elproduktionen på et anlæg, hvor anvendelsen af vedvarende energi-kilder er påbegyndt senest den 21. april 2004, hvis anvendelsen af disse energi-kilder efter denne dato forøges væsentligt på grund af udskiftning eller væsentlige ombygninger af produktionsanlægget. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes pristillæg beregnes til VE-elproduktionsanlæg, som anvender forskellige brændsler.

b. Pristillæg m.v. til andre former for miljøvenlig elektricitet

§ 58. Denne bestemmelse omhandler pristillæg til elektricitet produceret på decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald som brændsel, som har modtaget afregningspris fastsat efter bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter (treledstariffen). Bestemmelsen gælder ikke elektricitet, hvortil der ydes pristillæg efter § 58 a. Endvidere gælder bestemmelsen ikke for elektricitet produceret på VE-elproduktionsanlæg som nævnt i § 57.

Stk. 2. Ydelsen af pristillægget er betinget af, at den pågældende elproduktionsenhed første gang er tilsluttet til elforsyningsnettet senest den 21. april 2004, eller at der senest på samme dato foreligger et projekt for etablering af elproduktionsenheden, som opfylder nærmere fastsatte kriterier for gennemførlighed. Med elproduktionsenhed menes en eller flere tekniske enheder, som varetager kraft-varme-forsyning eller affaldsforbrænding på den samme lokalitet.

Stk. 3. Pristillægget ydes i 20 år fra nettilslutningen som nævnt i stk. 2, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.

Stk. 4. Pristillægget fastsættes og udbetales månedligt med udgangspunkt i en tolvtedel af grundbeløbet som nævnt i stk. 6. Når den gennemsnitlige månedlige markedspris som nævnt i § 59, stk. 2, nr. 2, er 11,0 øre pr. kWh eller derunder, indekseres grundbeløbet med faktoren 1,4. Pristillægget reduceres lineært ved en markedspris over 11,0 øre pr. kWh, således at det bortfalder, når markedsprisen er 34,0 øre pr. kWh.

Stk. 5. Markedspriserne på 11,0 og 34,0 øre pr. kWh og faktoren 1,4 indeksreguleres den 1. januar hvert år fra 2005 til og med 2009 på grundlag af forholdene i de foregående 12 måneder i forhold til 2003.

Stk. 6. Grundbeløbet fastsættes som den højeste udbetalte støtte, jf. stk. 7, i et af årene 2001-2003. Hvis der kun har været elproduktion i et af disse år, fastsættes grundbeløbet på grundlag af elproduktionen i en anden periode efter nærmere fastsatte kriterier. Grundbeløbet fastsættes på grundlag af en beregnet forventet elproduktion i en periode, hvis en støtteberettiget elproduktionsenhed nettilsluttes første gang efter den 31. december 2003, eller hvis der senest den 21. april 2004 foreligger et projekt som nævnt i stk. 2 for en udvidelse af produktionskapaciteten i et bestående anlæg.

Stk. 7. Den udbetalte støtte fastsættes som summen af de i nr. 1 og 2 nævnte værdier i de i stk. 6 nævnte perioder:

1) Forskellen beregnet efter nærmere angivne kriterier mellem den gennemsnitlige afregning af elproduktionen i perioden efter treledstariffen og den betaling, som ville være ydet ved den gennemsnitlige markedspris i samme periode.

2) Et beløb på 1,0 øre pr. kWh for elproduktionen i samme periode.

Stk. 8. Udbetaling af pristillægget er betinget af, at produktionsanlægget er driftsklart og til rådighed for driften af det sammenhængende elforsyningssystem.

Stk. 9. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at pristillægget skal nedsættes eller bortfalde.

Stk. 10. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om afgrænsning af projekter, der opfylder de i stk. 2 nævnte betingelser, om definitionen af en produktionsenhed i stk. 2 og om beregningsmetoder efter stk. 4-7. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes betingelserne i stk. 8 skal opfyldes.

§ 58 a. I stedet for pristillæg efter § 58 ydes der pristillæg efter nedenstående bestemmelser til elektricitet produceret på decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald som brændsel, som opfylder betingelserne for at få pristillæg efter § 58.

Stk. 2. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen er lig med afregning efter treledstariffen, jf. stk. 5. Pristillægget ydes til anlæg med en effekt over 5 MW og til og med 10 MW i 2 år fra det tidspunkt, hvor pristillægget efter § 58 kan ydes. Pristillægget ydes endvidere til anlæg med en effekt til og med 5 MW.

Stk. 3. Betalingen for elektriciteten efter treledstariffen indeksreguleres kvartalsvis på samme måde som nævnt i § 58, stk. 5.

Stk. 4. Elproducenten kan anmode om at overgå til pristillæg efter § 58. Ved overgang til pristillæg efter § 58 fradrages den periode, hvori der er modtaget pristillæg efter ovenstående bestemmelser, fra den periode, hvori der kan modtages pristillæg efter § 58.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om beregningsmetoder for pristillægget efter stk. 2 og 3 og om frister m.v. for fravalg af pristillæg. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af treledstariffen lig med kriterier i bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter.

§ 58 b. Der ydes pristillæg til elektricitet fra andre kraft-varme-anlæg end de i §§ 58 og 58 a nævnte, som er bestemt til at levere fjernvarme, og som har modtaget støtte efter kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998 om adgang til elforsyningsnettet.

Stk. 2. Pristillægget ydes i 15 år regnet fra den 1. januar 2004 og fastsættes efter nærmere angivne kriterier som summen af de i nr. 1 og 2 nævnte værdier:

1) Forskellen mellem gennemsnittet af de nødvendige omkostninger og den gennemsnitlige indtægt ved elproduktion i et af årene 2001-2003. Pristillægget udbetales månedligt med en tolvtedel og indekseres i forhold til den gennemsnitlige månedlige markedspris som nævnt i § 59, stk. 2, nr. 2, således at pristillægget bortfalder, når indtægten ved elproduktion overstiger de nødvendige omkostninger.

2) Et beløb på 1,0 øre pr. kWh for balanceringsomkostninger til leveret elektricitet.

Stk. 3. Beløbet i stk. 2, nr. 1, reguleres den 1. januar hvert år fra 2005 til og med 2009 som nævnt i § 58, stk. 5.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at tillægget skal nedsættes eller bortfalde.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om beregningsmetoder for pristillægget.

c. Generelle bestemmelser om fastsættelse af pristillæg, afsætning af miljøvenlig elproduktion m.v.

§ 59. Netvirksomhederne indberetter på timebasis til den systemansvarlige virksomhed mængden af den elektricitet, der er produceret på anlæg som nævnt i §§ 56-58 b. Den systemansvarlige virksomhed fastsætter retningslinjer for opgørelse og indberetning af elproduktionen.

Stk. 2. Den systemansvarlige virksomhed fastsætter markedsprisen for elektricitet produceret på de i stk. 1 nævnte anlæg som følger:

1) Markedsprisen for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 a-56 c, 56 e, 57, 57 a og 58 a fastsættes på timebasis som spotprisen, jf. stk. 3, for elektricitet i pågældende område.

2) Markedsprisen for elektricitet fra anlæg som nævnt i §§ 58 og 58 b fastsættes på månedsbasis som et gennemsnit af spotprisen, jf. stk. 3, i pågældende område.

3) Markedsprisen for elektricitet fra vindmøller som nævnt i § 56 bortset fra de i nr. 4 nævnte fastsættes på månedsbasis som et vægtet gennemsnit af markedsværdien af den samlede elproduktion fra vindmøller i pågældende område ved spotprisen, jf. stk. 3.

4) Markedsprisen for elektricitet produceret på vindmøller som nævnt i § 56, som er beliggende på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1, og er nettilsluttet efter den 31. december 2002, fastsættes på årsbasis som et vægtet gennemsnit af markedsværdien af elproduktionen ved spotprisen, jf. stk. 3.

Stk. 3. Med spotpris for elektricitet menes den af den nordiske elbørs, Nordpool, angivne timepris pr. kWh på spotmarkedet for pågældende område.

Stk. 4. Betaling for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 a og 56 b, § 57, stk. 3 og 4, og § 58 a i en time kan ikke overstige de i disse bestemmelser fastsatte samlede beløb for pristillæg og markedspris. Hvis markedsprisen i en time overstiger det samlede beløb, modregner den systemansvarlige virksomhed det overstigende beløb ved førstkommende udbetalinger af markedspris og pristillæg.

Stk. 5. Hvis den fastsatte markedspris for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 c, 56 e og 57 a overstiger de i disse bestemmelser fastsatte samlede beløb for pristillæg og markedspris, beregner den systemansvarlige virksomhed et negativt pristillæg. Det negative for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 c og 57 a kan ikke overstige størrelsen af udbetalte pristillæg i det sidste år inden opgørelsestidspunktet. Det negative pristillæg modregnes i udbetalinger af pristillæg.

§ 59 a. Den systemansvarlige virksomhed skal sælge elproduktion fra nedennævnte anlæg på Nordpool og udbetale salgssummen til anlægsejeren samt varetage den i § 27 c, stk. 8, 2. pkt., nævnte balanceringsydelse for elektriciteten:

1) Vindmøller omfattet af §§ 56 a eller 56 b og andre VE-elproduktionsanlæg omfattet af § 57.

2) Decentrale kraft-varme-anlæg eller elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a.

Stk. 2. Elproducenter omfattet af stk. 1 pålægges ikke omkostninger ved indfødning af elektricitet i elforsyningsnettet, som ikke påhviler vedkommende efter de hidtil gældende bestemmelser om aftagepligt.

Stk. 3. Når pristillæg til elektricitet som nævnt i stk. 1 ophører, skal elproducenten meddele den systemansvarlige virksomhed, at producenten har indgået aftale om salg og balancering af elproduktionen. Meddelelsen skal gives med mindst 1 måneds varsel til den første dag i den måned, hvor pristillægget ophører.

Stk. 4. Den systemansvarlige virksomhed skal varetage balanceringen af elproduktion på en vindmølle som nævnt i § 56, stk. 1, som er nettilsluttet senest den 31. december 2002, bortset fra elværksfinansierede vindmøller, og sælge elektriciteten på Nordpool, hvis elproducenten anmoder herom, eller hvis elproducenten ikke giver meddelelse som nævnt i stk. 3. Varetagelsen af balanceringen og salget er betinget af, at elproducenten betaler de nødvendige omkostninger, som den systemansvarlige virksomhed afholder i forbindelse hermed.

Stk. 5. Indtægter og omkostninger ved de i stk. 1 og 4 nævnte opgaver skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra den systemansvarlige virksomheds øvrige opgaver.

Stk. 6. Den systemansvarlige virksomhed fastsætter retningslinjer om frister og betingelser for varetagelsen af balancering og salg som nævnt i stk. 4.

VE-beviser

§ 60. Producenter af VE-elektricitet modtager beviser for den mængde VE-elektricitet, som de har produceret, jf. dog bestemmelserne i §§ 56-56 c, 56 e, 57 og 57 b.

Stk. 2. Transport- og energiministeren fastsætter regler om, hvilke producenter der fra et af ministeren fastsat tidspunkt er omfattet af bestemmelsen i stk. 1, og om udstedelse, tildeling og omsætning af VE-beviser.

§ 61. Fra et af transport- og energiministeren fastsat tidspunkt har enhver elforbruger her i landet pligt til at erhverve VE-beviser. Transport- og energiministeren fastsætter efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg årligt det antal VE-beviser, som enhver elforbruger som minimum skal erhverve. Købsforpligtelsen fastsættes ensartet for alle elforbrugere som en pligt til at erhverve en bestemt andel VE-beviser i forhold til elforbruget.

Stk. 2. Transport- og energiministeren nedsætter købsforpligtelsen efter stk. 1 i de tilfælde, hvor det viser sig umuligt at opfylde denne.

§ 62. De forsyningspligtige virksomheder er ansvarlige for varetagelsen af købsforpligtelsen efter § 61 for deres kunder.

Stk. 2. Forbrugere med en anden leverandør end den forsyningspligtige virksomhed kan selv varetage deres købsforpligtelse eller anmode den forsyningspligtige virksomhed i det pågældende forsyningsområde om at indkøbe VE-beviser på deres vegne.

Stk. 3. Transport- og energiministeren fastsætter regler for, hvornår og hvordan opfyldelsen af købsforpligtelsen skal dokumenteres.

§ 63. Ved manglende opfyldelse af købsforpligtelsen efter § 61 betales 27 øre for hver kWh, som den forpligtede efter § 62 skulle have købt VE-beviser for. Beløbet betales til statskassen.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling og inddrivelse af det i stk. 1 nævnte beløb, herunder at beløbet opkræves af de kollektive elforsyningsvirksomheder. Der er udpantningsret for beløbet.

Oprindelsesgaranti og miljømærkning

§ 63 a. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om udstedelse af oprindelsesgarantier for elektricitet, herunder om,

1) hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde, og

2) betingelser for udstedelse af oprindelsesgaranti.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at forbrugerne skal modtage oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år. Ministeren kan herunder fastsætte regler om,

1) at forbrugeren skal modtage en årlig opgørelse over sammensætningen af energikilderne, og

2) at forbrugeren skal have adgang til oplysninger om miljøpåvirkninger af energikilder ved henvisning til eksisterende, offentligt tilgængelige elektroniske eller andre kilder af nærmere angivet indhold.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger som nævnt i stk. 2 skal meddeles af leverandøren af elektricitet for den enkelte levering eller på anden måde ved levering fra en elbørs eller import fra en virksomhed uden for Den Europæiske Union og EØS-landene.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om dokumentation af oplysninger og om tilsyn og kontrol med rigtigheden af oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne funktioner vedrørende tilsyn og kontrol som nævnt i stk. 4.

Stk. 6. Når det påvises, at foreskrevne oplysninger som nævnt i stk. 1 eller 2 er urigtige eller vildledende, kan transport- og energiministeren påbyde den, der har udarbejdet oplysningerne, at berigtige forholdene.

Stk. 7. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1 eller meddeler oplysninger som nævnt i stk. 2, skal afholde nødvendige omkostninger ved kontrol og tilsyn med rigtigheden af oplysningerne.

Fravalg af pristillæg

§ 64. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betingelser og tidsfrister for elproducenters fravalg af pristillæg og andre ydelser efter §§ 56-58 b og § 59 a, stk. 1. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at elproducenter skal betale nødvendige omkostninger forbundet med fravalg af de nævnte pristillæg m.v.

Stk. 2. Pristillæg efter § 56 e kan ikke genoptages efter fravalget.

§ 65. (Ophævet)

Overtagelse af vindmøller

§ 66. Transport- og energiministeren overtager efter anmodning fra en vindmølleejer dennes vindmølle og forpligtelsen til betaling af restgælden på lån optaget til finansiering af vindmøllen, hvis

1) vindmølleejeren kan dokumentere, at vedkommende ikke vil kunne afvikle restgælden på lån optaget til finansiering af vindmøllen på grund af ændring af pristillæg efter § 56 a, stk. 4, eller tilsvarende ændring efter tidligere gældende bestemmelser, og

2) det pågældende lån til finansiering af vindmøllen er optaget inden den 29. april 1999.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på lån optaget af vindmølleejere, der ejer en del af en vindmølle. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på elværksejede vindmøller.

Stk. 3. Den systemansvarlige virksomhed kan efter anmodning overtage en vindmølle, som transport- og energiministeren har overtaget, imod at betale statens omkostninger og overtage statens forpligtelser vedrørende vindmøllen. Den systemansvarlige virksomhed skal nedtage, drive eller videresælge vindmøllen på de for elforbrugerne gunstigst mulige betingelser.

Stk. 4. Den systemansvarlige virksomhed kan indregne sine nettoomkostninger ved den overtagne vindmølle i virksomhedens priser, jf. § 71. Den systemansvarlige virksomheds indtægter og udgifter vedrørende vindmøllen skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra virksomhedens øvrige opgaver.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om overtagelsesordningens omfang og anvendelse. Anmodning om overtagelse skal være indgivet senest den 15. januar 2005.

Tilslutning m.m. af miljøvenlige el- og kraft-varme-produktionsanlæg

§ 67. Ved tilslutning til elforsyningsnettet af decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg, der anvender affald eller producerer VE-elektricitet, skal ejeren af anlægget alene afholde den udgift, der ville være forbundet med at lade sig tilslutte 10-20 kV-nettet, uanset om netvirksomheden ud fra objektive kriterier vælger et andet tilslutningspunkt. Øvrige omkostninger, herunder til netforstærkning og netudbygning, afholdes af netvirksomheden.

Stk. 2. Ejere af anlæg som nævnt i stk. 1, der ønsker at levere elektricitet på et højere spændingsniveau end 10-20 kV, skal selv afholde den udgift, der er forbundet med at lade sig tilslutte et net med det tilsvarende højere spændingsniveau. Øvrige omkostninger, herunder til netforstærkning og netudbygning, afholdes af netvirksomheden.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke for vindmøller.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder endvidere ikke for elproduktionsanlæg, som etableres med henblik på at kunne imødegå ubalancer i det kollektive elforsyningsnet. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke anlæg der omfattes af bestemmelserne i 1. pkt., og om dokumentation for det projekterede anlægs tekniske og driftsmæssige forhold.

§ 68. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om vindmøllers tilslutning til elforsyningsnettet, herunder regler om,

1) hvilke kategorier af anlæg og installationer, herunder ilandføringsanlæg fra havvindmølleparker, som det påhviler henholdsvis vindmølleejeren og de kollektive elforsyningsvirksomheder at udføre,

2) vindmølleejerens adgang til benyttelse af ilandføringsanlæg, som er etableret af den elforsyningsvirksomhed, som varetager ilandføringen, og om betaling herfor,

3) hvorledes omkostninger ved etablering af nettilslutning og omkostninger ved at være nettilsluttet fordeles mellem vindmølleejeren og de kollektive elforsyningsvirksomheder, og

4) hvorledes omkostninger, der påhviler de kollektive elforsyningsvirksomheder, indregnes i priserne for elektricitet, jf. § 8, stk. 3-6.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om vindmøllers konstruktion, fremstilling, opstilling og drift samt regler om krav til certificering og prøvning vedrørende disse forhold.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne funktioner vedrørende teknisk godkendelse af vindmøller og udføre tilsyn og kontrol med overholdelsen af regler som nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af net- eller transmissionsvirksomhedens omkostninger ved behandling af ansøgning om nettilslutning.

Administrative bestemmelser

§ 68 a. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de kollektive elforsyningsvirksomheder administrerer bestemmelserne i §§ 56- 59 a, 63 a, 64, 67 og 68 og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser samt træffer afgørelse i forhold, der er reguleret i de nævnte bestemmelser.

Kapitel 10

Priser og betingelser for elektricitet

Elforsyningsvirksomhedernes priser og betingelser

§ 69. Priserne for ydelser fra de kollektive elforsyningsvirksomheder fastsættes under hensyntagen til virksomhedernes nødvendige omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftomkostninger og afskrivninger samt forrentning af kapital og under hensyntagen til de andre indtægter, som opnås ved driften af den bevillingspligtige virksomhed. Ved nødvendige omkostninger forstås omkostninger, som virksomheden afholder ud fra driftsøkonomiske overvejelser med henblik på at opretholde en effektiv drift. Ved fastsættelsen af priser tages desuden hensyn til udgifter, som afholdes som følge af, at virksomhederne hæfter for gældsforpligtelser stiftet inden den 1. januar 2000 eller udgifter som følge af, at en netvirksomhed stiller sikkerhed til fordel for en elproduktionsvirksomhed, som helt eller delvis ejes af netvirksomheden, når sikkerhedsstillelsen kun omfatter gældsforpligtelser, som elproduktionsvirksomheden påtager sig med henblik på restfinansiering af anlægsarbejder påbegyndt inden den 29. april 1999. Priserne for ydelser fra en kollektiv elforsyningsvirksomhed må ikke stige som følge af det vederlag, der erlægges ved overdragelse af virksomheder.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om beregning af driftsmæssige afskrivninger og om opgørelsen af virksomhedernes nødvendige kapital samt regler om, på hvilke betingelser der i priserne kan ske indregning af forrentning af kapital efter stk. 1. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvordan der ved fastsættelsen af priserne efter stk. 1 skal tages hensyn til andre indtægter, som virksomhederne opnår ved driften af den bevillingspligtige aktivitet. Transport- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om regnskabsmæssig adskillelse mellem forskellige aktiviteter samt regler om kollektive elforsyningsvirksomheders regnskabsføring og budgettering, herunder at kollektive elforsyningsvirksomheder skal udarbejde, lade revidere og offentliggøre årsrapporter i overensstemmelse med bestemmelserne i årsregnskabsloven.

§ 70. Priser for net- og transmissionsvirksomhedernes ydelser fastsættes i overensstemmelse med de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer, jf. dog § 70 a. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i § 69 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af virksomheden.

Stk. 2. Transport- og energiministeren fastsætter regler om indtægtsrammer for alle berørte virksomheder for et nærmere angivet antal år. Som led i denne regulering sikres det, at tarifferne i faste priser regnet som et gennemsnit ikke stiger i forhold til tarifferne pr. 1. januar 2004, idet kapital, der finansierer nødvendige nyinvesteringer, dog fortsat skal kunne forrentes og afskrives. Over- og underdækning for perioden fra den 1. januar 2000 til den 31. december 2003 påvirker ikke det i 2. pkt. nævnte loft.

Stk. 3. Inden for de i stk. 2 nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årligt en indtægtsramme for hver af de berørte virksomheder under hensyntagen til den enkelte virksomheds effektiviseringspotentiale. Ministeren kan fastsætte regler om, at der ved opgørelse af effektiviseringspotentialet skal tages hensyn til kvaliteten af den transport af elektricitet med tilhørende ydelser, som virksomheden skal gennemføre som bevillingshaver, jf. § 20, stk. 1.

Stk. 4. Energitilsynet kan give dispensation fra de af tilsynet fastsatte rammer, såfremt det er nødvendigt for, at virksomheden kan gennemføre forpligtelser, som er pålagt i bevillingen, i loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.

Stk. 5. Kommuner og amtskommuner må ikke yde tilskud til kommunal netvirksomhed, som efter bestemmelsen i § 4, stk. 1, ikke drives i selskaber med begrænset ansvar.

§ 70 a. For transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet.dk eller virksomhedens helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk fastsættes priserne efter § 71.

§ 71. Energinet.dk og denne virksomheds helejede datterselskaber kan i priserne for de aktiviteter, der varetages i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk, indregne nødvendige omkostninger, herunder til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftsomkostninger og afskrivninger, samt nødvendig forrentning af virksomhedens kapital. § 69 finder ikke anvendelse, bortset fra stk. 1, sidste pkt.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af de omkostninger, som kan anses for nødvendige efter stk. 1, samt om fastsættelsen af den nødvendige forrentning og om forrentningsgrundlaget efter stk. 1.

§ 72. Prisen for elektricitet leveret fra en virksomhed i dens egenskab af forsyningspligtig virksomhed til ikketimemålte erhvervsdrivende forbrugere og ikkeerhvervsdrivende forbrugere udmeldes kvartalsvis senest 10 hverdage før et kvartalsskifte af den forsyningspligtige virksomhed. Prisen skal modsvare markedets prisniveau for tilsvarende forbrugssegmenter og leveringsvilkår.

Stk. 2. Prisen for elektricitet leveret fra en virksomhed i dens egenskab af forsyningspligtig virksomhed til timemålte erhvervsdrivende forbrugere, hvis leveringsaftale med en anden elleverandør er ophørt, fastsættes til en pris, der svarer til timeprisen på elspot i det prisområde, hvor forbrugeren aftager sin elektricitet, tillagt et balancerings- og administrationsbidrag.

Stk. 3. Ikkeerhvervsdrivende timemålte forbrugere skal tilbydes tilsvarende leverancer som nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Der kan fra forbrugere, som forsynes uden forudgående varsel, og hvis forbrug samlet udgør en større andel af virksomhedens leverance i dens egenskab af forsyningspligtig virksomhed, opkræves et engangsbeløb til uforudsete balanceringsomkostninger.

Stk. 5. Energitilsynet fastsætter det maksimale balancerings- og administrationsbidrag, som en virksomhed med forsyningspligt kan opkræve i medfør af stk. 2 og 3, samt det maksimale administrationsbidrag, der kan opkræves for varetagelse af købsforpligtelser efter § 62.

Stk. 6. De i stk. 1 nævnte priser anmeldes til Energitilsynet efter regler fastsat af Energitilsynet. Energitilsynet offentliggør senest 7 hverdage efter anmeldelsesfristens udløb en oversigt over de i stk. 1 nævnte priser.

Stk. 7. Energitilsynet kontrollerer de i stk. 1-4 nævnte priser. Hvis Energitilsynet finder, at priserne er i strid med stk. 1-4, giver tilsynet pålæg om omgående ændring af priserne. Klage over Energitilsynets afgørelser herom har ikke opsættende virkning.

§ 73. De kollektive elforsyningsvirksomheders prisfastsættelse af deres ydelser efter §§ 69-72 skal ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til. Prisdifferentiering på baggrund af en geografisk afgrænsning er kun tilladt i særlige tilfælde.

Stk. 2. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal offentliggøre tariffer og betingelser for brug af elnettet.

§ 73 a. Priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet fastsættes af de kollektive elforsyningsvirksomheder efter offentliggjorte metoder, som er godkendt af Energitilsynet.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om indholdet af de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, herunder tariffer.

§ 73 b. Energibranchens organisationer kan udarbejde standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser m.v. for net- og transmissionsvirksomhedernes ydelser. Energitilsynet fører tilsyn med sådanne standardiserede vejledninger efter regler fastsat af tilsynet.

§ 74. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal til Energitilsynet anmelde størrelsen af den kapital, som ifølge virksomheden skal danne grundlag for indregning af forrentning i priserne efter § 69, stk. 1.

Fællesskabsbestemmelser om priser og betingelser for netadgang m.v.

§ 74 a. Bestemmelserne i §§ 69-71, 73 a og 74 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 6, stk. 6, og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

Produktionspriser

§ 75. Priser og leveringsbetingelser for elproduktionsvirksomheders salg af elektricitet fastsættes ved aftale.

Stk. 2. Ejere af kraft-varme-produktionsanlæg må ved fastsættelsen af priser og leveringsbetingelser for fjernvarme ikke udnytte deres stilling til at fordele deres omkostninger på en måde, der må anses for urimelig for fjernvarmeforbrugerne.

Stk. 3. Virksomheder, som producerer elektricitet ved forbrænding af affald, skal økonomisk hvile i sig selv. Ejere af affaldsforbrændingsanlæg må ved fastsættelsen af priser og betingelser for affaldsbehandling og for levering af fjernvarme ikke udnytte deres stilling til at fordele deres omkostninger på en måde, der anses for urimelig for brugerne af affaldsbehandlingsanlægget eller for fjernvarmeforbrugerne.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om fordelingen efter stk. 2 og 3.

Tilsyn med priser, fastsættelse af regler

§ 76. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal til Energitilsynet anmelde

1) de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til transmissions- og distributionsnet, herunder tariffer, jf. § 73 a,

2) priser, tariffer og betingelser for ydelser, der omfattes af bevillingerne, samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler efter Energitilsynets nærmere bestemmelse,

3) dokumentation for udskillelse af kommercielle aktiviteter,

4) dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteter,

5) kapitalopgørelser udarbejdet efter reglerne i § 69, stk. 2, og § 74,

6) regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter Energitilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 70 nævnte indtægtsrammer,

7) aftaler om transit, herunder forhandlede priser og betingelser.

Stk. 2. Virksomheder med forsyningspligt skal, for så vidt angår deres forsyningspligtydelser, til Energitilsynet anmelde salgspriser, gebyrer og vilkår samt grundlaget herfor.

Stk. 3. For virksomhed, der varetages af Energinet.dk eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk, skal der, for så vidt angår systemansvars- og transmissionsydelser, til Energitilsynet anmeldes priser, tariffer og betingelser for ydelser samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler, efter Energitilsynets nærmere bestemmelse.

Stk. 4. Energitilsynet kan endvidere pålægge ejere af kraft-varme-produktionsanlæg at anmelde salgspriser for fjernvarme samt grundlaget for prisfastsættelsen.

Stk. 5. Energitilsynet kan fastsætte regler om anmeldelser efter stk. 1-4.

§ 77. Hvis Energitilsynet finder, at priser og leveringsbetingelser må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne lov, kan tilsynet give pålæg om ændring af priser og betingelser.

Stk. 2. Hvis et urimeligt forhold i forbindelse med forhandlinger om netadgang ikke kan bringes til ophør ved pålæg efter stk. 1, kan Energitilsynet udstede pålæg om at indgå en aftale om forholdet på sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende aftaler.

Stk. 3. Finder Energitilsynet, at priser, betingelser eller aftaler må anses for at give en miljømæssig eller samfundsøkonomisk uhensigtmæssig anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling med parterne give påbud om ændring heraf.

Stk. 4. Energitilsynet kan træffe bestemmelse om, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed skal ændre forbrugerpriserne, hvis virksomheden har foretaget en disposition, der ikke kan anses for rimelig for forbrugerne. Energitilsynet kan herunder bestemme, at virksomheden i nærmere angivet omfang skal anvende et overskud til ændring af priserne.

Kapitel 11

Energitilsynet

§ 78. Til varetagelse af tilsyns- og klagefunktion på energiområdet nedsætter transport- og energiministeren et Energitilsyn. Energitilsynet behandler ikke klager vedrørende civilretlige tvister.

Stk. 2. Energitilsynet er et uafhængigt udvalg, som ikke er undergivet instruktionsbeføjelse fra transport- og energiministeren, jf. dog § 85 d.

Stk. 3. Transport- og energiministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke opgaver Energitilsynet skal varetage. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at tilsynet skal varetage opgaver, som er henlagt til ministeren. Transport- og energiministeren godkender tilsynets forretningsorden.

Stk. 4. Energitilsynets formand kan efter nærmere aftale med tilsynet træffe afgørelse på tilsynets vegne.

Stk. 5. Konkurrencestyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for tilsynet og dettes formand. Det i 1. pkt. nævnte sekretariat kan også fungere som sekretariat for et privat ankenævn på energiforsyningsområdet godkendt i medfør af kapitel 2 i lov om forbrugerklager.

Stk. 6. De med Energitilsynets etablering og drift forbundne udgifter betales af de virksomheder, som tilsynet fører tilsyn med efter denne lov, jf. dog stk. 7.

Stk. 7. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler eller træffe afgørelse om de i stk. 5 nævnte forhold og kan fastsætte nærmere regler om betaling efter stk. 6, herunder at der skal betales et gebyr for indbringelse af klage for Energitilsynet.

Stk. 8. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om frister for klage til Energitilsynet.

Stk. 9. De med et godkendt privat ankenævns etablering og drift forbundne udgifter betales af selskaber omfattet af el-, naturgas- og varmeforsyningslovene. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning.

§ 78 a. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om Energitilsynets opgaver ved behandling af forhold vedrørende priser og betingelser, som omfattes af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

§ 79. Energitilsynet består af en formand og 6 andre medlemmer, som udpeges af transport- og energiministeren. Medlemmerne skal være uafhængige af energisektorens parter og skal repræsentere juridisk, økonomisk, teknisk, miljø- og erhvervs- og forbrugermæssig sagkundskab.

Stk. 2. Tilsynsmedlemmer samt 2 faste suppleanter beskikkes for 4 år. Hvis et medlem eller en suppleant afgår inden udløbet af beskikkelsesperioden, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden.

§ 80. Energitilsynet kan behandle og afgøre sager på eget initiativ eller på grundlag af en anmeldelse eller en klage.

§ 81. Energitilsynet kan uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven

1) på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, og

2) få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler.

Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 1.

§ 82. Energitilsynet aflægger årligt beretning for sin virksomhed til transport- og energiministeren.

Stk. 2. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, betingelser, tekniske krav og standarder og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst 1 gang årligt. Registret skal endvidere indeholde oplysninger om de kollektive elforsyningsvirksomheders ejerandele i elproduktionsvirksomheder og andre kollektive elforsyningsvirksomheder samt om, hvem der besidder ejerandele i kollektive elforsyningsvirksomheder.

Stk. 3. Anmeldelser er offentligt tilgængelige. Energitilsynet kan dog beslutte, at en anmeldelse ikke offentliggøres, hvis væsentlige hensyn taler herimod.

Stk. 4. Energitilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de kollektive elforsyningsvirksomheders indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse virksomheders udførelse af deres opgaver.

Stk. 5. Energitilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår. Energitilsynet fastsætter regler om, hvorledes sådanne forhold skal offentliggøres af virksomhederne, herunder også af elhandelsvirksomhederne, og regler om fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser.

Stk. 6. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i en virksomhed m.v. med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.

§ 83. Energitilsynet gør transport- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for løsningen af opgaverne med bl.a udstedelse, ændring og kontrol med bevillinger.

Kapitel 12

Oplysningspligt, kontrol, fortrolighed, beredskab

§ 84. Transport- og energiministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet kan i forbindelse med behandling af en klage eller i forbindelse med udøvelsen af tilsyn hos bevillingspligtige virksomheder, Energinet.dk, andre elproduktionsvirksomheder og elhandelsvirksomheder samt disses koncernforbundne virksomheder og berørte forbrugere indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af deres opgaver.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed og forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge kollektive elforsyningsvirksomheder, elproduktionsvirksomheder og elhandelsvirksomheder at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger vedrørende virksomhedernes produktions- og driftsmæssige forhold samt om de i virksomheden købte og solgte ydelser. Det samme gælder oplysninger til brug for udarbejdelse af national og international energistatistik. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse.

Stk. 3. Kollektive elforsyningsvirksomheder, elhandelsvirksomheder og elproducenter skal efter anmodning meddele den systemansvarlige virksomhed de oplysninger, der er nødvendige til varetagelsen af dennes opgaver.

Stk. 4. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal efter anmodning meddele andre virksomheder tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at net- og transmissionsvirksomhed kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system.

Stk. 5. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal give brugerne af det sammenkoblede system de oplysninger, der er nødvendige for at få effektiv adgang til systemet.

Stk. 6. Netvirksomheder skal meddele det til virksomheder med forsyningspligt, at en forbruger er uden elleverandør.

Stk. 7. Virksomheder skal bevare fortroligheden af kommercielt følsomme oplysninger, som modtages i henhold til stk. 1-4.

Stk. 8. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om virksomhedernes pligt til at videregive oplysninger i henhold til stk. 3-6.

Stk. 9. Klager over virksomheder vedrørende virksomhedernes oplysningspligt efter stk. 3-6 og regler udstedt i henhold til loven kan indbringes for Energitilsynet.

§ 84 a. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal iagttage fortrolighed om kommercielt følsomme oplysninger, som de modtager i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed, og skal forhindre, at oplysninger om egne aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er kollektive elforsyningsvirksomheder forpligtet til at videregive oplysninger til transport- og energiministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet i overensstemmelse med gældende regler herom.

Stk. 3. Klager over kollektive elforsyningsvirksomheder vedrørende forhold omhandlet i stk. 1 og 2 kan indbringes for Energitilsynet.

§ 85. Elproduktionsvirksomheder og virksomheder, der driver handel med elektricitet, skal udarbejde årsrapporter i henhold til årsregnskabsloven. Årsrapporterne skal være offentligt tilgængelige.

Stk. 2. Virksomhederne skal føre konsoliderede regnskaber for ikkeelektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om virksomhedernes regnskabsføring efter stk. 1 og 2.

§ 85 a. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om udøvelse af tilsyn og kontrol i forbindelse med opkrævning og udbetaling af beløb, der betales af elforbrugerne efter bestemmelserne i § 8, stk. 3 og 4.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler for udøvelse af tilsyn og kontrol med udstedelse, tildeling og omsætning af de i § 60 nævnte VE-beviser. I reglerne kan det fastsættes, at elforbrugerne har pligt til at afgive oplysninger, som er nødvendige for, at der kan føres kontrol med, at disse har opfyldt deres købsforpligtelse for VE-beviser.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om dokumentation og regnskabsføring for forhold, der er omfattet af stk. 1 og 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en elproducent skal indberette produktionsdata og andre relevante oplysninger om produktionsforhold til en kollektiv elforsyningsvirksomhed eller til et centralt register, og at elproduktion skal måles eller beregnes på nærmere angivet måde. Det kan i reglerne fastsættes, at udgifterne til opfyldelse af de i denne bestemmelse nævnte krav påhviler elproducenten.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kontrollen og tilsynet efter stk. 1 og 2 skal udøves af netvirksomheder eller af den systemansvarlige virksomhed.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at den systemansvarlige virksomhed skal fastsætte retningslinjer for udøvelse af kontrollen og tilsynet. Retningslinjerne skal godkendes af ministeren.

§ 85 b. Virksomheder, som er bevillingspligtige efter §§ 10 og 19 samt elforsyningsvirksomhed, der varetages af Energinet.dk eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk, skal foretage nødvendig planlægning og træffe nødvendige foranstaltninger for at sikre elforsyningen i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer.

Stk. 2. Den systemansvarlige virksomhed skal varetage de overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende det i stk. 1 nævnte beredskab.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om varetagelse af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om udførelse af tilsyn med det beredskabsarbejde, der udføres efter stk. 1 og 2, herunder om virksomhedernes fremsendelse af materiale som grundlag for tilsynet, om tilsynets beføjelser i forhold til virksomhederne og om klageadgang. I reglerne kan det fastsættes, at tilsyn med beredskabsarbejde efter stk. 1 skal udføres af den systemansvarlige virksomhed.

Kapitel 12 a

Påbud

§ 85 c. Transport- og energiministeren og Energitilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven, mod regler eller afgørelser i henhold til loven eller mod Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist.

§ 85 d. Transport- og energiministeren kan påbyde fornødne ændringer, hvis regler m.v., som er fastsat af den systemansvarlige virksomhed i henhold til loven, eller metoder, der ligger til grund for reglerne m.v., jf. § 73 a, strider mod bestemmelserne i loven eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Transport- og energiministerens påbud om ændring af regler eller metoder efter stk. 1 kan ikke indbringes for Energiklagenævnet.

Kapitel 13

Sanktionsbestemmelser

§ 86. Undlader nogen rettidigt at efterkomme et påbud meddelt af Energitilsynet efter § 85 c om at give oplysninger i henhold til § 22, stk. 3, eller at efterkomme et påbud meddelt af Energitilsynet i medfør af § 72, stk. 7, eller § 77, kan Energitilsynet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Stk. 2. Der er udpantningsret for de i stk. 1 nævnte bøder.

§ 87. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) undlader at indhente bevilling til produktions-, net-, transmissions- og forsyningspligtig virksomhed efter §§ 10, 19 og 33,

2) undlader at indhente tilladelse til etablering og drift af net eller anlæg efter §§ 11, 13, 16, 21, 22 a og 23,

3) tilsidesætter vilkår for en bevilling eller tilladelse efter de i nr. 1 og 2 nævnte bestemmelser,

4) undlader at foretage underretning som angivet i § 35,

5) undlader at afgive erklæring, foretage registrering, indberetning eller afhændelse som angivet i §§ 37 og 37 a,

6) anvender midler i strid med § 37 a, stk. 3,

7) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold,

8) undlader at afgive oplysninger som omhandlet i kapitel 12,

9) meddeler transport- og energiministeren, Energitilsynet eller Energiklagenævnet urigtige eller vildledende oplysninger eller efter anmodning undlader at afgive oplysninger,

10) overtræder § 84, stk. 5, eller § 84 a.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

§ 88. I regler, som udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne i eller vilkår og påbud udstedt i henhold til reglerne.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 14

Klager, Energiklagenævn m.m.

§ 89. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af transport- og energiministeren eller af Energitilsynet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven. Med de indskrænkninger, der følger af Europa-Kommissionens beføjelser, behandler Energiklagenævnet klager over afgørelser truffet af transport- og energiministeren eller Energitilsynet efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

Stk. 2. Transport- og energiministerens og Energitilsynets afgørelser efter loven eller regler udstedt i henhold til loven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 4. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 5. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.

§ 89 a. Enhver med en væsentlig og individuel interesse i afgørelsen kan klage til Energiklagenævnet over de miljømæssige forhold i afgørelser i henhold til § 16, hvis afgørelserne tillige er omfattet af § 17.

Stk. 2. Lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø, kan klage over de i stk. 1 angivne afgørelser. Det samme gælder for lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når en afgørelse berører sådanne interesser.

Stk. 3. Lokale og landsdækkende foreninger og organisationer fremsender senest samtidig med klagen deres vedtægter til Energiklagenævnet som dokumentation for, at de er lokale eller landsdækkende, og at deres formål opfylder kravene i stk. 2.

Stk. 4. Klage i henhold til stk. 1 og 2 skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 5. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 6. Klage over en tilladelse til et projekt omfattet af stk. 1 har ikke opsættende virkning medmindre Energiklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 7. Energiklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 90. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om

1) adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i henhold til loven træffes af transport- og energiministeren eller af Energitilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, samt at afgørelser truffet af en institution under Transport- og Energiministeriet eller anden myndighed, som ministeren i henhold til § 92 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for transport- og energiministeren, og

2) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

§ 91. Ved afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven erstattes repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget efter indstilling fra Dansk Industri og Landbrugsraadet, af 2 medlemmer med særlig økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for elforsyning, som udpeges af transport- og energiministeren.

§ 92. Transport- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Kapitel 14 a (Ophævet)

Kapitel 15

Ikrafttrædelses-, ophævelses- og overgangsbestemmelser

§ 93. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. § 8, stk. 5, har virkning fra den 16. august 1999.

§ 94. Transport- og energiministeren kan ophæve elforsyningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven ophæves før andre dele af loven.

§ 95. Transport- og energiministeren kan ophæve kapitel 2 i lov om udnyttelse af vedvarende energikilder m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 837 af 7. oktober 1992, som senest ændret ved lov nr. 427 af 10. juni 1997.

§ 96. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at regler, der er fastsat i henhold til de i §§ 94 og 95 nævnte love forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 97. En virksomhed, som ved lovens ikrafttræden lovligt udøvede virksomhed og som efter denne lov er bevillingspligtig, har ret til at få bevilling til sin virksomhed, når

1) virksomheden erklærer at ville opfylde de forpligtelser, som pålægges denne efter bestemmelserne i loven og i bevillingen,

2) virksomhedens vedtægter ikke strider imod bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven og kan godkendes af transport- og energiministeren og

3) virksomheden opfylder de i denne lov stillede krav for at kunne meddeles bevilling.

§ 98. Godkendelser til etablering og ændringer af produktionsanlæg, transmissionsnet og bevillinger til elproduktion og transmission, som er givet efter bestemmelserne i den hidtil gældende elforsyningslov, opretholdes i overensstemmelse med deres indhold og varighed.

Stk. 2. En bevillingspligtig virksomhed kan, når den inden en af transport- og energiministeren fastsat frist indgiver fornøden ansøgning om bevilling, midlertidigt fortsætte sin virksomhed uden bevilling, indtil transport- og energiministeren har afgjort ansøgningen, forudsat at den ansøgende virksomhed overholder lovens bestemmelser for virksomheden.

Stk. 3. Transport- og energiministeren fastsætter det tidspunkt, fra hvilket bevillingskravet for net- og forsyningspligtvirksomheder er gældende.

§ 99. Transport- og energiministeren kan fastsætte overgangsbestemmelser, hvorved den hidtil gældende retsstilling i en overgangsperiode opretholdes med de ændringer, som denne lov nødvendiggør, for så vidt angår virksomheder omfattet af § 98, stk. 2 og 3.

§ 100. (Ophævet)

§ 101. Virksomheder, som driver elproduktionsvirksomhed omfattet af den hidtil gældende elforsyningslov, skal ved lovens ikrafttræden og efter transport- og energiministerens nærmere bestemmelse udarbejde en opgørelse over ikke anvendte henlæggelser foretaget efter den hidtil gældende elforsyningslov, over- og underdækning for perioden før nærværende lovs ikrafttræden samt øvrige forhold.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte opgørelse vil skulle danne grundlag for virksomhedernes økonomiske åbningsbalance i forbindelse med overgangen til prisfastsættelse efter § 75.

Stk. 3. Virksomheder omfattet af stk. 1, som ved lovens ikrafttræden udøver virksomhed ved forbrænding af affald, skal efter retningslinjer fastsat af transport- og energiministeren udarbejde en særskilt opgørelse over affaldsforbrændingsanlæggets økonomiske forhold.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte opgørelse skal danne grundlag for den økonomiske åbningsbalance i forbindelse med udskillelsen af affaldsforbrændingsaktiviteten i en selvstændig virksomhed i henhold til § 48. Opgørelsen og åbningsbalancen sendes til transport- og energiministeren inden en af ministeren fastsat frist.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan godkende, at ejeren ved opgørelsen af den økonomiske åbningsbalance for affaldsforbrændingsvirksomheder efter stk. 3 fastsætter, at det påhviler affaldsforbrændingsanlægget at betale et beløb svarende til den nødvendige fremmedkapital, som er en følge af, at aktiverne forøges, fordi tidligere foretagne henlæggelser over elprisen trækkes ud af opgørelsen til den virksomhed, som udskiller affaldsforbrændingsanlægget.

Stk. 6. Transport- og energiministeren træffer afgørelse om, hvorvidt de af virksomhederne fremsendte opgørelser efter stk. 1 og 3 kan godkendes. Transport- og energiministeren træffer på denne baggrund afgørelse om, hvilke forpligtelser der skal påhvile elproduktionsvirksomhederne efter overgangen til prisfastsættelse efter § 75.

§ 102. Såfremt denne lov indebærer, at en virksomhed omfattet af den tidligere gældende elforsyningslov vil skulle opdeles i flere selvstændige juridiske enheder, skal opdelingen gennemføres således, at der til hver enhed henføres de aktiver og passiver, der naturligt er knyttet til den aktivitet, der vil skulle udøves af den pågældende enhed. I relation til virksomhedens passiver har den stedfundne opdeling ikke virkning i forhold til virksomhedens kreditorer.

Stk. 2. Transport- og energiministeren påser overholdelsen af bestemmelsen i stk. 1 i forbindelse med fastlæggelsen af virksomhedernes åbningsbalancer i henhold til § 101.

§ 103. Sager, som er under behandling af Energistyrelsen, Elprisudvalget eller Konkurrenceankenævnet, overføres ved denne lovs ikrafttræden eller fra et af transport- og energiministeren fastsat senere tidspunkt til den myndighed, som efter denne lov skulle behandle sagen, såfremt sagen var indbragt efter denne lovs ikrafttræden.

§ 104. (Udeladt)

§ 105. De kommunalt ansatte tjenestemænd, der gør tjeneste i en kommunal virksomhed omfattet af denne lov på tidspunktet for kommunens etablering af de i medfør af denne lov nødvendiggjorte selskaber til fortsættelse af den nævnte virksomhed, er forpligtet til at gøre tjeneste i et eller flere af disse selskaber med bevarelse af deres ansættelsesforhold til kommunen.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte selskaber tilbyder de i stk. 1 nævnte tjenestemænd overgang til ansættelse i pågældende selskaber.

Stk. 3. Til de tjenestemænd, som ikke ønsker at overgå til ansættelse efter stk. 2, udbetaler kommunen løn m.v. og afholder udgifter til pension i overensstemmelse med herom fastsatte regler.

Stk. 4. En tjenestemand, som i henhold til stk. 3 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, og som i henhold til stk. 1 forpligtes til at gøre tjeneste i det ved denne lov nødvendiggjorte selskab, har ikke som følge heraf krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af etableringen af de ved denne lov nødvendiggjorte selskaber.

Stk. 5. Selskaberne refunderer fra overtagelsen af driften kommunen de lønninger m.v., der udbetales i henhold til stk. 3, og indbetaler efter nærmere aftale med kommunen løbende pensionsbidrag til kommunen for den pensionsalder, tjenestemanden optjener fra overtagelsen.

Stk. 6. De kommunalt ansatte tjenestemænd, der udlånes til et eller flere af de i stk. 1 nævnte selskaber, er berettiget til at deltage på lige fod med medarbejderne i pågældende selskab ved valg af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen for selskabet og er på tilsvarende måde valgbare til denne, såfremt der efter aktie- eller anpartsselskabslovens almindelige regler er adgang til valg af medarbejderrepræsentanter i pågældende selskab.

§ 106. Transport- og energiministeren kan fastsætte overgangsregler.

§ 107. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Lov nr. 1110 af 29. december 1999 om ændring af lov om elforsyning, der angår § 8, stk. 6, § 46, stk. 3, § 57, stk. 1, nr. 1-3, § 57, stk. 2, § 58, stk. 3, § 69, stk. 1, 2. pkt., § 70, stk. 4, 1. pkt., § 71, stk. 2, 1. pkt., og § 102, stk. 2 og 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

 

Lov nr. 447 af 31. maj 2000 om ændring af visse miljølove, der indsætter § 89 a, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 14

Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. september 2000, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Lovens regler om adgang til at påklage afgørelser gælder for sager, der er afgjort i første instans efter lovens ikrafttræden. Reglerne om klage over afslag på anmodning om aktindsigt efter § 4, stk. 5, i lov om aktindsigt i miljøoplysninger som ændret ved lovens § 1, nr. 10, gælder ligeledes for afslag, der meddeles efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 2, stk. 3, i lov om adgang til aktindsigt i miljøoplysninger som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, har ikke virkning i forhold til materiale, der er indhentet før lovens ikrafttræden, såfremt den, der har indleveret materialet, ikke var eller kunne gøres forpligtet til at levere materialet og den pågældende ikke har meddelt, at han eller hun accepterer udleveringen.

Stk. 4. § 2, stk. 4, i lov om adgang til aktindsigt i miljøoplysninger som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, har ikke virkning for oplysninger om emissioner, som er kommet i myndighedernes besiddelse før lovens ikrafttræden.

 

Lov nr. 448 af 31. maj 2000 om ændring af lov om elforsyning, der indsætter § 8 a, § 24, stk. 3, og § 59, stk. 4 og 5, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

 

Lov nr. 1277 af 20. december 2000 om ændring af lov om elforsyning og lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion, der angår § 9, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, § 17, stk. 5 og 6, § 21, stk. 2 og 3, § 23, stk. 3, 2. pkt., § 26, stk. 2 og 3, §§ 27 a-27 d, § 28, stk. 3, nr. 1, § 31, § 44, stk. 3 og 4, § 68, stk. 2, § 78, stk. 8, og § 89, stk. 3 og 4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

 

Lov nr. 478 af 7. juni 2001 om ændring af lov om elforsyning og lov om miljøbeskyttelse, der angår § 8, stk. 6 og 7, § 8 a, stk. 3, 7 og 8, § 58, stk. 3, § 59, stk. 1, § 59 a, § 68, stk. 2, § 84, stk. 2, § 85 a, og § 93, stk. 2, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 8, stk. 6, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, og § 59 a, stk. 1 og 3, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, har virkning fra den 1. januar 2001.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 8, stk. 7, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, har virkning fra den 1. januar 2000.

 

Lov nr. 316 af 22. maj 2002 om ændring af lov om elforsyning og visse andre energilove, som angår § 22, stk. 1, nr. 7 og 8, § 27 c, § 27 e, § 59, stk. 2 og 5, § 59 a, stk. 2, § 66 og § 85, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 6

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. § 27 e som indsat ved denne lovs § 1, nr. 5, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

 

Lov nr. 1091 af 17. december 2002 om ændring af lov om elforsyning og lov om tilskud til elproduktion, som angår § 8, stk. 6 og 7, § 8 a, stk. 3, § 9, stk. 1 og 3, § 22 a, § 28, stk. 2 og 3, § 51, stk. 3, § 57, stk. 1, nr. 1, §§ 59 a-59 d, § 63 a, §§ 64-66, § 68, stk. 2, § 84 a, § 85 a, stk. 1, og § 87, nr. 2, 6 og 7, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

 

Lov nr. 452 af 10. juni 2003 om ændring af lov om elforsyning, lov om tilskud til elproduktion, lov om varmeforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, som angår § 12 a, § 21 a, § 22, stk. 1, nr. 6 og 7, § 37, § 69, stk. 1, § 73, § 87, nr. 4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 5, 6 og 8, og §§ 3 og 4 har virkning for uddelinger, der bindende er besluttet, og for vederlag ved afståelse erhvervet ved bindende aftale indgået den 20. februar 2003 eller senere.

Stk. 3. Bindende dispositioner foretaget inden den 20. februar 2003 behandles efter de hidtil gældende bestemmelser i elforsyningslovens § 37, varmeforsyningslovens § 23 e og § 10, stk. 6 og 7, og § 17, stk. 6, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, medmindre kommunen eller amtskommunen senest ved indberetningen til Energitilsynet anmoder om, at dispositionerne omfattes af bestemmelserne i § 1, nr. 5, 6 og 8, og §§ 3 og 4 i denne lov.

Stk. 4. Den første indberetning efter elforsyningslovens § 37, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, og varmeforsyningslovens § 23 e, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 4, foretages senest den 1. februar 2004 dækkende perioden fra den 20. februar 2003 til den 31. december 2003.

 

Lov nr. 458 af 10. juni 2003 om ændring af lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel og forskellige andre love, som angår § 22, stk. 1, nr. 8, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 9

Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

 

Lov nr. 1232 af 27. december 2003 om ændring af lov om tilskud til elproduktion og lov om elforsyning, som angår § 27 b, stk. 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

 

Lov nr. 494 af 9. juni 2004 om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning, som angår §§ 2 a, 3, 5, 6, 6 a og 7, § 9, stk. 1, nr. 1 og 2, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, nr. 3, § 20 a, § 21, stk. 1 og 3, § 21 a, § 22, stk. 1, nr. 3 og nr. 7-11, § 22, stk. 4 og 5, § 23, stk. 3, § 24, stk. 1 og 2, § 25, § 26 a, § 27, stk. 1, § 27 c, stk. 10 og 11, § 27 d, stk. 2 og 3, § 28, stk. 2, nr. 12 og 13, § 28 a, § 28 b, § 30, stk. 2, § 32, § 33, stk. 1, §§ 34, 35, 35 a, 36, 38, §§ 40-46, 47, stk. 1, § 49, § 50, stk. 1, § 54, stk. 6-8, § 63 a, § 64, § 69, stk. 1 og 2, § 70, stk. 2-5, § 71, stk. 1 og 2, § 72, § 73, stk. 2, §§ 73 a, 73 b, 74 og 74 a, § 75, stk. 1, § 76, § 78, stk. 1, 2, 5 og 9, § 78 a, § 82, stk. 5, § 84, § 84 a, § 85, stk. 1, § 85 b, stk. 4, § 85 c, § 85 d, § 87, stk. 1, nr. 4, § 87, stk. 2, § 89, stk. 1, § 97, stk. 2 og 3, § 100 og § 102, stk. 2 og 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. Regler, der er fastsat i henhold til elforsyningslovens hidtidige § 63 a, stk. 4 og 5, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat efter denne lov.

Stk. 3. Virksomheder, der den 21. april 2004 ikke opfyldte kravene i elforsyningslovens §§ 36 og 38 og § 97, stk. 2 og 3, stilles frem til ikrafttrædelsen af denne lovs § 1, nr. 37, 38 og 81, om ophævelse af elforsyningslovens §§ 36 og 38 og § 97, stk. 2 og 3, som om de opfylder kravene i de nævnte bestemmelser.

Stk. 4. Efterregulering af de forsyningspligtige virksomheders priser for perioden fra 2002 indtil ikrafttrædelsen af denne lovs prisregulering af forsyningspligtige virksomheder sker efter de hidtil gældende regler. Efterreguleringen sker i den enkelte virksomheds priser, jf. elforsyningslovens § 72, stk. 1, henholdsvis indkalkuleres i Energitilsynets fastsættelse af den enkelte virksomheds balancerings- og administrationsbidrag, jf. elforsyningslovens § 72, stk. 2 og 3. Denne efterregulering afsluttes senest i 2006. Elhandelskontrakter samt eventuelt tilknyttede kontrakter, der er indgået og indgås i henhold til hidtil gældende regler, og som rækker ud over ikrafttrædelsen af lovens ændrede prisregulering, vil, når de anmeldes til Energitilsynet senest 30 dage efter vedtagelse af denne lov, kunne indgå i den enkelte virksomheds priser, jf. elforsyningslovens § 72, stk. 1. Elhandelskontrakter og eventuelt tilknyttede kontrakter indgået efter denne lovs vedtagelse og indtil ikrafttrædelsen af denne lovs prisregulering af forsyningspligtige virksomheder skal dog anmeldes straks ved indgåelse af kontrakten.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte særlige overgangsregler om ændring af net- og transmissionsvirksomheders indtægtsrammer fra den 1. januar 2004 og frem til det tidspunkt, hvorfra regler om indtægtsrammer i medfør af elforsyningslovens §§ 69, 70 og 74 får virkning.

Stk. 6. Sager for Energiklagenævnet eller Energitilsynet om opgørelse af net- og transmissionsvirksomhedernes kapitalforhold vedrørende perioden fra den 1. januar 2000 til den 31. december 2003 efter elforsyningslovens hidtidige § 74, stk. 2, og om godkendelse af åbningsbalancer efter elforsyningslovens hidtidige § 100, stk. 3, bortfalder.

Stk. 7. Sager for Energiklagenævnet eller Energitilsynet om opgørelse af net- og transmissionsvirksomhedernes aktiver og omkostninger færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 8. Net- og transmissionsvirksomhedernes fremtidige indtægter skal respektere loftet fastsat i elforsyningslovens § 70, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 55, i denne lov. Dette loft påvirkes ikke af virksomhedernes økonomiske forhold i perioden fra den 1. januar 2000 til den 31. december 2003, herunder om virksomhedernes indtægter har været større eller mindre end deres foreløbige indtægtsrammer for samme periode.

Stk. 9. Transport- og energiministeren kan fastsætte særlige overgangsregler i forbindelse med oprettelsen af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet.

Stk. 10-11. (Udeladt)

Stk. 12. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i en elnet-, eltransmissions- eller elsystemansvarlig virksomhed, der den 21. april 2004 lovligt udøvede dette erhverv samtidig med, at de direkte eller indirekte deltog i driften eller ledelsen af en koncernforbundet elproduktions- eller elhandelsvirksomhed eller af en koncernforbundet virksomhed, der direkte eller indirekte ejer sådanne virksomheder, kan uanset bestemmelserne i elforsyningslovens § 45 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 44, fortsætte begge erhverv indtil 3 år efter lovens ikrafttræden. Personer, som den 21. april 2004 varetog en bestyrelsespost i en elnet-, eltransmissions- eller elsystemansvarlig virksomhed samtidig med, at de direkte eller indirekte deltog i driften eller ledelsen af en koncernforbundet elproduktions- eller elhandelsvirksomhed, kan uanset bestemmelserne i § 45 fortsætte hermed indtil udløbet af den valgperiode, der var påbegyndt den 21. april 2004.

Stk. 13. (Udeladt)

 

Lov nr. 495 af 9. juni 2004 om ændring af lov om elforsyning og lov om varmeforsyning, som angår §§ 8-9, § 10, stk. 1, § 16, stk. 3, § 22, stk. 1, nr. 4, § 27 c, stk. 2, 5 og 8, § 28, stk. 2, nr. 4, § 29, stk. 1, §§ 55-59 d, § 60, stk. 1, § 64, § 66, stk. 1, nr. 1, § 67, stk. 1 og 2, § 68, § 68 a og § 85 a, stk. 1 og 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. Pristillæg til vindmøller som nævnt i elforsyningslovens § 56 b, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, der er tilsluttet i egen forbrugsinstallation fra den 1. januar 2003 indtil tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 56 b, ydes med virkning fra tidspunktet for nettilslutningen.

 

Lov nr. 1384 af 20. december 2004 om Energinet.dk, som angår § 5, stk. 1, nr. 8, 13 og 16, § 8, stk. 4-7, § 12, stk. 1, nr. 4, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 20 a, stk. 1, § 21, stk. 1-4, § 21 a, § 23, stk. 3, § 26 a, stk. 1, § 27, § 28, stk. 2, nr. 3, § 29, stk. 2, § 31, stk. 3, § 35, stk. 1, 6 og 9, § 35 a, § 47, stk. 1-3, § 51, stk. 1 og 2, § 70, stk. 1, § 70 a, § 71, § 76, stk. 3 og 4, § 77, stk. 2, § 84, stk. 1, § 85 b, stk. 1, § 87, stk. 1, nr. 1, §§ 92 a-92 k, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 25. Transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

 

Lov nr. 293 af 27. april 2005 om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, lov om elforsyning og lov om varmeforsyning, som angår § 37, stk. 5, og 37, stk. 9, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Stk. 1-2. (Udeladt)

Stk. 3. Lovens § 2 og § 3 finder anvendelse for indberetninger fra og med 2004.

Stk. 4. Fristen for foretagelse af indberetning i henhold til § 37, stk. 4, i elforsyningsloven og § 23 e, stk. 4, i varmeforsyningsloven er for 2004 fastsat til 4 uger efter denne lovs ikrafttræden.

 

Lov nr. 1414 af 21. december 2005 om ændring af forskellige skattelove m.v., som angår § 37, stk. 2, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 28

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med den 1. januar 2006, jf. dog stk. 2-11.

Stk. 2-11. (Udeladt)

 

Lov nr. 1417 af 21. december 2005 om ændring af forskellige miljø- og energiafgiftslove, som angår § 8, stk. 1, og § 9 a, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 11

Stk. 1-3. (Udeladt)

Stk. 4. Transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 10. Fritagelsen for afgiftsbetalingen, jf. elforsyningslovens § 9 a, stk. 1, som indsat ved § 10, nr. 2, gælder i 4 år fra ikrafttrædelsestidspunktet.

 

Lov nr. 520 af 7. juni 2006 om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om Energinet Danmark, lov om planlægning, lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, som angår § 4, stk. 1, § 6, stk. 1, § 8, stk. 4, nr. 3, § 8, stk. 8, § 9 a, § 14, stk. 2, § 16, stk. 2, § 17, stk. 6, § 21, stk. 5 og 6, § 22, stk. 1, nr. 3 og 4, § 22, stk. 1, nr. 6 og 7, § 22, stk. 5, § 22, stk. 8, § 22 a, § 27 c, stk. 12, §§ 27 e, 27 g og 27 h, § 28, stk. 1, § 28, stk. 2, nr. 4, § 28, stk. 2, nr. 11-12, § 28 a, stk. 3, § 31, stk. 2-4, §§ 32, 35, 37, 37 a og 37 b, § 44, stk. 1, § 44, stk. 3, § 47, stk. 6, § 51, stk. 3, § 53, stk. 2, § 54, stk. 8, § 56, stk. 1 og 2, § 56 e, § 57, stk. 8, § 57 a, stk. 3, § 57 b, stk. 5, § 57 b, stk. 7, § 59, stk. 2, nr. 1, § 59, stk. 5, § 60, stk. 1, § 64, stk. 1, § 64, stk. 2, § 66, stk. 5, § 67, stk. 4, §§ 68 og 68 a, § 78, stk. 5, § 78, stk. 9, § 82, stk. 5, § 84, stk. 3, § 85 a, stk. 3, 2. pkt., § 86, stk. 1, § 87, stk. 1, nr. 5, § 87, stk. 1, § 89, stk. 5, og §§ 92 a-92 k, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 9

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren, jf. dog stk. 2. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. Elforsyningslovens § 37, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 20. april 2005, som ændret ved lov nr. 293 af 27. april 2005, finder fortsat anvendelse på amtskommuner indtil den 1. januar 2007 for indberetninger af registreringer, som i henhold til bestemmelsens stk. 4 skal være foretaget senest den 1. februar 2006.

Stk. 4. § 1, nr. 26, og § 2, nr. 13, har virkning fra den 19. april 2006.

Stk. 5. Elforsyningslovens § 37 a, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 28, og varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 1, som affattet ved § 3, nr. 11, har virkning fra den 12. juni 2003.

Stk. 6. Såfremt ejervirksomheder, som den 1. januar 2005 tilsammen besad det direkte ejerskab til samtlige transmissionsandele i en transmissionsvirksomhed, inden den 9. februar 2006 har foretaget selskabsmæssige omstruktureringer, som har indebåret, at virksomhedernes direkte ejerskab til transmissionsandelene i stedet er blevet et indirekte ejerskab, vil disse virksomheder med transport- og energiministerens godkendelse inden den 1. juli 2007 kunne foretage en ny selskabsmæssig omstrukturering, som indebærer, at det indirekte ejerskab igen bliver direkte og svarende til ejerskabsforholdene på tidspunktet for den oprindelige omstrukturering, uden at bestemmelsen i elforsyningslovens § 35, stk. 5, 4. pkt., som affattet ved § 1, nr. 26, finder anvendelse.

Energistyrelsen, den 8. november 2006

Ib Larsen

/Thomas Bastholm Bille

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF, (EF-Tidende 2003, nr. L 176, side 37).

Redaktionel note
  • De officielle noter til lovbekendtgørelsen mangler. Der vil snarest muligt blive udarbejdet en ny lovbekendtgørelse indeholdende de officielle noter. Gældende officielle noter fremgår af lovbekendtgørelse nr. 286 af 20. april 2005, med senere ændringer.
  • § 8, stk. 8, § 9 a som affattet ved § 1 , nr. 6 i lov nr. 520 af 7. juni 2006 og § 85 a, stk. 3, 2. pkt. som affattet ved § 1, nr. 54 i lov nr, 520 af 7. juni 2006, er ikke trådt i kraft.