Lov om udstedelse af statspræmieobligationer (* 1)
§ 1
Finansministeren bemyndiges til at udstede Stats-Præmieobligationer til et Beløb af 100 Mill. Kr. og udbyde disse til Kurs 100. Med Tilslutning af Rigsdagens Finansudvalg eller, saafremt Rigsdagen maatte være hjemsendt, af de senest valgte Finansudvalg kan Finansministeren ændre Tegningskursen.
Obligationerne, der hver lyder paa 50 Kr., forfalder til Betaling med deres Paalydende 10 Aar efter Udstedelsesdagen. Tilbagebetalingen sker uden Fradrag af Skat eller Afgift til Staten.
Obligationerne bærer ikke Rente, men er delagtige i en halvaarlig Præmiebetaling til et samlet Beløb af 1.750.000 Kr. Præmiebetalingen foregaar paa Grundlag af Udtrækning mellem Laanets samtlige Obligationer.
§ 2
Obligationerne udstedes til Ihændehaveren, og de kan ikke noteres paa Navn.
§ 3
De i Lov Nr. 145 af 13. April 1938 om Mortifikation af Værdipapirer indeholdte Regler finder ikke Anvendelse paa de i Henhold til nærværende Lov udstedte Præmieobligationer.
§ 4
Den i § 49 i Lov Nr. 146 af 13. April 1938 om Gældsbreve indeholdte Bestemmelse vedrørende Retten til at kræve Fordringen betalt, uanset at Fordringsdokumentet er gaaet tabt, finder ikke Anvendelse paa de i Henhold til nærværende Lov udstedte Præmieobligationer og de derpaa faldne Præmier.
Præmier, som ikke er krævet udbetalt inden 3 Aar fra Forfaldsdagen tilfalder Statskassen.
§ 5
Retten til en paa en af Laanets Obligationer fremtidig faldende Præmie eller Andel i en saadan maa ikke i erhvervsmæssigt øjemed gøres til Genstand for særskilt Køb, Belaaning eller lignende Disposition.
Overtrædelse af denne Bestemmelse straffes med Bøde.
§ 6
Af de Præmier, der tilfalder Obligationsejerne, skal der svares en Afgift paa 15 pct., beregnet af den Del af Præmiebeløbet, der overstiger 200 Kr. Afgiften, der fradrages ved Udbetalingen af Præmierne, tilfalder Statskassen.
Præmierne er fritaget for Indkomstskat til Stat og Kommune.
§ 7
De Beløb, der fremkommer som Udbytte for Statskassen ved Udstedelse af de i nærværende Lov omhandlede Stats-Præmieobligationer, vil være at indsætte paa en dertil oprettet Konto i Danmarks Nationalbank. Der kan kun disponeres over disse Midler i Forbindelse med Laanets Tilbagebetaling.
§ 8
De nærmere Regler for Laanets Emission og Administration fastsættes af Finansministeren. Denne bemyndiges til at afholde de med nærværende Lovs Gennemførelse forbundne Udgifter.
§ 9
Denne Lov træder straks i Kraft.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet paa Christiansborg, den 23. Marts 1948.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Frederik R.
(L. S.)
H. C. Hansen.
(* 1) Udfærdiget gennem Finansministeriet. Se Rigsdagstidenden for 1947-48. Folket. Tid. Sp. 3031, 3224, 3360, 3371; Landst. Tid. Sp. 856, 870, 873; Till. A. Sp. 4641; Till. C. Sp. 1231, 1315.