retsinformation.dk - LBK nr 785 af 06/07/2006

Original lov:
Bekendtgørelse af lov om produktionsskoler

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og virksomhed
Kapitel 2 Godkendelse, drift og tilsyn
Kapitel 3 Tilskud
Kapitel 4 Kommunale bidrag
Kapitel 5 Løn m.v.
Kapitel 6 Regnskab og revision
Kapitel 7 Andre bestemmelser
Kapitel 8 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om produktionsskoler

 

Herved bekendtgøres lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 812 af 15. juli 2004, med de ændringer, der følger af lov nr. 1454 af 22. december 2004, lov nr. 1458 af 22. december 2004 og lov nr. 428 af 6. juni 2005. 1)

Kapitel 1

Formål og virksomhed

§ 1. Produktionsskoler tilbyder undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion. Tilbudet gives til unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse.

Stk. 2. Tilbudet skal styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked, herunder til beskæftigelse i fleksjob, i skånejob eller lignende. Tilbudet skal endvidere bidrage til at udvikle deltagernes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

Stk. 3. Tilbudet tilrettelægges med særligt henblik på, at den unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse.

Stk. 4. Tilbudet tilrettelægges som heltidsundervisning. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 5. Optagelse og udskrivning af deltagere finder sted løbende under hensyn til de enkelte deltageres behov. Ved optagelsen udarbejdes en plan for den enkelte deltagers forløb. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 6. En produktionsskole kan kun optage deltagere med tilskud efter lovens kapitel 3, når kommunalbestyrelsen i den unges bopælskommune gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderer, at den unge er omfattet af produktionsskolernes målgruppe efter stk. 1. Vurderer Ungdommens Uddannelsesvejledning, at den unge er omfattet af målgruppen, kan den unge umiddelbart og i op til 6 måneder herefter optages og begynde på en produktionsskole med tilskud efter lovens kapitel 3.

§ 2. Produktionsskoletilbud omfatter praktisk arbejde, produktion og teoretisk undervisning i tilknytning hertil. Den teoretiske undervisning skal være af betydeligt omfang og i størst muligt omfang integreres med det praktiske arbejde.

Stk. 2. I tilbudet skal indgå uddannelses- og erhvervsvejledning.

Stk. 3. Tilbudet skal fortrinsvis have relation til fagområder inden for de erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelser.

Stk. 4. Til deltagere med behov herfor skal tilbydes undervisning, der styrker deltagernes grundlæggende færdigheder.

Stk. 5. I tilbudet kan endvidere indgå:

1) Praktik af kortere varighed i privat eller offentlig virksomhed.

2) Ekskursioner og udvekslingsophold.

3) Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Stk. 6. Indtil 1/3 af et produktionsskoleforløb kan anvendes til undervisning, uddannelser og kurser, som er oprettet ved eller i medfør af en uddannelseslov.

Stk. 7. Produktionsskoletilbud skal gennemføres i egnede lokaler med værkstedsindretning eller faciliteter svarende til skolens virksomhedsplan, jf. § 6, stk. 7.

Stk. 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om omfang, tilrettelæggelse og indhold af tilbud efter stk. 1-5, samt om kravene til lokaler og udstyr efter stk. 7.

§ 3. En produktionsskole kan afsætte sin produktion på vilkår, der ikke giver private udbydere urimelig konkurrence.

§ 3 a. Produktionsskolerne skal i deres information og annoncering, herunder på skolernes hjemmesider på internettet, oplyse om målgruppen, jf. § 1, stk. 1. Skolerne skal endvidere oplyse, at et produktionsskoleophold ikke er et formelt kompetencegivende undervisningstilbud.

Kapitel 2

Godkendelse, drift og tilsyn

§ 4. Produktionsskoler etableres som selvejende institutioner med vedtægter, der godkendes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der helt eller delvis yder grundtilskud til skolen, jf. § 9, stk. 1. Hvor grundtilskud ydes af et amtsråd, skal skolens oprettelse godkendes af kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor skolen oprettes.

Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om, hvad der skal foretages ved skolens ophør, herunder at eventuelle overskydende midler skal anvendes til beslægtede formål efter kommunalbestyrelsens eller amtsrådets godkendelse.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om vedtægternes indhold.

Stk. 4. Ved godkendelse af vedtægterne skal kommunalbestyrelsen eller amtsrådet påse, at skolen råder over egnede lokaler, jf. § 2, stk. 7, og kan påbegynde sin virksomhed på et realistisk økonomisk grundlag.

Stk. 5. Godkendelse af en produktionsskoles vedtægter skal tilbagekaldes, hvis skolen ophører med at drive produktionsskolevirksomhed, eller hvis skolens virksomhed ikke længere er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf. Tilbagekaldelsen kan ske uden varsel.

Stk. 6. Godkendelsen af en produktionsskoles vedtægter kan endvidere tilbagekaldes, såfremt der ikke længere er behov for skolen. Tilbagekaldelsen skal ske med mindst et års varsel til en 1. januar.

Stk. 7. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved tilbagekaldelse af godkendelse af vedtægter.

Stk. 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om kravene til det økonomiske grundlag ved etablering af skoler.

§ 5. Skolen skal i sit virke som selvejende institution være uafhængig, og dens midler må alene komme dens undervisnings- og produktionsvirksomhed til gode.

Stk. 2. Likvide midler, der ikke er nødvendige til den daglige drift, skal under hensyntagen til sikkerheden anbringes på en eller flere af følgende måder:

1) Som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

2) I fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn.

3) I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant.

4) I værdipapirer fra et EU-/EØS-medlemsland, bortset fra aktier og investeringsforeningsbeviser, som efter deres art og sikkerhed kan sidestilles med de aktiver, der er nævnt i nr. 2 og 3.

Stk. 3. Skolen kan uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 4, under størst mulig hensyntagen til sikkerheden i fornødent omfang anbringe likvide midler i andelsbeviser med begrænset hæftelse eller i aktier i det pengeinstitut, som skolen bruger som sin sædvanlige bankforbindelse, og i andelsbeviser med begrænset hæftelse i forsyningsvirksomheder m.m., hvis skolen derved opnår økonomiske fordele. Andelene og aktierne skal afhændes, hvis skolen skifter pengeinstitut eller ikke længere opnår den forudsatte fordel.

Stk. 4. Aftaler, herunder husleje- og ejendomsaftaler, skal indgås på vilkår, der ikke er ringere for skolerne end sædvanlige markedsvilkår, og skal søges ændret, hvis udviklingen i markedsvilkårene tilsiger det.

Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om huslejeaftaler, herunder i særlige tilfælde bestemme, at huslejeaftaler skal indgås på andre vilkår end dem, der er nævnt i stk. 4.

§ 6. Den overordnede ledelse af den enkelte skole varetages af bestyrelsen.

Stk. 2. Bestyrelsen sammensættes af et ulige antal medlemmer på mindst 5. De lokale arbejdsmarkedsorganisationer skal være repræsenteret, og der kan endvidere være repræsentanter for den eller de kommunalbestyrelser og amtsråd, der yder grundtilskud til skolen, jf. § 9, stk. 1. Antallet af kommunale eller andre offentligt udpegede repræsentanter må dog ikke være så stort, at det udgør et flertal i bestyrelsen. Deltagernes råd, jf. § 6 a, udpeger en tilforordnet til skolens bestyrelse.

Stk. 3. Følgende personer kan ikke være medlemmer af bestyrelsen:

1) Personer, der udlejer ejendomme m.m. til skolen.

2) Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.

3) Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for personer, jf. nr. 1, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

4) Ansatte i ledende stillinger hos personer, jf. nr. 1, eller i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

5) Medlemmer af bestyrelsen ved en skole inden for samme skoleform.

Stk. 4. Er lejeforholdet af uvæsentligt omfang, finder stk. 3, nr. 1-4, ikke anvendelse. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 5. For bestyrelsen, lederen og andre ansatte ved skolen gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og i kapitel 8 om tavshedspligt m.v.

Stk. 6. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand. For varetagelse af hvervet som formand og næstformand kan der af skolens midler ydes et vederlag efter de gældende regler om særskilt vederlag. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren nærmere regler herom.

Stk. 7. Bestyrelsen udarbejder hvert år en plan for skolens virksomhed. Virksomhedsplanen skal være i overensstemmelse med §§ 1 og 2 og skal omfatte en beskrivelse af mål, målgruppe samt indholdet af undervisningen og produktionsvirksomheden.

Stk. 8. Bestyrelsen udarbejder en strategi for skolens udslusning af deltagere. Udslusningsstrategien skal være offentligt tilgængelig på skolens hjemmeside på internettet. Bestyrelsen er desuden ansvarlig for, at skolens eventuelle generelle samarbejdsaftaler og skolens erfaringer hermed i relation til udslusning gøres offentligt tilgængelige på skolens hjemmeside på internettet.

Stk. 9. Bestyrelsen fastsætter regler for optagelse af deltagere på skolen.

Stk. 10. Bestyrelsen fastlægger efter forslag fra skolelederen skolens budget og godkender dens regnskab.

Stk. 11. Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder.

Stk. 12. Bestyrelsen ansætter og afskediger lærere og andet personale. Bestyrelsen kan bemyndige skolens leder hertil.

Stk. 13. Bestyrelsen skal straks give Undervisningsministeriet og grundtilskudsydende kommunalbestyrelser og amtsråd meddelelse, hvis skolen ophører, standser sine betalinger, begæres erklæret konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

Stk. 14. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om bestyrelsens sammensætning og funktion.

§ 6 a. Ved hver skole har deltagerne ret til at danne et deltagerråd. Rådet udpeger repræsentanter for deltagerne til udvalg m.v., som skolen har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for deltagerne i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor deltagelsen ville stride mod anden lovgivning. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om valg til deltagernes råd, om deltagerrådenes virksomhed og om bestyrelsens forpligtelse over for deltagerrådene.

§ 7. Ved enhver produktionsskole skal der være ansat en leder. Lederen varetager den daglige administration og har det pædagogiske ansvar. Lederen kan ikke samtidig være leder for en anden produktionsskole, undervisnings- eller kursusinstitution eller være ansat i en kommune eller amtskommune, der yder grundtilskud til skolen.

§ 7 a. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem skolen og Undervisningsministeriet, mellem skolen og andre offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner omfattet af Undervisningsministeriets lovgivning samt mellem skolen og brugerne af skolen, herunder om anvendelse af digital signatur.

§ 8. Undervisningsministeren fører tilsyn med produktionsskolerne. Finder undervisningsministeren, at en skoles virksomhed ikke er i overensstemmelse med denne lov, de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, kan ministeren udstede påbud til skolen om at ændre den pågældende virksomhed.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan indhente alle oplysninger fra skolerne om undervisningen, deltagerne, personalet, udstyret, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler og om skolernes drift i øvrigt til brug for fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber, gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik.

Stk. 3. Produktionsskolerne skal hos deltagerne indhente oplysninger om deres personnumre. Skolerne kan videregive disse oplysninger til undervisningsministeren, jf. stk. 2.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan bestemme, at oplysninger efter stk. 2 og 3 skal leveres i elektronisk form, herunder fastsætte, i hvilket format leveringen skal ske. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.  

Stk. 5. Undervisningsministeren kan bestemme, at produktionsskolerne eller grupper af produktionsskoler skal anvende fælles administrative systemer sammen med andre institutioner. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8 a. Undervisningsministeren nedsætter Rådet om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse. Rådet rådgiver undervisningsministeren om kortuddannedes uddannelsesbehov inden for almen voksenundervisning på grundlæggende niveau og om produktionsskolernes undervisningstilbud for kortuddannede med sigte på de pågældendes fortsatte uddannelse og anden kompetenceudvikling, herunder overgang til erhvervsrettet uddannelse på grundlæggende niveau.

Stk. 2. Rådet består af en formand og 18 medlemmer. Undervisningsministeren udpeger formanden. Rådets øvrige medlemmer udpeges således:

1) 1 medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark.

2) 1 medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg Kommuner i forening.

3) 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening.

4) 2 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark.

5) 2 medlemmer efter indstilling fra Danmarks Arbejdsgiverforening.

6) 1 medlem efter indstilling fra Forstanderforeningen for VUC.

7) 1 medlem efter indstilling fra Forstanderkredsen for Produktionsskoler/Produktionshøjskoler.

8) 1 medlem efter indstilling fra Foreningen for Produktionsskoler og Produktionshøjskoler.

9) 1 medlem efter indstilling fra Danske Produktionshøjskolers Lærerforening.

10) 1 medlem efter indstilling fra forstanderne for sprogcentrene.

11) 1 medlem efter indstilling fra Dansk Folkeoplysnings Samråd.

12) 1 medlem efter indstilling fra de landsdækkende oplysningsforbund og Foreningen af Daghøjskoler i forening.

13) 1 medlem efter indstilling fra Samrådet af forstandere og viceforstandere ved den amtskommunale specialundervisning for voksne.

14) 1 medlem efter indstilling fra Landsforbundet af Ungdoms- og Voksenundervisere.

15) 2 medlemmer efter indstilling fra deltagerne i almen voksenundervisning, forberedende voksenundervisning, daghøjskoleforløb, undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge, specialundervisning for voksne samt produktionsskoleforløb i forening.

Stk. 3. Medlemmerne udpeges for en 4-årig periode. Genudpegning kan finde sted. De efter stk. 2, nr. 15, udpegede medlemmer udpeges dog kun for en etårig periode. Rådets medlemmer kan genudpeges.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan udpege tilforordnede til at deltage i rådets arbejde.

Stk. 5. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden, som bekendtgøres af undervisningsministeren.

Stk. 6. Undervisningsministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Kapitel 3

Tilskud

§ 9. En eller flere kommunalbestyrelser eller amtsråd kan yde grundtilskud til produktionsskoler med et samlet beløb pr. skole, der for 1999 udgør 345.000 kr. Tilskuddet reguleres årligt med Finansministeriets indeks for pris- og lønudviklingen. Grundtilskuddet udbetales i januar måned med det fulde beløb.

Stk. 2. Hvis grundtilskud ydes af to eller flere kommunalbestyrelser eller amtsråd i fællesskab, kan den enkelte andel af grundtilskuddet ikke udgøre mindre end 1/3 af det fulde grundtilskud. Ydes grundtilskud af flere end tre kommunalbestyrelser eller amtsråd i fællesskab, forhøjes grundtilskuddet, så det for hver kommunalbestyrelse eller hvert amtsråd udgør 1/3 af det i stk. 1 fastsatte grundtilskud. I tilfælde, hvor særlige geografiske forhold gør sig gældende, kan undervisningsministeren bestemme, at den enkelte andel kan udgøre mindre end 1/3 af det fulde grundtilskud.

Stk. 3. Hvor grundtilskud ydes af flere kommunalbestyrelser eller amtsråd i fællesskab, træffer de aftale om, hvilken kommunalbestyrelse eller hvilket amtsråd der godkender skolens vedtægter.

Stk. 4. Tilsagn om grundtilskud skal opsiges, hvis godkendelse af vedtægterne tilbagekaldes i henhold til § 4, stk. 5. Opsigelsen kan ske uden varsel.

Stk. 5. Tilsagn om grundtilskud kan endvidere opsiges, såfremt der ikke længere er behov for skolen. Opsigelsen skal ske med mindst et års varsel til en 1. januar.

Stk. 6. Kommunalbestyrelser og amtsråd kan yde tilskud til produktionsskoler ud over grundtilskud i henhold til stk. 1.

Stk. 7. Kommunalbestyrelser og amtsråd kan overdrage fast ejendom til en produktionsskole.

§ 10. Staten yder tilskud til produktionsskoler, hvis vedtægter er godkendt, og som modtager grundtilskud, jf. dog stk. 2 og 8. Statstilskud ydes som driftstilskud og bygningstilskud.

Stk. 2.  Statstilskud ydes kun til produktionsskoler, der har en aktivitet på mindst 20 årselever pr. år i det seneste opgørelsesår eller som gennemsnit af de seneste 2 opgørelsesår. Opgørelsesåret er perioden fra den 1. juli til den 30. juni. Statstilskud ydes dog indtil udgangen af det finansår, hvor det er konstateret, at skolen ikke opfylder de nævnte krav. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom. I tilfælde, hvor særlige geografiske forhold gør sig gældende, eller hvis nærmeste anden produktionsskole ikke er beliggende inden for en radius på 75 minutters befordringstid med offentlige befordringsmidler, kan undervisningsministeren fravige kravet om 20 årselever.

Stk. 3. Staten yder et særligt tilskud ud fra antallet af årselever, hvori indgår deltagere, der i forlængelse af et produktionsskoleophold af mindst 1 måneds varighed går videre i kompetencegivende uddannelse eller lønnet erhvervsarbejde. Tilskuddet ydes, når produktionsskolen har dokumentation for, at deltageren har været i gang med en tilskudsberettigende aktivitet i 12 uger inden for en periode på 4 måneder efter produktionsskoleopholdet. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for og beregning af dette tilskud.

Stk. 4. Staten yder et særligt tilskud pr. uddannelsesplan, når produktionsskolen igangsætter forløb som led i en erhvervsgrunduddannelse, der tilrettelægges af produktionsskolen. Der kan kun ydes tilskud til én uddannelsesplan for den enkelte elev.

Stk. 5. Staten yder et særligt tilskud ud fra antallet af årselever, hvori indgår deltagere, der deltager i undervisning i henhold til § 2, stk. 6, på institutioner for erhvervsrettet uddannelse i grundforløb eller dele af grundforløb i erhvervsuddannelserne. Tilskuddet ydes, på betingelse af at udgiften til den pågældende undervisning afholdes af produktionsskolen.

Stk. 6. Størrelsen af tilskud efter stk. 3-5 beregnes ud fra takster, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove. Antallet af årselever beregnes ud fra samme principper som ved beregning af statstilskud efter stk. 1, jf. § 11.

Stk. 7. Staten yder et igangsættelsestilskud pr. år til hver produktionsskole til sikring af bedre udslusning.

Stk. 8.  Ydelse af statstilskud er endvidere betinget af, at skolen opfylder betingelserne i kapitel 1 og 2.

Stk. 9. Skolen disponerer frit ved anvendelsen af tilskud efter stk. 1 og 3-5, idet formålene med disse forudsættes opfyldt, jf. dog § 12, stk. 1.

Stk. 10. Staten refunderer udgiften til skoleydelse, jf. § 17.

§ 11. Tilskud i henhold til § 10, stk. 1, ydes som fast tilskud pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove. Ved beregningen af årselever indgår deltagere inden for produktionsskolernes målgruppe, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt., dog ikke deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for uddannelse i forbindelse med visse tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik m.m.

Stk. 2. Ved beregningen af årselever kan der for den enkelte deltager højst medregnes et års produktionsskoleophold. Ved beregningen heraf indgår såvel det aktuelle produktionsskoleophold som eventuelle tidligere ophold på samme eller andre produktionsskoler, herunder eventuelle forløb som led i en fri ungdomsuddannelse. Forløb som led i en erhvervsgrunduddannelse, der er tilrettelagt af kommunalbestyrelser og institutioner godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, samt forløb som led i aktivering i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indgår ikke i beregningen.

Stk. 3. Ved beregningen af årselever indgår ikke elever fra folkeskolen, der deltager i undervisningsforløb i henhold til folkeskolelovens § 9, stk. 5.

Stk. 4. Inden for en kvote, der udgør 10 pct. af produktionsskolens samlede årselevtal i det forudgående finansår, kan der i særlige tilfælde medregnes ophold af længere varighed. For skoler, der ikke har haft aktivitet i det forudgående finansår, beregnes kvoten på baggrund af det forventede årselevtal.

Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om beregningen af årselever, herunder om beregning af 1-års-reglen i stk. 2, og om meddelelse af tilladelse til ophold af længere varighed samt om, hvilken tilknytning eleverne skal have til Danmark for at indgå i årselevberegningen.

Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at undervisning i medfør af § 2, stk. 6, ikke indgår i årselevberegningen.

§ 12. Tilskud i henhold til §§ 9 og 10 må kun anvendes til skolens virksomhed efter denne lov. Der kan ikke foretages transport i tilsagte eller forventede tilskud.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud i henhold til §§ 9 og 10, herunder om ansøgning, anvisning, ydelse af forskud, tilbagebetaling, modregning af tilskud og kontrol af udbetalt tilskud.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan for skoler, der ikke følger bestemmelserne i denne lov, de regler eller aftaler, jf. § 14, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, eller undervisningsministerens påbud, jf. § 8, stk. 1, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Undervisningsministeren kan tilbageholde tilskud eller lade tilskud bortfalde for skoler, som begæres erklæret konkurs eller standser deres betalinger, eller når der i øvrigt er fare for, at en skoles virksomhed må indstilles.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig.

Stk. 5. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende udbetalinger til skolen.

Stk. 6. Undervisningsministeren kan endvidere træffe beslutning om, at der ikke ydes tilskud til en skole, herunder en ny skole, hvis der efter ministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen opfylder kravet i § 5, stk. 1, om uafhængighed og forvaltning af skolens midler. Der kan herved navnlig lægges vægt på, om

1) skolen indgår i et fællesskab eller et samarbejde med skoler, institutioner, fonde, virksomheder, foreninger m.fl., der indebærer en nærliggende risiko for, at skolen styres af andre,

2) skolens midler anvendes til formål uden for skolen eller

3) skolens ledelse og lærere står i et juridisk eller økonomisk afhængighedsforhold til de i nr. 1 nævnte institutioner m.fl.

§ 12 a. Undervisningsministeren kan ved ydelse af tilskud i henhold til § 10, stk. 1, stille vilkår, der fremmer formålet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (sociale klausuler). Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Kapitel 4

Kommunale bidrag

§ 13. For hver deltager, der udløser statstilskud til en produktionsskole, jf. § 11, stk. 1, betaler hjemstedskommunen bidrag til staten pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove, for aktiviteten i det finansår, som finansloven vedrører. Ved hjemstedskommune forstås den kommune, i hvilken deltageren ifølge CPR havde bopæl den 5. september i kalenderåret forud for det finansår, hvor aktiviteten afholdes.

Stk. 2. Efter hvert kvartal foretager produktionsskolen en særskilt beregning af de bidragsmæssige konsekvenser for de enkelte kommuner, der ifølge skolens oplysning skal betale bidrag efter stk. 1, så det fremgår, hvor mange årselever på henholdsvis under og over 18 år kommunen skal betale bidrag for. Beregningen foretages efter reglerne for beregningen af statstilskud. Skolerne indtaster oplysningerne i en elevdatabase (Elevbasen) senest den 10. i den måned, der følger efter kvartalets udløb, hvorefter Undervisningsministeriet orienterer kommunerne om aktivitetsudviklingen på produktionsskolerne og de forventede bidragsmæssige konsekvenser heraf, dels for kommunerne under et, dels for den enkelte kommune.

Stk. 3. Inden udgangen af februar måned efter det bidragspligtige finansår indtaster skolen i Elevbasen oplysninger om navn og personnummer og årselevandel for hver enkelt deltager, der har gået på skolen i det bidragspligtige finansår. Undervisningsministeriet foretager herefter en sammenligning med CPR’s oplysning om deltagerens hjemstedskommune, jf. stk. 1. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om indtastning, fejlretning og indsendelse.

Stk. 4. Bidragsopkrævningen gennemføres ved modregning i udbetalingerne i juli måned til kommunerne fra told- og skatteforvaltningen af indkomstskat, statstilskud m.v. 2)

§ 13 a. Elevens bopælskommune kan kræve refusion af bidraget i henhold til § 13, stk. 1, fra en anden kommune for deltagere, der ved beregningen af kommunal udligning til kommuner indgår i folketallet i den anden kommune.

Kapitel 5

Løn m.v.

§ 14. For ledere og lærere ved produktionsskoler skal løn- og ansættelsesvilkår følge de af finansministeren aftalte eller fastsatte bestemmelser, herunder vedrørende pensionsforhold.

Kapitel 6

Regnskab og revision

§ 15. Skolens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Årsregnskaber for produktionsskoler skal revideres af en statsautoriseret eller en registreret revisor. Bestyrelsen underretter Undervisningsministeriet om den udpegede revisor og om revisorskift.

Stk. 3.  Bestyrelsen påser, at revisor opfylder bestemmelserne om uafhængighed i § 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer. Bestyrelsen må endvidere ikke antage en revisor, der samtidig er revisor for udlejer af de ejendomme m.m., som institutionen anvender, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der kontrollerer udlejer, medmindre lejeforholdet er af uvæsentligt omfang. Undervisningsministeren fastsætter regler om, hvornår lejeforholdet er af uvæsentligt omfang. Opfylder revisor ikke på tilfredsstillende måde kravene til revision i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som revisor, kan undervisningsministeren pålægge bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist at udpege en anden revisor.

Stk. 4. Revisor attesterer oplysninger til brug for beregningen af tilskud, jf. §§ 10 og 11.

Stk. 5. Årsregnskaberne opstilles og revideres efter regler fastsat af undervisningsministeren.

Stk. 6. I forbindelse med indsendelsen af årsregnskabet til Undervisningsministeriet afgiver bestyrelsesmedlemmerne en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at være medlemmer af bestyrelsen, jf. § 6, stk. 3 og 4.

Kapitel 7

Andre bestemmelser

§ 16. Produktionsskoler kan udbyde undervisning og anden aktivitet som indtægtsdækket virksomhed.

§ 17. Produktionsskolerne udbetaler en skoleydelse til de deltagere, der udløser statstilskud. Skoleydelsens størrelse pr. uge fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om skoleydelsen, herunder om, at denne ikke skal udbetales til visse grupper af deltagere og skal nedsættes forholdsmæssigt for deltagere, der uden lovlig grund kommer for sent til eller udebliver fra produktionsskoleaktiviteten, ikke aktivt deltager i udfærdigelse, justering og opfyldelse af den individuelle forløbsplan eller ikke aktivt deltager i praktikforløb, som skolen skønner bidrager til opfyldelse af forløbsplanen.

§ 18. Til de af produktionsskolernes deltagere, der udløser statstilskud, ydes tilskud til udgifter til befordring mellem bopæl og skole. Tilskuddet ydes af amtsrådet efter regler fastsat af undervisningsministeren.

Stk. 2. I Bornholms, Frederiksberg og Københavns Kommuner varetages amtsrådets opgaver efter stk. 1 af kommunalbestyrelsen.

§ 19. Deltagere på produktionsskoler, der kommer til skade som følge af undervisning under arbejdspladslignende forhold, er berettiget til ydelser efter reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udgifterne til ydelser afholdes af staten.

Stk. 2. Ordningen efter stk. 1 omfatter de deltagere, der udløser statstilskud efter denne lov, og de deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for udgifter til uddannelse i forbindelse med visse tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik m.m. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen.

§ 20. Produktionsskoler samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner i et lokalt fællesskab. Samarbejdet kan angå udbudet af uddannelser, kurser og vejledningsaktiviteter m.v. og gensidig meddelelse af oplysninger om planlagte og forventede initiativer. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 21. Undervisningsministeren kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejder samt til konsulentvirksomhed.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud i henhold til stk. 1, herunder om regnskab og revision.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fravige bestemmelserne i denne lov i forbindelse med forsøgs- og udviklingsarbejder.

Kapitel 8

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 22. Loven træder i kraft den 1. januar 2000, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2-6. (Udeladt)

§ 23. (Udeladt).

§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Ved § 21 i lov nr. 263 af 12. april 2000 fik § 1 og § 6 ændret affattelse og § 6 a og § 8 a, blev indsat. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 22

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001 ...(udeladt).

Stk. 2-3. (Udeladt)

Stk. 4. Repræsentanter, der tiltræder en bestyrelse ved lovens ikrafttræden i henhold til ...(udeladt), § 6, stk. 2, i lov om produktionsskoler som ændret ved § 21, nr. 2, i denne lov, vælges kun for den resterende del af den ordinære bestyrelsesperiode.

Stk. 5. Såfremt der blandt medlemmerne af bestyrelsen for en selvejende institution er elever eller studerende på samme institution, kan bestyrelsen på sit første møde efter lovens ikrafttræden beslutte, at lovens regler om valg af repræsentanter for elever eller studerende først skal finde anvendelse på institutionen fra udløbet af de nævnte nuværende medlemmers indeværende funktionsperiode, dog senest fra det tidspunkt, hvor de endeligt ophører med at være elever eller studerende på institutionen.

 

Ved § 6 i lov nr. 478 af 31. maj 2000 fik § 2, stk. 7, § 5, stk. 1, § 7, § 10, stk. 3, og § 12, stk. 3, ændret affattelse og § 5, stk. 3 og 4, § 6, stk. 3-5, § 8, stk. 1, 2. pkt., § 12, stk. 6, § 15, stk. 3, og § 15, stk. 6, indsattes. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 14

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2000. (udeladt).

Stk. 2....(udeladt), § 6, nr. 4, skal senest være opfyldt ved førstkommende nyudpegning af bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3.... (udeladt), § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., i lov (udeladt), om produktionsskoler ...(udeladt), skal være opfyldt senest den 1. juli 2001, eller når revisor lovligt kan opsiges ifølge kontrakten.

Stk. 4. (Udeladt)

Stk. 5. Uanset bestemmelsen i § 10, stk. 3, i lov ...(udeladt), om produktionsskoler...(udeladt), kan staten indtil den 31. december 2001 yde tilskud til skoler, hvis vedtægter er godkendt før den 1. januar 2000, jf. § 22, stk. 5, i lov ...(udeladt), om produktionsskoler. Betingelsen i § 5, stk. 2, i lov ...(udeladt), om produktionsskoler om anbringelse af skolens likvide midler skal være opfyldt senest den 31. december 2000, jf. § 22, stk. 4, i lov ...(udeladt), om produktionsskoler, eller senest når midler kan frigøres med kontraktmæssigt varsel.

Stk. 6....(udeladt), § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., i lov ...(udeladt), om produktionsskoler...(udeladt), tages op til revision i folketingsåret 2003-04.

Stk. 7. (Udeladt).

 

Ved lov nr. 1323 af 20. december 2000 fik § 10, stk. 2 og § 11, stk. 2, 2. pkt. ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001.

Stk. 2. Aktivitetsopgørelsen i henhold til § 10, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder første gang sted efter udløbet af opgørelsesåret 1. juli 2000 til den 30. juni 2001 for dette opgørelsesår eller som et gennemsnit af opgørelsesårene 1. juli 1999 til den 30. juni 2000 og 1. juli 2000 til den 30. juni 2001. Opfylder skolen ikke aktivitetskravet, bortfalder statstilskuddet fra og med den 1. januar 2002.

 

Ved § 10 i lov nr. 246 af 6. april 2001 fik § 5, stk. 2, nr. 4, § 5, stk. 4-5, § 8, stk. 2, § 8, stk. 4, § 10, stk. 1, og § 10, stk. 3-4, ændret affattelse, og § 5, stk. 3, § 7 a og § 8, stk. 5, indsattes. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 15

Loven træder i kraft den 1. maj 2001.

 

Ved § 13 i lov nr. 286 af 25. april 2001 indsattes § 12 a. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 15. maj 2001 og har virkning for afgørelse om tildeling af tilskud, der træffes den 15. maj 2001 eller senere.

 

Ved § 72 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 blev § 18, stk. 2, indsat. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 78

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003, jf. dog § 79, stk.1.

Stk. 2. (Udeladt)

 

Ved § 3 i lov nr. 275 af 8. maj 2002 fik § 13, stk. 1, og § 16 ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 6

Stk. 1. Lovens §§ 1-3 træder i kraft den 1. august 2002, § 1, nr. 1-3, træder dog først i kraft den 1. april 2003.

Stk. 2. (udeladt)

 

Ved § 2 i lov nr. 1077 af 17. december 2002 fik § 11, stk. 2, sidste pkt., og § 16 ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

 

Ved lov nr. 1079 af 17. december 2002 fik § 6, stk. 4, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1 og 2, § 13, stk. 1, § 17, § 18, stk. 1, og § 19 ændret affattelse, og § 11, stk. 4, § 13, stk. 3-6, og § 13 a indsattes. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

 

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2. § 11, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, har virkning for statstilskud, der vedrører tilskudsåret 2003 og følgende år.

Stk. 3. Ved anvendelsen i 2003 af § 11, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, skal det samlede årselevtal for 2002 omberegnes i overensstemmelse med den ændring af årselevberegningen fra 42 til 40 uger, der gennemføres fra og med 2003.

Stk. 4. § 13, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, og § 13, stk. 3-6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, har virkning fra og med bidragsopkrævningen i 2003 for 2002.

Stk. 5. Refusionsordningen efter § 13 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, har virkning fra og med bidragsopkrævningen i 2004 for 2003.

 

Ved § 2 i lov nr. 1083 af 17. december 2002 indsattes § 10, stk. 3 og 4. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 9

Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

 

Ved § 4 i lov nr. 297 af 30. april 2003 fik § 8 a ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 10

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2. (udeladt)

Stk. 3. (udeladt)

Stk. 4. (udeladt)

 

Ved § 15 i lov nr. 418 af 10. juni 2003 fik § 11, stk. 1, 2. pkt., § 11, stk. 2, 3. pkt., § 12 a og § 19, stk. 2, 1. pkt., ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 24

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2. (udeladt)

Stk. 3. (udeladt)

Stk. 4. (udeladt)

Stk. 5. (udeladt)

 

Ved § 2 i lov nr. 1226 af 27. december 2003 blev § 6, stk. 7, § 10, stk. 5-7, indsat og § 10, stk. 1, 1. pkt., § 10, stk. 3, § 10, stk. 4, og § 10, stk. 6, fik ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004 (udeladt).

Stk. 2. (udeladt)

Stk. 3. (udeladt)

Stk. 4. (udeladt)

Stk. 5. (udeladt)

 

Ved § 5 i lov nr. 1228 af 27. december 2003 fik § 17, stk. 2, ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. (udeladt)

Stk. 3. (udeladt)

Stk. 4. (udeladt)

Stk. 5. (udeladt)

Stk. 6. (udeladt)

Stk. 7. (udeladt)

 

Ved § 3 i lov nr. 361 af 19. maj 2004 fik § 7a, § 15, stk. 2, og § 15, stk. 3, ændret affattelse. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 9

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2004.

Stk. 2. Kravet i § 15, stk. 2, i lov om produktionsskoler, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 2, om at årsregnskaber for produktionsskoler skal revideres af en statsautoriseret eller en registreret revisor, har virkning fra og med regnskabsåret 2005.

 

Ved § 1 i lov nr. 1454 af 22. december 2004 blev § 1, stk. 6, og § 3 a indsat, § 13, stk. 3, 3. pkt., og stk. 4, fik ændret affattelse og § 13, stk. 5, blev ophævet. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2005, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved kvartalsindberetningen den 10. januar 2005 sker indberetningen efter den hidtil gældende bestemmelse i § 13, stk. 3, 3. pkt., i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 812 af 15. juli 2004.

 

Ved § 1 i lov nr. 1458 af 22. december 2004 fik § 13, stk. 1, ændret affattelse og § 13, stk. 2, blev ophævet. Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Stk. 2. Taksten for det kommunale bidrag for aktiviteten i 2004 fastsættes på finansloven for 2005. Denne takst gælder også for aktiviteten i 2005.

 

Ved § 116 i lov nr. 428 af 6. juni 2005 fik § 13, stk. 4, ændret affattelse.2) Loven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 125

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 3)   (udeladt)

Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. november 2005. (udeladt)

Stk. 3. (udeladt)

Undervisningsministeriet, den 6. juli 2006

Bertel Haarder

/Mette Ploug Krølner

Officielle noter

1) De ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 593 af 24. juni 2005 og § 18, nr. 4, i lov nr. 578 af 9. juni 2006, er ikke indeholdt i lovbekendtgørelsen.

2) Ved § 116 i lov nr. 428 af 6. juni 2005 ændredes »Told- og Skattestyrelsen« til: »told- og skatteforvaltningen« i produktionsskolelovens § 13, stk. 5. Ændringen skulle have været foretaget i produktionsskolelovens § 13, stk. 4.

3) Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 7. juni 2005.