Oplysninger om udvalgte sagsområder

1.1. Standardvilkår i forbrugerkontrakter
1.2. Standardvilkår vedrørende udlejning af radio og tv samt hårde hvidevarer. Omgåelse af kreditaftaleloven ved indgåelse af lejeaftaler med køberet
1.3. Sex-tjenester leveret over Internettet eller telefonen
1.4. Forbrugerklager over computere mv
1.5. En videofilmklubs krav om erstatning for lejede videofilm

---

1.1. Standardvilkår i forbrugerkontrakter

Igennem det seneste par år har Forbrugerombudsmanden iværksat en række undersøgelser af vilkårene i standardkontrakter i forbrugeraftaler inden for forskellige områder og har gennemført forhandlinger med brancher og enkeltfirmaer om ændring af vilkårene. Såvel Forbrugerombudsmanden som Forbrugerklagenævnet har sekretariat i Forbrugerstyrelsen. Gennem de mange klagesager, der behandles i Forbrugerklagenævnet, får Forbrugerombudsmanden kendskab til, på hvilke områder urimelige kontraktvilkår har specielt uheldige følger for forbrugerne.

De kontrakter, Forbrugerombudsmanden gennem den seneste tid navnlig har fokuseret på, er teleudbyderes abonnementsbetingelser, hårde hvidevare-branchens og radio- og tv-branchens lejevilkår, aftalevilkår inden for brugtbilhandel og abonnementsvilkårene hos de største udbydere af tyverialarmsystemer. En række problemer går igen inden for flere af brancherne.

Bedømmelsen af standardvilkårene har taget udgangspunkt i generalklausulen i markedsføringslovens § 1, der forbyder handlinger i strid med god markedsføringsskik, og som indeholder hjemmel til en offentligretlig indgriben over for aftalers form og indhold. I visse tilfælde er vilkår endvidere fundet i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1, idet de måtte anses for egnede til at vildlede forbrugerne om deres retsstilling.

Endvidere har bedømmelsen været baseret på aftalelovens regler om urimelige kontraktvilkår, navnlig generalklausulen i lovens § 36, hvorefter en aftale, der må betegnes som urimelig eller i strid med redelig handlemåde, kan ændres eller tilsidesættes, samt lovens § 38 a-d, der indeholder særlige fortolknings- og ugyldighedsregler for forbrugerforhold. Reglerne tager især, men ikke udelukkende, sigte på standardkontrakter. Ved disse regler i aftaleloven, jf. lov nr. 1098 af 21. december 1994 om ændring af aftaleloven, der trådte i kraft den 1. januar 1995, har Danmark gennemført den civilretlige del af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, mens den offentligretlige del af direktivet er implementeret ved markedsføringsloven. Direktivet, der er et minimumsdirektiv, omhandler kun standardkontrakter, hvorimod reglerne i aftalelovens §§ 36, 38 c-d tillige kan finde anvendelse på individuelt forhandlede vilkår. Direktivet indeholder i et bilag en vejledende, ikke udtømmende, liste over vilkår, der kan betegnes som urimelige. Er et vilkår indeholdt i listen, vil der være en formodning for, at vilkåret er i strid med aftalelovens § 38 c, stk. 1, såfremt det ikke har været genstand for individuel forhandling, (jf. lovforslag L211 om ændring af aftaleloven, fremsat den 2. marts 1994) Dette medfører i praksis, at det må påhvile den erhvervsdrivende at godtgøre, at vilkåret i den konkrete situation ikke er urimeligt. (Listen er optrykt i slutningen af denne artikel).

At forbrugerne har mulighed for at vælge at indgå en anden aftale om en lignende ydelse, der ikke indeholder urimelige vilkår, medfører ikke, at en aftale, der indeholder urimelige vilkår, af den grund kan anses for stemmende med god markedsføringsskik.

Aftalevilkår, der kan tilsidesættes efter aftaleloven, vil være i strid med markedsføringsloven. Det samme gælder naturligvis vilkår, der strider mod præceptiv lovgivning. Vilkår, som tilsigter omgåelse af sådanne regler, kan tillige være i strid med god markedsføringsskik. I gennemgangen af kontraktvilkårene har man derfor måttet inddrage visse ufravigelige regler i købeloven, kreditaftaleloven og renteloven.

Det må dog understreges, at selvom et aftalevilkår ikke ville kunne tilsidesættes efter reglerne i aftaleloven eller et andet regelsæt, kan det godt være i strid med markedsføringslovens § 1. Der kan i den forbindelse henvises til bemærkningerne til lovforslag L 211 fremsat den 2. marts 1994, side 9, hvor det anføres:

»Bestemmelsen i markedsføringslovens § 1 er i øvrigt ikke begrænset til tilfælde, hvor et aftalevilkår er urimeligt, fordi det bevirker en skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser. § 1 finder også anvendelse på aftalevilkår, der fra et samfundsmæssigt hensyn er urimelige, fordi det modvirker gennemsigtighed på markedet eller usagligt påvirker købsbeslutninger«.

Vilkår bedømt alene efter aftalelovens regler

De kriterier, der er lagt til grund for bedømmelsen af standardvilkårene efter aftalelovens regler, kan sammenfattes således:

1. Kontraktvilkårene skal være udtryk for en rimelig afvejning af parternes modstående interesser. Det betyder, at vilkårene ikke usagligt og ensidigt må tilgodese den erhvervsdrivendes interesser på forbrugerens bekostning.
2. Vilkårene i en standardkontrakt skal være affattet klart og forståeligt, og usædvanlige og byrdefulde vilkår skal være særligt fremhævet.

Vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, afhænger af, hvilken type vare eller tjenesteydelse aftalen vedrører. Ved vurderingen af, om der er en rimelig balance mellem parternes pligter, kan de deklaratoriske (fravigelige) regler, herunder reglerne i købeloven, være vejledende for, hvad der er en rimelig balance.

Er vilkårene i en standardkontrakt uklare, vil dette medføre, at vilkåret bliver fortolket på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Er særligt byrdefulde vilkår ikke specielt fremhævet, vil dette kunne medføre, at man ikke antager, at vilkåret er blevet en del af aftalen, idet forbrugeren ikke har været bekendt med vilkåret/rækkeviden af vilkåret ved aftalens indgåelse.

Ansvarsbegrænsninger

Efter dansk rets almindelige regler er man, såfremt der foreligger et ansvarsgrundlag, som udgangspunkt erstatningsansvarlig for alle påregnelige tab, som den ansvarspådragende handling forårsager.

I flere af standardkontrakterne findes vilkår, hvorefter den erhvervsdrivendes ansvarsgrundlag begrænses til forsæt eller grov uagtsomhed. Forbrugerombudsmanden har flere gange givet udtryk for, at det ikke i forbrugerforhold er foreneligt med markedsføringsloven at begrænse det erstatningsansvar, der påhviler firmaerne efter dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen. Tab, der skyldes simpel uagtsomhed, bør derfor være omfattet af erstatningsansvaret.
Andre begrænsninger i erstatningsansvaret, fx således at der kun gives dækning op til et bestemt beløb, eller at kun direkte tab dækkes, vil efter omstændighederne tillige kunne tilsidesættes efter aftalelovens regler, ligesom sådanne vilkår kan være i strid med god markedsføringsskik.
Derimod er det ikke i strid med markedsføringsloven, at firmaerne fraskriver sig ansvaret for tab, der forvoldes ved udeblivelse med ydelsen i tilfælde af strejke eller anden force majeure. Imidlertid skal udeblivelse med ydelsen som følge af forhold omfattet af force majeure-klausuler medføre en forholdsmæssig reduktion af vederlaget.

Forbrugerens erstatningsansvar

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at aftalevilkår, der på forhånd fastsætter størrelsen af forbrugerens erstatningsansvar, uanset den erhvervsdrivendes reelle tab, må betragtes som usædvanlige og i almindelighed stiller forbrugeren væsentligt ringere end sædvanlige erstatningsretlige grundsætninger. Det må derfor som minimum efter markedsføringsloven kræves, at vilkåret er fremhævet tydeligt for forbrugeren i forbindelse med aftalens indgåelse. Selvom dette krav er opfyldt, finder Forbrugerombudsmanden det tvivlsomt, om standardvilkåret vil kunne gøres gældende mod en forbruger, idet det ikke er udtryk for en rimelig afvejning af parternes interesser.

I mange lejekontrakter vedrørende videobånd er forbrugerens erstatningsansvar ved bortkomst fastsat til et bestemt beløb til dækning af erstatningskøb samt driftstab. Den erhvervsdrivende kan imidlertid efter dansk rets almindelige regler alene kræve sit reelle tab erstattet. Dette medfører, at der ved erstatningsudmålingen skal tages hensyn til brug/slitage af båndet, samt at den erhvervsdrivende ved genanskaffelse kan fradrage momsen. Ved et eventuelt krav på driftstab, har den erhvervsdrivende bevisbyrden for, at båndet kunne være lejet ud til anden side, ligesom den erhvervsdrivende har pligt til at begrænse tabet ved at fremskaffe en erstatning for det bortkomne bånd inden rimelig tid (jf. Forbrugerklagenævnets årsberetning 1985 s.23-24)
Mange standardkontrakter vedrørende køb af bil indeholder vilkår, hvorefter forbrugeren forpligter sig til at betale en erstatning svarende til 10% af købesummen, hvis han uberettiget nægter at modtage den købte bil. Forbrugerklagenævnet har i to sager vedrørende sådanne vilkår henvist til den vejledende liste til direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår, hvor der i litra E er nævnt vilkår, hvis formål eller virkning er at pålægge en forbruger, som ikke opfylder en forpligtelse, en uforholdsmæssig stor godtgørelse, og har udtalt, at sælgeren kun kunne kræve erstatning i det omfang, han kunne godtgøre at have lidt et erstatningsberettiget tab, jf. købelovens § 30. Der foreligger dog (utrykt) domspraksis, som er i modstrid med Forbrugerklagenævnets opfattelse. (Der henvises til JÅ 1997, side 118.)

Bevisbyrderegler

Flere standardkontrakter indeholder endvidere regler om bevisbyrden, hvorefter det er op til den erhvervsdrivende at afgøre, om forbrugeren har handlet ansvarspådragende. Da den erhvervsdrivende efter dansk rets almindelige regler har bevisbyrden for, at forbrugeren har forårsaget skaden ved en ansvarspådragende handling, vil sådanne vilkår sædvanligvis være urimelige og i strid med markedsføringsloven, (jf. litra Q i bilag til direktiv om urimelige aftalevilkår). Ofte vil sådanne vilkår tillige indebære en urimelig ubalance i de pligter, der påhviler de to parter, da forbrugeren også har bevisbyrden, såfremt han vil gøre krav gældende overfor den erhvervsdrivende.

Ændring af vilkår i løbende aftaler

I langvarige kontraktforhold kan det som udgangspunkt ikke anses for urimeligt eller i strid med markedsføringsloven, at et firma forbeholder sig ret til at forhøje priserne eller i øvrigt ændre vilkårene i kontraktens løbetid, forudsat at ændringerne foretages med et rimeligt varsel, således at forbrugeren ved væsentlige ændringer har mulighed for at opsige kontrakten og kontrahere med en anden udbyder, inden ændringerne træder i kraft. Denne forudsætning er ikke opfyldt, hvis firmaet har betinget sig, at forbrugeren skal være bundet af aftalen i en vis periode. Vilkår der tillader den erhvervsdrivende at ændre kontraktvilkårene i uopsigelighedsperioden vil som oftest være udtryk for en ubalance mellem parterne alene til den erhvervsdrivendes fordel og dermed være i strid med god markedsføringsskik. (jf. Forbrugerombudsmandens vejledning om klubsalg og abonnementer fra 1998).

I visse kontraktforhold har forbrugeren ved aftalens indgåelse måttet afholde udgifter til etablering/tilslutning. Således koster installering af et tyverialarmanlæg 6-10.000 kr. En adgang for firmaet til ganske frit at forhøje abonnementsvederlaget eller andre løbende ydelser ville kunne bevirke, at forbrugeren ikke fik den forventede fordel af sin investering, idet det ofte ikke er muligt for ham at anvende anlægget i forbindelse med en aftale med en anden udbyder af vagt- og sikkerhedstjenester. I sådanne tilfælde har Forbrugerombudsmanden fundet det rimeligt, at firmaet i en vis periode efter aftalens indgåelse alene betinger sig ret til at forhøje vederlag mv. efter objektive, kontrollerbare kriterier, som fx nettoprisindekset, således at forbrugeren ikke mødes med helt upåregnelige ekstraomkostninger, før han har fået en rimelig nytte af sin investering. I det hele taget må kontraktvilkår, hvorefter en erhvervsdrivende betinger sig en ubegrænset ret til frit at forhøje vederlaget eller andre ydelser i et aftaleforhold, hvor forbrugerens mulighed for at skifte leverandør er begrænsede, antages at kunne tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36 og § 38c og ville være i strid med kravet om god markedsføringsskik. Der henvises herved til U1999.633SH i den af Forbrugerombudsmanden anlagte forbudssag mod Den Danske Bank og Finansrådet, hvor det blev forbudt banken i sine standardvilkår i aftaler med private kunder at forbeholde sig en efter vilkårenes ordlyd ubegrænset ret til ensidigt at ændre rente og provision samt ensidigt at opkræve gebyrer eller ændre gebyrsatserne, ligesom det blev forbudt Finansrådet at anbefale sine medlemmer at anvende sådanne vilkår. (Der henvises til JÅ 1998, side 29.) 

Uopsigelighed

I lejekontrakter og andre kontrakter vedrørende løbende tjenesteydelser er der ofte indsat vilkår om, at aftalen er uopsigelig i en vis periode. Forbrugerklagenævnet har i flere tilfælde tilsidesat vilkår om en urimelig lang uopsigelighedsperiode efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36 og i stedet fastsat opsigelsesvarslet til 3 måneder.

Forbrugere vælger ofte at indgå en lejeaftale, hvis de ønsker midlertidigt at gøre brug af fx en vaskemaskine eller et tv-apparat. De har derfor et klart behov for at kunne opsige lejeaftalen med et rimeligt varsel. Omvendt har udlejeren næppe nogen loyal interesse i at betinge lejeaftalerne af en længere uopsigelighedsperiode. Tværtimod vil dette kunne indikere, at der reelt er tale om et kreditkøb.
Medmindre der er særskilt hjemmel i lovgivningen til en længere uopsigelighedsperiode, eller den erhvervsdrivende har en loyal interesse i en længere uopsigelighedsperiode, fx fordi den erhvervsdrivende har afholdt betydelige udgifter i forbindelse med installering af et anlæg, bør løbende kontrakter kunne opsiges med et rimeligt varsel, hvilket sædvanligvis ikke kan overstige 3 måneder i forbrugerforhold.

Garantier

En garanti medfører, at det er garantigiveren, der skal sandsynliggøre, at en eventuel fejl skyldes udefra kommende begivenheder eller forbrugerens forhold. Funktionssvigt, der skyldes normal nedslidning i garantiperioden, vil være omfattet af garantien, medmindre de pågældende dele særskilt er undtaget fra garantien.

Ofte benyttes begrebet 1-års garanti i tilfælde, hvor sælgerens hensigt alene har været, at forbrugerens rettigheder skal svare til dem, der følger af købelovens almindelige regler. Det er imidlertid ikke tilladt at benytte begrebet garanti, medmindre forbrugerne får en væsentlig bedre retsstilling end den, der følger af lovgivningen, jf. markedsføringslovens § 4, stk. 1. Sådanne garantier vil samtidig kunne være i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1, idet brugen af udtrykket garanti i tilfælde, hvor der reelt ikke gives forbrugerne en bedre retsstilling end den, der følger af lovgivningen, kan være vildledende og egnet til at påvirke efterspørgslen. Overtrædelser af markedsføringslovens § 2 kan straffes med bøde.
Efter markedsføringslovens § 4, stk. 2, skal den erhvervsdrivende klart og tydeligt informere forbrugeren om garantiens indhold, hvorledes den gøres gældende, og at forbrugerens ufravigelige regler efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Forbrugerne kan forlange at få udleveret garantien skriftligt. I givet fald skal garantierne være affattet på dansk. § 4, stk. 2, trådte i kraft den 1. juli 1999, og Forbrugerombudsmanden har endnu ikke behandlet sager vedrørende denne bestemmelse.
Specielt i forbindelse med handel med brugte biler anvendes garantitermen ofte på en særdeles vildledende måde. Forhandlerne gør sig ikke klart, at når de anvender ordet garanti uden forbehold, vendes bevisbyrden om, således at forbrugeren kan kræve, at forhandleren vederlagsfrit reparerer fejl, der viser sig inden for garantiperioden, med mindre forhandleren godtgør, at fejlen er forårsaget af en hændelig begivenhed eller forbrugerens fejlbehandling af bilen.
Ofte fremgår det af garantierklæringen, at reparationer forårsaget af »almindelig slitage« er undtaget fra garantiens dækningsområde. Det forholder sig jo imidlertid således, at fejl, som er forårsaget af en slitage, der ikke kan betegnes som »almindelig«, fx en totalt opslidt motor ved 150.000 km, og som derfor normalt ikke vil være forventelig, typisk vil udgøre en mangel i købelovens forstand. Bilen er nemlig i så fald ringere, end køberen var berettiget til at forvente, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Allerede efter de ufravigelige regler i købeloven har forbrugeren derfor i sådanne tilfælde krav på vederlagsfri afhjælpning. Så i stedet for at give forbrugeren en væsentlig bedre retsstilling, søger garantitilsagnet at begrænse de rettigheder, forbrugeren har efter lovgivningen.
Forbrugerombudsmanden er i gang med forhandlinger med branchen for at få bilforhandlerne til at ophøre med at anvende disse vilkår, som i høj grad er egnede til at vildlede forbrugerne med hensyn til deres retsstilling, og som i mange tilfælde får forbrugerne til at opgive deres ellers berettigede krav.
Det er blevet mere almindeligt at sælge forsikringer i forbindelse med køb af varer, fx vaskemaskiner, computere mv. Forsikringerne dækker som udgangspunkt udgifter til reparation eller ombytning, hvis varen går i stykker. Stiller forsikringen ikke forbrugeren bedre end købelovens regler eller en eventuel garanti, er den i realiteten værdiløs, og forbrugeren vil kunne kræve udgifterne til forsikringspræmien tilbagebetalt. Forbrugerklagenævnet har således i en afgørelse fra 1998 afgjort, at en radio/tv-forretning skulle betale forsikringspræmien tilbage til forbrugeren, da man havde solgt forbrugeren en 4-årig forsikring, selvom der var 3 års garanti på den købte computer, og da forsikringen ikke stillede forbrugeren bedre i garantiperioden. En erhvervsdrivende har ved salg af forsikringer knyttet til deres varer pligt til at oplyse kunderne om eventuelle garantier, hvad disse dækker, samt hvad forskellen mellem garantien og forsikringen er.

Vilkår bedømt efter præceptiv lovgivning
Kreditaftaleloven
Sælgers oplysningspligt

Ved kreditkøb skal en række oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår ifølge kreditaftalelovens § 9 gives skriftligt »ved indgåelsen« af kreditaftalen. Kravet indebærer, at oplysningerne skal gives på det tidspunkt, hvor forbrugeren bliver bundet af en kreditkøbsaftale. I visse kontraktforhold, fx ved køb af biler, anvendes ofte både en salgsslutseddel og en købekontrakt. Typisk indeholder slutsedlen ikke de fornødne oplysninger om kreditomkostninger mv. herunder kreditomkostningerne angivet som et beløb, jf. § 9, stk. 1, nr. 3. Disse oplysninger fremgår kun af købekontrakten, som imidlertid er underskrevet flere dage senere end slutsedlen. Da forbrugeren er bundet allerede fra underskrivelsen af slutsedlen (når denne ikke indeholder noget forbehold), er kravet om, at kreditoplysningerne skal gives ved aftalens indgåelse, således ikke opfyldt. Det følger herefter af lovens § 23, stk. 1, at forbrugeren alene skal betale lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til diskontoen med et tillæg på 5%.

Forkøbsret til lejede genstande

Inden for udlejning af hårde hvidevarer samt radio og tv synes det at være en udbredt praksis, at lejeren har mulighed for at købe det lejede, selvom det udlejede ifølge lejevilkårene er og forbliver udlejers ejendom, og selvom lejevilkårene ikke indeholder bestemmelser om forkøbsret.

En køberet knyttet til en lejeaftale rejser spørgsmålet, om aftalen reelt er et køb med ejendomsforbehold, således at der foreligger en omgåelse af kreditaftalelovens bestemmelser. Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2 anses som køb med ejendomsforbehold også »en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den«.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at de ufravigelige krav om blandt andet mindsteudbetaling og kreditoplysninger samt reglerne om sælgers fyldestgørelse for sit tilgodehavende, som kreditaftaleloven opstiller, ikke gøres illusoriske ved, at aftalen benævnes leje, selvom der reelt er tale om et kreditkøb.
Det beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, om der ved aftalens indgåelse reelt forelå en aftale om køb. Der må i den forbindelse blandt andet lægges vægt på, om der er givet tilsagn om forkøbsret, om der er aftalt længere tids uopsigelighed, om lejeren opnår reduktion af lejegenstandens pris ved hel eller delvis godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger samt på lejegenstandens karakter. (Der henvises til UFR 1963, p. 657Ø og til JÅ 1998, side 105-106.)
Hvis en lejeaftale reelt er et køb med ejendomsforbehold, indebærer det, at parternes kontraktforhold er omfattet af kreditaftaleloven, hvis bestemmelser i forbrugeraftaler ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovens § 7, stk.1. Er den nødvendige mindsteudbetaling på 20% af kontantprisen ikke betalt, er ejendomsforbeholdet ikke gyldigt, og ejendomsretten til det købte er derfor overgået til forbrugeren. Samtidig har forbrugeren ikke ved aftalens indgåelse fået de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som han har krav på efter kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningen heraf er efter § 23, stk. 1, at forbrugeren ikke i kontraktforholdet kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%.
Forbrugerombudsmanden har over for brancherne henstillet, at kreditaftalelovens bestemmelser overholdes, således at der oprettes en købekontrakt med ejendomsforbehold, såfremt det ved aftalens indgåelse er hensigten, at forbrugeren skal blive ejer af genstanden.

Renteloven
Rykkergebyr

Ofte betinger de erhvervsdrivende sig i kontrakterne et rykkergebyr, der væsentligt overstiger deres omkostninger ved rykkerproceduren - eller de afkræver forbrugeren et sådant gebyr uden hjemmel i kontrakten.

Det er Forbrugerombudsmandens holdning, at opkrævning af rykkergebyrer skal have hjemmel i kontrakten, og at størrelsen af gebyret ikke bør overstige de faktiske omkostninger, der er forbundet med at udsende en rykkerskrivelse.
Forbrugerklagenævnet har i flere afgørelser tilsidesat vilkår om rykkergebyrer, idet nævnet udtalte, at vilkåret må ses i lyset af rentelovens bestemmelser. Det følger af rentelovens §§ 5 og 7, som i forbrugeraftaler ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, at den erhvervsdrivende ikke i morarente kan beregne sig en højere rente end en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5%. Vilkår, som reelt tilsigter at omgå rentelovens ufravigelige bestemmelser, må i almindelighed tilsidesættes som værende helt eller delvis uforbindende for forbrugeren, jf. herved aftalelovens § 38 c, sammenholdt med § 36.
Et rykkergebyr, hvis størrelse væsentligt overstiger kreditors omkostninger ved udsendelse af en betalingsanmodning, må antages primært at have til formål at virke som pressionsmiddel for at få forbrugeren til at betale og er dermed i strid med rentelovens beskyttelsesformål. Det har på denne baggrund været nævnets opfattelse, at et rykkergebyr ikke væsentligt må overstige kreditors merudgifter til porto, papir, kuverter og administration. I en konkret sag har nævnet i mangel af modstående oplysninger fra den erhvervsdrivende anslået, at udgifterne hertil i hvert fald ikke kan have oversteget 50 kr. pr. rykkergebyr.
Samtidig har nævnet udtalt, at det måtte anses for at være i strid med rentelovens beskyttelsesregler løbende at fremsende gentagne betalingsanmodninger med krav om betaling af rykkergebyrer. Heraf følger bl.a., at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser, for hvilke der kan kræves gebyr. Dette maksimum har Forbrugerklagenævnet fundet som udgangspunkt passende kunne fastsættes til 3 rykkerskrivelser, idet kreditor, når dette antal rykkerskrivelser er afgivet, i almindelighed bør tage stilling til, om det skyldige beløb skal inddrives ved retslig inkassation, eller om kreditor vil acceptere en henstands- eller afdragsordning.
Pengeinstitutankenævnet har ligeledes nedsat størrelsen af finansielle institutters rykkergebyrer. Dette ankenævn har fastsat et rimeligt rykkergebyr til 100 kr. og har ligesom Forbrugerklagenævnet udtalt, at der ikke bør kræves gebyr for mere end tre rykkere. Da de pågældende finansielle institutter har meddelt, at man ikke agter af efterleve Pengeinstitutankenævnets afgørelser, vil disse sager blive indbragt for retten, og Forbrugerombudsmanden vil indtræde på vegne af klageren, for på denne måde at forhindre opkrævning af urimelige rykkergebyrer.
Forbrugerombudsmanden har den 18. oktober 1999 foretaget indberetning til Justitsministeriet om spørgsmålet om rykkergebyrer.

Købeloven

Specielt inden for handelen med brugte biler anvendes ofte reklamationsbestemmelser, der er i strid med købelovens ufravigelige regler om forbrugerkøb. I visse tilfælde er der tale om fortrykte standardvilkår, i andre om individuelle aftaler. Ofte anvendes vilkår, hvorefter der ydes »reklamationsret med 50% i de første 30 dage, dog højst indtil 5.000 kørte km.« Og »reklamationsretten« kan være begrænset til fx motor, gearkasse og bagtøj.

Sådanne vilkår strider mod den ufravigelige regel i købelovens § 83, hvorefter forbrugeren kan reklamere over mangler ved salgsgenstanden inden for et år efter leveringen, ligesom hans mangelsbeføjelser ikke kan begrænses til alene at gælde for visse dele af salgsgenstanden. Sådanne vilkår tilsidesættes derfor af Forbrugerklagenævnet.
Vilkårene er klart i strid med kravet om god markedsføringsskik og vil tillige efter omstændighederne kunne anses for omfattet af markedsføringslovens § 2, stk. 1, om vildledende markedsføring, idet de er egnede til at bringe forbrugeren i vildfarelse med hensyn til hans retsstilling.

Forbrugerombudsmandens retsmidler

Forbrugerombudsmanden skal i medfør af markedsføringslovens § 15, stk. 1, føre tilsyn med, at loven overholdes. Tilsynet skal navnlig udøves ud fra hensynet til forbrugeren. Ifølge markedsføringslovens § 16, stk. 1, skal Forbrugerombudsmanden først og fremmest søge at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem forhandling. Han kan - ligeledes på baggrund af forhandlinger - udstede generelle retningslinier for markedsføring på forskellige områder. Såfremt der kan opnås enighed herom med de erhvervs- og forbrugerorganisationer, der deltager i forhandlingerne, kan det i retningslinierne bestemmes, at de kan danne grundlag for udstedelse af påbud, jf. mfl. § 17, stk. 2, til et medlem af de organisationer, der har deltaget i forhandlingerne.

Det er imidlertid en svaghed ved disse retsmidler, at de alene kan fungere, hvis der i de relevante brancheorganisationer er vilje til at indgå i forhandlinger. Hvor en sådan vilje mangler, sættes markedsføringsloven ud af funktion som følge af dens opbygning omkring forhandling.

Sammenfatning

Såvel Forbrugerombudsmandens som Forbrugerklagenævnets praksis viser, at både markedsføringsloven og de civilretlige regler tilsiger, at de erhvervsdrivende ved udformningen af deres kontraktvilkår i forbrugerforhold tilstræber, dels at vilkårene formuleres klart, og dels at de er udtryk for en rimelig balance mellem de fordele, de erhvervsdrivende tillægger sig selv, og de rettigheder, der indrømmes forbrugerne.

Bilag til direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår, jf. artikel 3, stk. 3:

Kontraktvilkår, hvis formål eller virkning er følgende:

• a) At udelukke eller begrænse den erhvervsdrivendes lovbestemte ansvar i tilfælde af, at forbrugeren dør eller beskadiges legemligt som følge af en handling eller en udeladelse fra den erhvervsdrivendes side.
• b) At udelukke eller på uhensigtsmæssig vis at begrænse forbrugerens lovbestemte rettigheder over for den erhvervsdrivende eller en anden part i tilfælde af, at den erhvervsdrivende ikke har opfyldt forpligtelserne efter aftalen, eller kun har opfyldt dem delvist eller mangelfuldt, herunder muligheden for at udligne en gæld til den erhvervsdrivende med et tilgodehavende hos denne.
• c) At skabe en bindende forpligtelse for forbrugeren, medens den erhvervsdrivendes ydelser er underlagt en betingelse, hvis opfyldelse alene afhænger af hans vilje.
• d) At tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb, når denne ikke ønsker at indgå eller gennemføre aftale, uden at forbrugeren har ret til en godtgørelse af tilsvarende størrelse fra den erhvervsdrivende, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opgiver aftalen.
• e) At pålægge en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse.
• f) At tillade den erhvervsdrivende at opsige aftalen efter forgodtbefindende, med mindre der gives forbrugeren samme mulighed, som at tillade den erhvervsdrivende at beholde et af forbrugeren indbetalt beløb for tjenesteydelser, som den erhvervsdrivende endnu ikke har leveret, hvis det er den erhvervsdrivende selv, der opsiger aftalen.
• g) At tillade den erhvervsdrivende uden rimeligt varsel at bringe en aftale indgået på bestemt tid til ophør, med mindre der er alvorlige grunde hertil.
• h) Automatisk at forlænge en aftale med begrænset varighed, hvis forbrugeren ikke har givet udtryk for ønske om det modsatte, når den dato, der er fastsat som sidste frist for forbrugeren til at give udtryk for sit ønske om, at aftalen ikke skal forlænges, ligger urimeligt langt fra datoen fra aftalens udløb.
• i) Bindende for forbrugeren at fastslå, at denne har accepteret vilkår, som han rent faktisk ikke har haft mulighed for at stifte bekendtskab med inden aftalens indgåelse.
• j) At tillade den erhvervsdrivende ensidigt at ændre kontraktvilkårene uden gyldig og i aftalen anført grund.
• k) At tillade den erhvervsdrivende ensidigt uden gyldig grund at ændre egenskaber ved det produkt eller den tjenesteydelse, der skal leveres.
• l) At bestemme, at vareprisen skal afgøres på leveringstidspunktet, eller at tillade sælgeren af en vare eller leverandøren af tjenesteydelser at sætte prisen op, uden at forbrugerne i begge tilfælde har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgåelse.
• m) At give den erhvervsdrivende ret til at afgøre, om den leverede vare eller tjenesteydelse opfylder kontraktvilkårene, eller at give denne en ensidig ret til at fortolke det enkelte kontraktvilkår.
• n) At begrænse den erhvervsdrivendes pligt til at respektere de forpligtelser, som dennes befuldmægtigede har indgået, eller at gøre den erhvervsdrivendes forpligtelser betinget af, at en særlig formalitet overholdes.
• o) At pålægge forbrugeren pligt til at opfylde sine forpligtelser, selvom den erhvervsdrivende ikke opfylder sine.
• p) At give den erhvervsdrivende mulighed for uden forbrugerens samtykke at overdrage aftalen, når dette kan føre til en forringelse af forbrugerens garanti.
• q) At ophæve eller indskrænke forbrugerens adgang til at rejse søgsmål eller benytte andre retsmidler, navnlig ved at pålægge forbrugeren et krav om udelukkende at lade eventuelle tvister afgøre ved voldgift, der ikke er omfattet af retlige bestemmelser, ved uretmæssigt at begrænse de bevismuligheder, som forbrugeren har til rådighed, eller ved at pålægge denne en bevisbyrde, der ifølge gældende ret ligger hos en anden aftalepart.

1.2. Standardvilkår vedrørende udlejning af radio og tv samt hårde hvidevarer. Omgåelse af kreditaftaleloven ved indgåelse af lejeaftaler med køberet
1.2.1. Forbrugerombudsmandens standardkontraktsgennemgang

Som det fremgår af punkt 1.1. har Forbrugerombudsmanden undersøgt de standardvilkår, der anvendes af de største udlejningsvirksomheder, inden for udlejning af radio/tv og hårde hvidevarer til forbrugere. Bedømmelsen er foretaget i overensstemmelse med det grundlag, der er angivet i artiklen om standardvilkår i forbrugerkontrakter. De vilkår, der kan rejses kritik af, er i vidt omfang ens i de undersøgte brancher.

Generelt har gennemgangen af radio- og tv-branchen og hårde hvidevarebranchens vist, at standardvilkårene indeholder temmelig meget om forbrugerens forpligtelser og ikke meget om udlejerens forpligtelser. Vilkårene stiller i betydelig grad forbrugeren ringere end efter gældende ret.
Forbrugerombudsmanden har blandt andet fokuseret på vilkår om uopsigelighed i en længere periode fra aftalens indgåelse og på rykkergebyrers størrelser. Der henvises til punkt 1.1. Af andre vilkår Forbrugerombudsmanden har vurderet kan nævnes følgende:

• Lejeren skal ved lejemålets ophør erstatte enhver forringelse, der ikke kunne forventes ved sædvanlig brug. Forbrugerombudsmanden fandt, at efter dansk rets almindelige regler bærer udlejeren som udgangspunkt risikoen for det lejedes hændelige beskadigelse eller undergang, mens lejeren kun er ansvarlig efter en culparegel. Det betyder, at lejeren kun ifalder et erstatningsansvar, hvis der er handlet forsætligt eller uagtsomt. Vilkåret kunne derfor ikke accepteres.
• Nogle af udlejningsvirksomhederne anvender et vilkår, hvorefter udlejer fraskriver sig ethvert ansvar for ulemper, forstyrrelser eller andet økonomisk tab, der er en følge af fejl eller mangler ved det lejede. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse strider et sådant vilkår, som indebærer, at udlejer ikke er erstatningsansvarlig for økonomisk tab forårsaget af fejl ved det lejede, imod de i retspraksis udviklede regler om erstatning i kontrakt og om produktansvar og er åbenbart urimeligt.
• Lejeren skal holde det lejede forsikret mod enhver skade i lejeperioden. Forsikringen skal dække anskaffelse til nyværdi. Hertil bemærkede Forbrugerombudsmanden, at lejeren alene bør være forpligtet til at lade det lejede være omfattet af en almindelig indboforsikring eller, hvor der ikke er tegnet en indboforsikring, der også dækker lejede genstande, være forpligtet til at tegne en forsikring til dækning af hændelige skader på det lejede.
• Der ydes ikke reduktion i lejen for den tid, det lejede ikke kan benyttes som følge af opståede fejl og mangler. Forbrugerklagenævnet har behandlet spørgsmålet om betaling af leje i en reparationsperiode. Nævnet fandt, at hvis det lejede ikke kunne tilbageleveres i repareret stand straks, kunne lejeren ikke kræves leje for reparationsperioden. Vilkåret har sammenhæng med udlejers pligt til at reparere det lejede.
• I kontrakterne var anført, at udlejeren skal holde det lejede i funktionsdygtig stand, og at service udføres snarest muligt. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse giver en sådan bestemmelse ikke forbrugeren den fornødne sikkerhed for at have et funktionsdygtigt apparat i lejeperioden. Det bør yderligere fremgå, at kan en reparation ikke udføres inden for et par dage, stilles et andet tilsvarende apparat til forbrugerens rådighed. I modsat fald må forbrugeren efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have ret til at kræve sig frigjort fra lejeaftalen.
• Flytning af det lejede forudsætter godkendelse af udlejer. Forbrugerombudsmanden anførte, at såfremt udlejeren ikke godkender en flytning af det lejede, må lejeren være berettiget til at kræve sig løst af lejekontrakten, og dette bør fremgå af lejevilkårene.
• Forbrugerombudsmanden fandt, at vilkåret om udlejers adgang til at ophæve lejeaftalen - udlejer kan hæve kontrakten uden varsel, hvis lejer misligholder sine forpligtelser, herunder især ved vanrøgt, manglende forsikring eller manglende betaling - bør ændres. Da en kontraktspart ifølge dansk rets almindelige regler som udgangspunkt kun kan ophæve en aftale, såfremt der foreligger væsentlig misligholdelse, mener Forbrugerombudsmanden, at det bør afspejles i vilkåret, at udlejerens ret til at ophæve lejeaftalen forudsætter en væsentlig misligholdelse fra lejerens side, herunder at lejer trods påkrav ikke har bragt forholdet i orden.
• Af flere af udlejningsvirksomhedernes lejevilkår fremgår, at udlejer er berettiget til at overdrage forpligtelser og rettigheder ifølge kontrakten til tredjemand. Forbrugerombudsmanden pegede på, at i formueretten er det som regel kun rettigheder - og ikke også forpligtelser - der kan overdrages. Overdrager udlejer samtlige rettigheder og pligter i henhold til lejeaftalen til tredjemand, vil lejeren derfor alligevel kunne fastholde udlejeren på pligterne. Lejeren kan også vælge at opsige aftalen som følge af debitorskiftet.
• Vedrørende vilkår eller praksis omkring lejerens tilbagelevering af det lejede anførte Forbrugerombudsmanden, at det bør fremgå klart, at det påhviler udlejeren - i hvert fald når der er tale om større apparater - at afhente det lejede ved lejemålets ophør. Hvis udlejeren ønsker at kræve betaling herfor, skal det udtrykkeligt fremgå af kontrakten.
• Forbrugeren får undertiden ved leje af radio/tv og hårde hvidevarer en ret til at købe det lejede eller et tilsvarende produkt af samme alder. Vilkårene for køb kan variere med hensyn til, hvornår produktet kan købes, og hvordan den indbetalte leje bliver fratrukket i den købesum, som forbrugeren skal betale for produktet. Sådanne ordninger kan indebære en omgåelse af kreditaftalelovens regler om køb med ejendomsforbehold, jf. nærmere beskrivelsen af problemstillingen under afsnittet nedenfor om Forbrugerklagenævnets afgørelser i denne type sager.

Hvor udlejningsvirksomhederne endog havde annonceret med retten til at købe det lejede eller noget tilsvarende, påpegede Forbrugerombudsmanden, at det efter hans opfattelse er nærliggende at anse en sådan ordning for omfattet af kreditaftalelovens § 6,
stk. 2. Og da ordningen enten er i strid med eller i hvert fald gør overtrædelse af kreditaftaleloven nærliggende, fandt Forbrugerombudsmanden ordningen i strid med god markedsføringsskik. Han henstillede, at virksomhederne ophørte med at markedsføre og praktisere ordningen. I stedet må de enten indgå lejeaftaler, der ikke indeholder elementer af køberet og refusion af lejebetalinger, eller oprette købekontrakter med ejendomsforbehold, der respekterer kreditaftalelovens regler, bl.a. om mindsteudbetaling og oplysning om Kreditomkostninger.

Udlejningsvirksomhederne har på en række punkter været indstillet på at ændre lejekontrakterne, mens virksomhederne på andre punkter ikke umiddelbart har været enige i Forbrugerombudsmandens synspunkter, først og fremmest om minimumslejeperioden, rykkergebyrer og spørgsmålet om omgåelse af kreditaftalelovens § 6, stk. 2.

Forbrugerombudsmanden meddelte udlejningsvirksomhederne, at han fastholdt sin henstilling om, at minimumslejeperioden ændres til 3 måneder. Vedrørende rykkergebyrer oplyste han at være indtrådt i to retssager om størrelsen af rykkergebyrer, opkrævet af pengeinstitutter, og at han foreløbig vil afvente udfaldet af disse sager.

Forbrugerombudsmanden har vedrørende omgåelsesproblematikken meddelt udlejningsvirksomhederne, at såfremt de sager, der nu er afgjort i Forbrugerklagenævnet, jf. nedenfor, ikke bliver efterlevet af virksomhederne, er han indstillet på at søge spørgsmålet afklaret ved domstolene. Det samme gælder, hvis udlejningsvirksomhederne fortsætter med at benytte lejeordninger med forkøbsret, og hvor den indbetalte leje i et vist omfang fradrages i købesummen.

Forbrugerombudsmanden forhandler fortsat om lejevilkårene. Forbrugerombudsmanden har anmodet udlejningsvirksomhederne om at modtage deres reviderede standardlejekontrakter og vil foretage en fornyet gennemgang af kontrakterne. (1999-410/5-2)

1.2.2. Forbrugerklagenævnets afgørelser i sager om omgåelse af kreditaftaleloven ved indgåelse af lejeaftaler med køberet

En køberet knyttet til en lejeaftale rejser spørgsmålet, om aftalen reelt er et køb med ejendomsforbehold, således at der foreligger en omgåelse af kreditaftalelovens bestemmelser. Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, anses som køb med ejendomsforbehold også »en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den«.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at de ufravigelige krav om blandt andet mindsteudbetaling og kreditoplysninger, som kreditaftaleloven opstiller, ikke gøres illusoriske ved, at aftalen benævnes leje, selvom der reelt er tale om et kreditkøb.

Når en lejeaftale reelt er et køb, indebærer dette, at kreditaftalelovens bestemmelser finder anvendelse. Efter kreditaftalelovens
§ 34, stk. 1, nr. 4, er et ejendomsforbehold kun gyldigt, hvis sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20% af kontantprisen. Er betingelsen ikke opfyldt, er ejendomsretten overgået til køberen, og sælger kan ikke tilbagetage det købte i tilfælde af misligholdelse.

Ved kreditkøb har forbrugeren samtidig ved kontraktens indgåelse krav på at få de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningen af, at forbrugeren ikke som påbudt efter § 9, stk. 1, nr. 3, har fået samtlige kreditomkostninger angivet som ét samlet beløb, er efter lovens § 23, stk. 1, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%.

Forbrugerklagenævnet har i årenes løb jævnligt tilsidesat lejeaftaler og leasingkontrakter som værende et kreditkøb med den virkning, at forbrugeren, som ejer af den genstand aftalen angik, alene skulle betale kontantprisen og en årlig rente heraf svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%. Der henvises til JÅ 1998, side 105 og side 126, JÅ 1996, side 147, JÅ 1995, side 150 og 223, Forbrugerklagenævnets årsberetning 1985, side 78, og Forbrugerklagenævnets årsberetning 1979, side 53 og side 63.

En omtale af omgåelsesproblematikken i tv-udsendelsen »Rene ord for pengene« førte til, at Forbrugerklagenævnet i løbet af efteråret 1999 modtog 118 henvendelser fra forbrugere, der havde indgået lejeaftaler med forkøbsret. Forbrugerne gjorde gældende, at der var tale om et kreditkøb og krævede købsprisen opgjort efter kreditaftalelovens bestemmelser.

Hovedparten af henvendelserne vedrørte lejeaftaler indgået med FONA gruppen A/S og Fredgaard Radio A/S.

Fonas lejekontrakter indeholdt i lejebetingelserne en bestemmelse om, at det lejede ikke kan erhverves af lejeren. Samtidig fik de fleste af klagerne imidlertid ved aftalens indgåelse udleveret et »bevis« med blandt andet følgende indhold:

»Ved forevisning af dette bevis kan De efter, at have lejet det på ovenstående lejeaftale specificerede udstyr i 60 måneder købe tilsvarende udstyr (af samme alder) for kun 1 krone.«

Også i forbindelse med hovedparten af Fredgaards lejeaftaler var aftalt en forkøbsret, idet der med lejekontrakterne fulgte et certifikat, hvori blandt andet fremgik:

»En stor fordel ved at leje hos Fredgaard er, at du efter 5 år med samme, uændrede lejekontrakt kan købe et apparat magen til det lejede for 1 krone! Nederst i brevet finder du et certifikat, der viser, at du ret til det favorable køb. Gem venligst certifikatet!«

De første 10 klagesager har været forelagt for nævnet, som i alle sagerne gav forbrugeren medhold i, at der reelt forelå et kreditkøb, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2. (1999-4012/7-631, 1999-4012/7-633, 1999-4012/7-636, 1999-4012/7-646, 1999-4012/7-651, 1999-4012/7-666, 1999-4012/7-668, 1999-4012/7-691, 1999-4012/7-700 og 1999-4012/7-685).

I nævnets afgørelser gøres rede for lovforarbejderne til denne bestemmelse:

Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, svarer fuldstændig til § 2, stk. 2, i lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit, som bestemmelsen har afløst. En helt tilsvarende bestemmelse fandtes allerede i § 1, stk. 2, i lov nr. 244 af 8. maj 1917 om køb på afbetaling. Bestemmelsen var indsat i loven med følgende begrundelse, jf. Rigsdagstidende 1916-17, tillæg A, sp. 2522:

»...giver den selvfølgelige Regel, at man ikke kan unddrage en Transaktion, der i Virkeligheden er et Salg på Afbetaling, fra Lovens Regler ved at give den en anden Benævnelse eller Form. Loven vil således være at bringe i anvendelse på en Aftale, hvor Vederlaget erlægges under Navn af Leje, og der gives Lejeren Ret til efter Lejekontraktens Opfyldelse at erhverve Ejendomsret over Tingen ved Betaling af et ubetydeligt Beløb«.

Der er i forarbejderne til kreditkøbslovens § 2, stk. 2, bl.a. anført følgende, jf. betænkning nr. 839/1978 om køb på kredit, s. 59:

»Til stk. 2. Udkastets § 2, stk. 2, svarer i realiteten fuldstændig til den gældende afbetalingslovs § 1, stk. 2, om hvilken der henvises til Torben Jensen, Afbetaling (1970), p. 397-414, ...«

Om afgrænsningen mellem kontrakter, som henhørte under afbetalingslovens § 1, stk. 2, og andre kontrakter, er af Torben Jensen i Afbetaling, s. 402-403, bl.a. anført følgende:

»Bestemmelsen omfatter for det første enhver overenskomst om brug af en ting mod vederlag, når det enten i selve kontrakten eller ved særskilt vedtagelse (eventuelt i strid med dokumentets formelle indhold) er aftalt, at køberen bliver ejer, når et vist lejebeløb er betalt.

Den omfatter endvidere tilfælde, hvor ejendomsretten ikke automatisk overgår til lejeren, men hvor han efter betaling af aftalte lejeterminer har valgfrihed (optionsret) til at forlange lejegenstanden overdraget til eje, enten uden videre eller mod betaling af en nominel købesum eller et beløb, som i ikke uvæsentlig grad afviger fra dens fulde værdi på det tidspunkt, den angivne ejendomsoverdragelse finder sted. Motiverne nævner i denne forbindelse den klare situation, hvor beløbet er ubetydeligt, men tilsvarende må antages i andre tilfælde, når aftalen bærer tydeligt præg af manglende normalitet. Det er afgørende, om lejeren opnår reduktion af lejegenstandens pris ved hel eller delvis godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger.

Endelig viser udtrykket »må antages at have været meningen,« at bestemmelsen ikke alene omfatter tilfælde, hvor adgangen til at blive ejer af lejegenstanden er udtrykkelig aftalt, men også hvor den er stiltiende forudsat mellem parterne, og at betingelserne for at anvende denne bevisformodningsregel er forholdsvis lempelige.«

Beskyttelsen af køberen i forbrugerkøb med ejendomsforbehold blev udvidet væsentligt med gennemførelsen i 1983 af kreditkøbsloven, og denne beskyttelse blev i 1991 videreført med gennemførelsen af kreditaftaleloven. Samtidig med gennemførelsen af denne øgede beskyttelse blev der indført »et enstrenget kreditsikringssystem« med forbud mod, at kreditsælgeren i forbrugerkøb kunne tage pant i det solgte, jf. kreditkøbslovens § 9, som er afløst af kreditaftalelovens § 21. Baggrunden herfor var, at det blev anset for ønskeligt, at sælgerne (og evt. tredjemænd) blev henvist til at tage ejendomsforbehold, hvis de ønskede sikkerhed i det solgte for deres krav, jf. herved betænkning nr. 839/78 om køb på kredit, s. 40.

Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, skal sikre, at kreditsælgeren heller ikke kan komme uden om den øgede køberbeskyttelse i forbrugerkøb med ejendomsforbehold ved at lade aftalen fremstå som en aftale om leje.

Nævnet lagde efter en samlet vurdering til grund, at det ved indgåelsen af aftalerne måtte antages at have været meningen, at klagerne skulle blive ejer af det lejede. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges særskilt vægt, om klagerne ved aftalens indgåelse alene fik tilsagn om efter 60 måneder at kunne købe tilsvarende udstyr for 1 kr., idet det måtte lægges til grund, at det reelt var meningen, at det var den genstand, aftalen vedrørte, som klagerne efter 60 måneder kunne overtage for 1 kr. Aftalerne var således omfattet af kreditaftaleloven, hvis bestemmelser ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovens § 7, stk. 1.

Da der forelå et forbrugerkreditkøb, og klagerne ikke ved kontraktens indgåelse som påbudt efter lovens § 9, stk. 1, nr. 3, havde fået samtlige kreditomkostninger angivet som ét samlet beløb, kunne klagerne efter § 23, stk. 1, ikke tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%.

Klagerne, der i de omhandlede sager havde betalt leje i mellem 4 og 5 år, havde herefter krav på tilbagebetaling af det for meget betalte i leje. I de fleste af sagerne skulle indklagede tilbagebetale mellem 2 og 3 års leje.

Fona havde i sagerne anført en række argumenter til støtte for, at de indgåede aftaler ikke var omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2. Nævnet bemærkede hertil følgende:

Indklagede har for det første anført, at det ikke ved aftalens indgåelse har været meningen, at klageren nødvendigvis skulle blive ejer af det lejede udstyr, idet udnyttelse af køberetten blot var en blandt flere muligheder for at afslutte forløbet.

Som det imidlertid fremgår af det oven for anførte citat fra Torben Jensen, Afbetaling, omfatter afbetalingslovens § 1, stk. 2 - og dermed kreditaftalelovens § 6, stk. 2 - også tilfælde, hvor lejeren efter betaling af aftalte lejeterminer har valgfrihed (optionsret) til at forlange lejegenstanden overdraget til eje mod reduktion af lejegenstandens pris ved hel eller delvis godskrivning af de hidtidige lejebetalinger. Der kan herved også henvises til kreditkøbsudvalgets betænkning nr. 876/79 vedrørende udlejning af løsøre, hvor der på s. 6 bl.a. er anført følgende:

»I de tilfælde, hvor der indrømmes lejeren en køberet, ..., vil denne omstændighed efter praksis medføre, at forholdet henføres under afbetalingslovens § 1, stk. 2, jf. også § 2, stk. 2, i udvalgets lovudkast i betænkningen om køb på kredit.«

Klageren vil efter at have betalt leje i 60 måneder have betalt, hvad der svarer til genstandens kontantpris med tillæg af kreditomkostninger. Ved herefter at kunne overtage genstanden for et symbolsk beløb opnår klageren derfor at kunne overtage den ved godskrivning af de hidtidige lejebetalinger. Denne situation er efter nævnets opfattelse klart omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2.

Indklagede har dernæst henvist til, at den indgåede aftale giver klageren en række fordele, som klageren ikke ville have haft, hvis klageren havde købt genstanden på kredit, hvorfor der må antages at foreligge en reel lejeaftale og ikke et kreditkøb.

Nævnet er ikke enig i, at kontrakten er mere fordelagtig for klageren, end et køb på kredit ville have været.

Indklagede har bl.a. henvist til, at man i sine kataloger sideløbende med lejetilbudene har annonceret med køb finansieret ved lån formidlet gennem indklagedes finansieringsselskab danMAX, og at leje i 5 år med køberet kunne være lidt billigere end at benytte et danMAX-lån. Da indklagede gennem lejeaftalen har tilsigtet som ejer at have sikkerhed i den udlejede genstand, er den indgåede aftale imidlertid ikke sammenlignelig med køb finansieret gennem et finansieringsselskab, hvor kreditomkostningerne bl.a. som følge af den manglende sikkerhed typisk er meget høje. I det omfang »lejemodelaftalen« måtte være konkurrencedygtig på prisen, kan der således ikke bortses fra, at dette bl.a. skyldes indklagedes forsøg på at få sikkerhed i det »lejede« gennem en omgåelse af kreditaftalelovens bestemmelser om ejendomsforbehold. Klageren har samtidig ikke ved »lejeaftalens« indgåelse haft mulighed for prismæssigt at sammenligne den med andre finansieringstilbud, idet der ikke i aftalen er givet klageren oplysninger svarende til dem, som ifølge kre-ditaftalelovens § 9 skal gives ved indgåelsen af en forbrugerkreditaftale.

Indklagede har dernæst henvist til, at klageren, indtil køberetten blev udnyttet, har nydt godt af de fordele, der følger af, at der har været tale om et lejeforhold, herunder gratis reparation, låneapparat under reparation, afhentning, mulighed for at ombytte til et andet apparat samt mulighed for at kunne opsige lejeaftalen med 1 måneds varsel efter 1 år.

Ved forbrugerkøb på kredit med ejendomsforbehold har køberen imidlertid bl.a. følgende retsstilling: Køberen er i mindst et år eller i en eventuelt aftalt længere garantiperiode sikret gratis afhjælpning eller ombytning inden rimelig tid i tilfælde af mangler, idet køberen, såfremt sælgeren ikke opfylder sin omleverings- eller afhjælpningspligt, har krav på at hæve købet og kræve den fulde købesum tilbagebetalt, jf. købelovens § 78. Køberen kan endvidere komme ud af kontraktforholdet ved at undlade at betale yderligere afdrag, jf. herved kreditaftalelovens § 35, hvorefter kreditgiveren i forbrugerkøb med ejendomsforbehold skal søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende ved tilbagetagelse af det solgte, og § 41, hvorefter kreditgiveren som hovedregel ikke kan gøre krav på betaling af det overskydende beløb, såfremt det tilbagetagnes værdi er mindre end kreditgiverens tilgodehavende, dvs. at kreditgiveren i så fald som hovedregel er henvist til at tage det solgte tilbage til fuld og endelig afgørelse af parternes mellemværende. Viser der sig mangler ved det solgte efter udløbet af købelovens et års frist eller en aftalt længere garantiperiode, vil sælgeren således have en naturlig tilskyndelse til at udbedre manglerne eller ombytte salgsgenstanden, idet sælgeren i modsat fald risikerer, at køberen blot undlader at betale yderligere afdrag i henhold til kontrakten.

Såvel købeloven som kreditaftaleloven indeholder derudover en række yderligere regler til beskyttelse af køberen i forbrugerkøb. Den retsstilling, klageren har i tilfælde af, at aftalen anses som køb på kredit med ejendomsforbehold, er derfor alt i alt betydelig mere fordelagtig for klageren.

1.3. Sex-tjenester leveret over Internettet eller telefonen
Forbrugerklagenævnets behandling

Forbrugerstyrelsen har i 1999 modtaget mere end 1.000 klager over sex-tjenester, der udbydes via telefonen eller Internettet. Forbrugerne gjorde gældende, at de ikke havde benyttet tjenesten, at de ved en fejl havde ringet til tjenesten, eller at det var en mindreårig, som havde foretaget opkaldene. I langt hovedparten af disse sager har udbyderne per automatik eftergivet deres krav mod forbrugerne, når sagen er blevet indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Telesextjenesterne markedsføres sædvanligvis i dag- og ugeblade. Tjenesten udbydes via almindelige telefonnumre. Ved hjælp af en vis-nummer teknik kan den erhvervsdrivende konstatere, hvor opkaldet foretages fra, og fremsender herefter en regning for brug af tjenesten til telefonabonnenten.

Sextjenesterne bliver ligeledes markedsført på Internettet. Adgang til ydelserne forudsætter, at forbrugeren downloader én eller flere opkaldsprogrammer. Det er gratis at downloade programmerne, hvorimod brug af opkaldsprogrammerne bliver faktureret.

På baggrund af de mange klager prøvekørte Forbrugerstyrelsen ét af den erhvervsdrivendes programmer. Programmet kunne hentes og downloades fra den erhvervsdrivendes hjemmeside, men det var også muligt at sende og modtage programmet via e-post, uden at man i forvejen havde været på hjemmesiden. Aktiveringen af programmet medførte, at computeren foretog en opringning til den erhvervsdrivendes Internetserver. Dvs. der var tale om en opringning til et andet telefonnummer end det, forbrugeren sædvanligvis benytter til sin vanlige Internetleverandør. Ved hjælp af den såkaldte »vis nummer« teknik aflæste den erhvervsdrivende telefonnummeret, hvorfra opringningen foregik. Herefter udsendtes en regning til telefonabonnenten, uden at den erhvervsdrivende på forhånd havde sikret sig, at den konkrete bruger af programmet og telefonabonnenten var samme person. Den fakturaudløsende handling (selve opringningen) skete, inden brugeren via programmet blev orienteret om, at man nu var faktureret et vist beløb. Dette kunne bl.a. få betydning i de tilfælde, hvor brugeren ikke på forhånd havde kendskab til programmet. Fx hvis programmet var installeret på computeren af en anden person, hvis programmet var tilsendt via e-post eller ved brug af en lånt computer, hvor programmet i forvejen var installeret.

Nævnet traf i 1999 afgørelser i flere sager om levering af sex-tjenester via telefon og Internet. Nævnet fandt, at den erhvervsdrivende havde tilrettelagt sin formidling af ydelserne på en sådan måde, at den, som foretog et opkald for at opnå en sådan ydelse, ikke umiddelbart kunne identificeres. Et opkald fra en forbruger kunne ikke i sig selv ses som udtryk for en viljeserklæring fra denne om mod betaling at ville aftage en af den erhvervsdrivendes ydelser, idet opkaldet fx kunne være foretaget ved en fejltagelse. Nævnet fandt på den baggrund, at det måtte være den erhvervsdrivendes bevisbyrde at godtgøre, at de påståede opkald rent faktisk var foretaget, at de var foretaget af den enkelte forbruger personligt eller med forbrugerens tilladelse, og at de var foretaget med vilje til at aftage en af den erhvervsdrivendes ydelser og med viden om, at der skulle betales herfor. Da den erhvervsdrivende i ingen af sagerne kunne anses for at have løftet denne bevisbyrde, fandt nævnet ikke, at forbrugerne var forpligtet til at betale noget beløb til den erhvervsdrivende.

Forbrugerombudsmandens behandling

På baggrund af de mange klager samt en dom fra Finland i en lignende sag, tog Forbrugerombudsmanden i sommeren 1999 sagen op over for den største udbyder af sextjenester via telefon og Internet.

Forbrugerombudsmanden gennemgik den erhvervsdrivendes annoncer og hjemmeside. Forbrugerombudsmanden fandt, at annonceringen for tjenesterne i dag- og ugeblade ikke var i overensstemmelse med markedsføringsloven §§ 1 og 2, stk. 1. Prisen var angivet med en lille svært læselig tekst, hvor følgende fremgik: »6,90 ¹/4 min. Min. deb. 5 min. + gebyr«. Dette betød, at opkald til tjenesterne, uanset opkaldets længde kostede minimum 147 kr.

Forbrugerombudsmanden fandt, at det af annoncerne klart og tydeligt skal fremgå, hvad prisen for benyttelse af tjenesterne er, herunder skulle minimumsdebiteringen anføres som et beløb. Videre fandtes det i strid med god markedsføringsskik, at den erhvervsdrivendes navn og fysiske adresse ikke fremgik af markedsføringen.

Da benyttelse af tjenesterne ikke nødvendigvis sker på baggrund af det skriftlige markedsføringsmateriale, skulle samme oplysninger gives mundtligt før ydelsen blev leveret og debiteret.

Videre fandt Forbrugerombudsmanden, at fremsendelse af fakturaer til telefonabonnenten på baggrund af en vis-nummer funktion, og uden at den erhvervsdrivende havde sikret sig, at abonnenten var forpligtet til at betale for opkaldene, var egnet til at vildlede forbrugerne om deres betalingsforpligtelse.

Samme forhold gjorde sig gældende ved udbud af tjenesterne via Internettet, hvor Forbrugerombudsmanden fandt, at priserne for brug, samt hvem der udbød tjenesterne, ikke fremgik med tilstrækkelig tydelighed, hverken af annoncer eller af selve hjemmesiden. Fremsendelse af regninger på baggrund af en vis-nummer funktion var, som ved telefontjenester, egnet til at vildlede forbrugerne om deres betalingsforpligtelser og dermed i strid med markedsføringslovens §§1 og 2, stk. 1.

På baggrund af Forbrugerombudsmandens forhandlinger med den erhvervsdrivende, afgav den erhvervsdrivende i november 1999 et tilsagn efter markedsføringslovens § 16, hvorefter den erhvervsdrivende forpligtede sig til ved sin markedsføring overfor forbrugere af tjenester leveret over telefonen:

at oplyse minimumsdebiteringen som et beløb,

at sørge for, at minimumsdebitering og minutpris fremgår tydeligt. Teksten skal som minimum være horisontal og med skriftstørrelse pkt. 10,

at anføre sit fulde navn og firmaadresse i markedsføringsmateriale,

at indrette tjenesten på en sådan måde, at debitering for opkald til tjenesten først sker, efter at forbrugeren har fået oplysninger om virksomhedens navn og adresse, tjenestens karakter, herunder at der er tale om en betalingstjeneste, samt hvorledes samtalen faktureres,

at indrette sine tjenester leveret over telefonen på en sådan måde, at debitering for opkald til tjenesterne først sker, efter at forbrugerne  har haft mulighed for at få og acceptere oplysninger om minimumspris, minutpris og andre aftalevilkår, herunder virksomhedens fulde navn og adresse, således at forbrugerne har mulighed for at afbryde forbindelsen, før ydelsen leveres,

at undlade at fremsende fakturaer for opkald til tjenesten til indehaveren af det abonnent, der er ringet til tjenesten fra, medmindre den erhvervsdrivende har sikret sig, at abonnenten er forpligtet til at betale for opkaldet. Fremsendelse af faktura til abonnenten kan dog ske, såfremt det klart, tydeligt og særligt fremhævet fremgår af fakturaen, at fakturaen er udstedt på baggrund af registrering af opkald fra abonnentens telefon, at abonnenten, såfremt han ikke selv har foretaget opkaldet eller er mindreårig, skal kontakte den erhvervsdrivende, og at den erhvervsdrivende ved modtagelse af reklamationer straks annullerer fakturaerne.

Videre indeholdt tilsagnet krav om, at den erhvervsdrivende ved sin markedsføring overfor forbrugere af tjenester leveret over Internettet, og som der kræves særskilt betaling for, skulle

<DL>

<DD>

<DL>

<DD>- oplyse minimumsdebiteringen, som et beløb,
- sørge for, at minimumsdebitering samt minut-/timepris i annoncer fremgår klart og tydeligt. Teksten skal som minimum være horisontal og med skriftstørrelse pkt. 10,
- sørge for, at minimumspris og minut-/timepris fremgår tydeligt og lige så eksponeret som adgangsfaciliteten til den ydelse, der debiteres for, samt at prisoplysningerne gives således, at de vises i samme skærmbillede som adgangsfaciliteten,
- anføre sit fulde navn og faste adresse i markedsføringsmaterialet,
- indrette sin tjeneste på en sådan måde, at debitering først sker, efter at forbrugeren har fået oplysninger om virksomhedens fulde navn, faste adresse samt tjenestens karakter, således at forbrugeren har mulighed for at afbryde forbindelsen inden debiteringen sker,
- indrette sin tjeneste på en sådan måde, at debitering først sker, efter at forbrugeren har fået og accepteret oplysninger om minimumsdebitering og minut-/timepris og andre aftalevilkår, således at forbrugeren har mulighed for at afbryde forbindelsen, inden debitering sker,
- at undlade at fremsende fakturaer til indehaveren af det telefon- eller Internetabonnement, hvorfra der er sket opkobling, medmindre den erhvervsdrivende på forhånd har sikret sig at abonnenten er forpligtet til at betale for brug af tjenesten. Fremsendelse af faktura til abonnenten kan dog ske, såfremt det klart, tydeligt og særligt fremhævet fremgår af fakturaen, at fakturaen er udstedt på baggrund af registrering af opkald fra abonnentens telefon, at abonnenten, såfremt han ikke selv har foretaget opkaldet eller er mindreårig, skal kontakte den erhvervsdrivende, og at den erhvervsdrivende ved modtagelse af reklamationer straks annullerer fakturaerne.</DD></DL></DD></DL>

Forbrugerombudsmanden følger op på, om tilsagnet overholdes.

1.4. Forbrugerklager over computere mv

Forbrugerklagenævnet har i løbet af de seneste år oplevet en stadig stigning i antallet af klagesager om computere og tilbehør. Fra 1994 til 1999 steg antallet af denne type sager med ca. 110 % fra 163 oprettede sager til 345. Den teknologiske udvikling har betydet, at den almindelige forbruger i dag typisk ejer mindst en computer og har adskillige andre chip-styrede produkter i sit hjem. Samtidig indgås et stigende antal aftaler med forbrugere om digitale tjenesteydelser, som fx adgang til Internettet.

Som følge af varernes tekniske kompleksitet og hurtige forældelse gør der sig ofte særlige forhold gældende i disse sager. I det følgende gives en oversigt over de hovedproblemstillinger, som Forbrugerklagenævnet har behandlet i perioden fra 1995-1999. 

Købsaftalens indgåelse - særligt om fortrydelsesret i fjernsalg

De fleste køb af computere mv. foregår som traditionelle butikskøb. Forbrugeren henvender sig i en forretning og udvælger den ønskede vare. Samtidig med at varen udleveres, betales købesummen til sælgeren. I en del tilfælde foregår købet imidlertid på andre måder, som ved bestilling pr. telefon eller over Internettet, hvor varen fremsendes til forbrugeren. Her opstår dels spørgsmålet, om sælgeren overhovedet er erhvervsdrivende, dels om anvendelse af reglerne om fjernsalg og fortrydelsesret i dørsalgsloven (lov nr. 886 af 23. december 1987 om visse forbrugeraftaler).

I en sag havde en forbruger ringet til sælgeren efter at have set en annonce i Den Blå Avis om salg af en bærbar computer. Forbrugeren kørte derefter ud til sælgerens forretningssted, der var en mindre forretning med salg af radio, tv, mv., og købte computeren. Da forbrugeren indbragte en klage pga. mangler ved computeren, påstod sælgeren sagen afvist med den begrundelse, at det var hans private telefonnummer, der var opgivet i annoncen, og at han normalt ikke solgte computere i sin forretning, hvorfor han havde handlet som privat person. Nævnet fastslog, at forbrugeren med rette havde opfattet det som et erhvervsmæssigt og ikke et privat salg, fordi den endelige købsaftale var indgået i sælgerens forretning, og kvitteringen bar sælgerens forretningsstempel.¹

I en anden sag bestilte en forbruger telefonisk en computer med betaling pr. efterkrav. Det var i salgsvilkårene i annoncen oplyst, at der var 8 dages returret på varen mod et gebyr på 10% af købesummen. Forbrugerklagenævnet fastslog, at der var tale om et fjernsalg omfattet af dørsalgslovens ufravigelige regler om fortrydelsesret. Et gebyr på 10% er en indskrænkning i fortrydelsesretten, hvilket er ugyldigt. Sælgeren havde gjort gældende, at computeren var specialfremstillet og dermed undtaget fra fortrydelsesretten. Dette afviste nævnet, fordi sælgeren kun havde ændret computeren ved hjælp af standardkomponenter og ikke foretaget en egentlig »tilvirkning« af varen i lovens forstand.²

I en sag hvor en forbruger havde bestilt en computer pr. e-mail, men selv skulle afhente den, fandt nævnet også, at det var et fjernsalg, selvom varen ikke blev tilsendt forbrugeren. Det bemærkes, at sælgeren over for forbrugeren havde betegnet aftalen som et "postordresalg".³

Forbrugerklagenævnet har i flere andre sager behandlet anvendelsen af dørsalgslovens fortrydelsesret. Nævnet har udtalt, at det er tilstrækkeligt, at en forbruger faktisk udnytter fortrydelsesretten indenfor tidsfristen, og at hans identitet fremgår af det returnerede. Det er ikke et krav, at man udtrykkeligt skal skrive, at fortrydelsesretten benyttes.⁴

Det er dog ikke altid, at forbrugeren kan påberåbe sig fortrydelsesret efter dørsalgsloven, eller at købsaftalen er ugyldig som følge af manglende skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. En forbruger havde pr. postordre købt en computer, der trods 4-5 afhjælpningsforsøg fra sælgerens side ikke fungerede tilfredsstillende. Forbrugeren påberåbte sig i klagesagen, at aftalen var ugyldig, fordi han ikke havde fået skriftlig oplysning om fortrydelsesretten ved aftalens indgåelse. Nævnet fandt, at købsaftalen var bindende for forbrugeren, fordi han gennem længere tid havde fastholdt købet og ladet sælgeren foretage de mange afhjælpningsforsøg.⁵

I en anden sag fastslog nævnet, at en forbruger ikke kunne påberåbe sig en 30 dages fortrydelsesret over for sælgeren 5¹/2 måned efter købet, uanset at han lige siden købet havde reklameret kontinuerligt til producenten af varen.⁶

Nævnet har taget stilling til spørgsmålet om en købsaftales bindende virkning, hvis der opstår en uventet situation, der gør det vanskeligt for sælgeren at levere den aftalte vare. En forbruger havde bestilt 1 stk. 128 MB RAM. Sælgeren bekræftede ordren pr. e-mail, hvori han skrev, at prisen var 875 kr., og at RAM-klodsen ville blive sendt fra lageret den følgende dag. Fem dage senere modtog forbrugeren en e-mail fra sælger, der skrev, at prisen nu var steget til 2.295 kr., fordi et jordskælv i Taiwan dagen forinden havde ødelagt en stor RAM-fabrik. Nævnet fandt, at sælgeren ikke kunne påberåbe sig, at jordskælvet var en ansvarsfritagende force majeure situation. Ansvarsfritagelse sker kun, når alle genstande af den pågældende art eller parti er gået til grunde, så varen er umulig at fremskaffe, hvilket ikke var tilfældet, jf. købelovens § 24.⁷ Samtidig var leveringen allerede ved jordskælvet forsinket væsentligt.

Mangler ved det købte

Langt de fleste klagesager drejer sig om mangler ved den købte genstand eller tjenesteydelse. Når der er tale om rent tekniske mangler, fx at computeren ikke har den annoncerede kapacitet eller har en defekt, er mangelsbedømmelsen relativt simpel, idet en sagkyndig besigtigelse oftest vil kunne fastslå årsagen til problemet. I en del sager er spørgsmålet imidlertid, om det købte lever op til forbrugerens forventninger, og om forventningerne til varens egenskaber er berettigede. Afgørelsen kommer derfor til at bero dels på, hvad parterne konkret har aftalt, og dels på, hvad »den almindelige forbruger med rette kunne forvente«.

Vildledende oplysninger

En printer var i et katalog beskrevet som en »printer til den professionelle bruger...velegnet til at løse opgaver i såvel små hjem som i små og store virksomheder«. Det var oplyst, at printeren kunne udskrive 6 sider i minuttet i en opløsning på 600 DPI. På baggrund af disse oplysninger samt sælgerens bekræftelse af printerens egenskaber, købte en forbruger printeren, idet han bl.a. skulle bruge den til at udskrive billeder. Printeren viste sig ikke at kunne udskrive billeder i den anførte opløsning og på den anførte tid og var efter nævnets computersagkyndiges opfattelse ikke en printer for »den professionelle bruger. Nævnet fandt derfor, at der var givet vildledende oplysninger af betydning for forbrugerens køb af printeren, hvorfor han kunne ophæve aftalen, jf. købelovens §§ 76, stk. 1, nr. 2 og 78, stk. 1.⁸

I flere sager har nævnet statueret, at det er vildledende fx at sælge en computer som en »Pentium 586«, hvis det kun er en opgraderet »386'er«.⁹ Sælgerens oplysninger har betydning for forbrugerens bedømmelse af varen, og de vildledende oplysninger betød, at computerne var mangelfulde, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 1. Det samme gælder naturligvis, når en computer, der sælges som »ny«, i virkeligheden indeholder brugte og ulovlige dele, eller sælgeren har lovet nogle egenskaber, som en printer fx ikke har.¹⁰ 

Berettigede forventninger

Selvom sælgeren ikke har udtalt sig om specifikke egenskaber ved computeren mv., har forbrugerne nogle berettigede forventninger til varernes kunnen. Hvis den pågældende vare afviger fra det forventelige, skal sælgeren oplyse forbrugeren om det. I modsat fald er der mangler ved den købte computer mv.

En forbruger havde købt en computer, der viste sig ikke at kunne udvides med yderligere RAM, uanset at det stod i den medfølgende manual. Forbrugerklagenævnet fandt, at det er en typeforudsætning hos forbrugerne, at en computers interne hukommelse kan udvides indenfor de tekniske specifikationer. Købet kunne derfor ophæves.¹¹

I en anden sag havde en sælger anbefalet et grafikkort, der viste sig ikke at være kompatibelt med Windows 98 og kun virkede med få typer bundkort. Selvom forbrugeren ikke havde stillet særlige krav til grafikkortets anvendelsesmuligheder, fandt nævnet, at sælgeren af egen drift burde have oplyst de væsentlige begrænsninger, der reelt var, og købet kunne derfor hæves.¹² Endelig har nævnet i 1999 udtalt, at en forbruger, der køber en programpakke i »den danske version«, er berettiget til at forvente, at brugervejledningen og ikke blot installationsfolderen er på dansk.¹³

I andre sager har forbrugerens forventninger ikke været typeforudsætninger og dermed ikke berettigede. Nævnet har i overensstemmelse med dette udtalt, at forbrugere, der køber komplekse komponenter, som fx bundkort, grafikkort, mv. for selv at installere delene, er forpligtede til at søge vejledning hos sælgeren, om hvorvidt delene er kompatible med den pågældende computer. Hvis forbrugeren ikke har søgt sælgerens råd, er det forbrugerens egen risiko, hvis delene ikke kan bruges.¹⁴ Princippet må antages at gælde generelt.

En forbruger kunne således ikke med rette forvente, at en laserprinter kunne håndtere alle funktioner i et bestemt tekstbehandlingsprogram, eller at programmer og spil udviklet til et andet styresystem, kunne bruges med styresystemet OS2, der fulgte med computeren ved købet.¹⁵ I ingen af sagerne var sælgeren bekendt med forbrugernes forventninger. I en anden sag købte en forbruger en computer med »gratis Internet i 3 måneder«. Nævnet fandt, at udtrykket »gratis Internet« almindeligvis må forstås som opkoblingsabonnementet, og ikke også telefonforbruget på Internettet, som forbrugeren påstod.¹⁶

Bevisbyrden

Bevisbyrden for, at der er en mangel ved en computer eller noget tilbehør, påhviler forbrugeren, der vil gøre manglen gældende. Både i situationer, hvor årsagen til en defekt uden tvivl er, at forbrugeren har brugt varen på en uhensigtsmæssig måde ved fx at fejlinstallere komplekse komponenter, og hvor det ikke kan udelukkes, at defekten skyldes forbrugerens forhold, kan ansvaret for defekten ikke pålægges sælgeren.

En forbruger havde købt en bærbar computer, men mente, at batterialarmen var defekt, fordi den bippede hver halve time. Nævnets sagkyndige konstaterede, at batteriet ikke kunne holde så lang tid som et normalt batteri, og at det efter korrekt opladning kun var opladet 75%. Han kunne dog ikke med sikkerhed fastslå årsagen hertil. Nævnet fandt, at det ikke kunne afvises, at batteriets levetid var forkortet som følge af, at forbrugeren ikke havde sørget for at aflade det fuldstændigt før genopladning. Da defekten ved batteriet muligvis skyldtes uhensigtsmæssig brug, var det ikke påvist, at der var en mangel ved computeren som sælgeren kunne holdes ansvarlig for.¹⁷

Retsvirkningen af mangler

Hvis en forbruger vil påberåbe sig, at der er mangler ved en computer eller lignende, skal han sørge for at gøre det »inden rimelig tid«, jf. købelovens § 81. Hvis der går for lang tid, fra han opdager eller burde have opdaget manglen, og til han gør sælgeren opmærksom på det, mister han sin ret.

En forbruger havde købt et program via Internettet. Det virkede ikke, og han reklamerede derfor til producenten over Internettet. De havde løbende korrespondance om problemet i 5 måneder, hvorefter producentens hjemmeside pludselig forsvandt fra Internettet. Forbrugeren reklamerede derefter til sælgeren, der afviste klagen. Nævnet fandt, at producenten havde påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, da det fremgik af programmet, at man altid kunne benytte producentens support-funktion. Da forbrugeren derfor havde reklameret rettidigt over for producenten, kunne sælgeren ikke afvise reklamationen, jf. købelovens § 84.¹⁸

Som det ses af de refererede sager, er retsvirkningen af mangler ved computere mv. ofte, at købet kan hæves, jf. købelovens § 78, stk. 1. Dette skyldes, at den tekniske fejl eller eventuelt manglende egenskab ved computeren bevirker, at forbrugeren slet ikke kan anvende den som forudsat. I visse tilfælde er manglen ikke så væsentlig, at forbrugeren ikke kan bruge det købte, og nævnet fastsætter i stedet et afslag i den samlede købesum. I en sag hvor en forbruger havde købt en computer med printer, skærm og et tekstbehandlingsprogram, var der mangler ved programmet. Han fik tildelt et afslag i købesummen, der blev fastsat i forhold til den samlede købesum og ikke kun programmets pris.¹⁹

Reparationer

Reparationer foregår enten som følge af sælgerens almindelige afhjælpningsret (købelovens § 79), med henvisning til en garanti eller endelig for forbrugerens egen regning.

Reparation af mangler i henhold til købeloven eller garanti

Ifølge købelovens regler har sælgeren ved en reklamation ret til at forsøge at afhjælpe mangler ved en vare, før forbrugeren kan ophæve købet, jf. købelovens § 79. Sælgeren kan vælge at reparere eller at ombytte varen.

Når der er tale om simple genstande, hvor det hurtigt kan konstateres, om man kan reparere dem eller ej, gives der sælgeren et eller to afhjælpningsforsøg. Ved teknisk komplicerede genstande såsom computere og disses tilbehør har sælgeren ifølge praksis ret til flere afhjælpningsforsøg. Det beror på en konkret vurdering af defekten, hvor mange afhjælpningsforsøg sælgeren har. Forbrugerklagenævnet har i flere sager statueret, at forbrugeren kan ophæve købet, hvis det ikke er lykkedes sælgeren at udbedre en mangel efter 4-5 forsøg.²⁰
Når en reparation er foretaget, opstår der ofte tvist mellem parterne, om det var en vederlagsfri (garanti)reparation, eller om forbrugeren skal betale vederlag.
En forbruger havde indenfor garantiperioden indleveret sin computer til reparation og fik efterfølgende tilsendt en regning, fordi sælgeren ikke havde kunnet finde fejl ved computeren. Nævnets afgørelse fastslog, at sælger har pligt til at foretage vederlagsfri fejlfinding og reparation, når der er ydet en funktionsgaranti. Der kan kun kræves vederlag, hvis sælgeren kan bevise, at forbrugeren er skyld i fejlen, og sælgeren derudover inden reparationen har gjort forbrugeren opmærksom på vederlaget.²¹ I en anden sag havde sælger tilkendegivet, at det var en reparation indenfor garantien, og han kunne derfor ikke bagefter kræve vederlag af forbrugeren.²²
Uanset om en reparation foretages efter de almindelige afhjælpningsregler i købeloven eller i henhold til en garanti, skal den som udgangspunkt være uden udgifter for forbrugeren. Nævnet udtalte således i en sag om mangler ved et modem, at da købelovens udgangspunkt ikke klart var fraskrevet i garantibetingelserne, skulle sælgeren erstatte forbrugerens udgifter til transport i forbindelse med reparationen samt til en sagkyndig erklæring, som forbrugeren havde måttet indhente for at få sælgeren til at reparere modemet.²³ 

Undersøgelsesgebyr

Det hænder, at sælgeren undersøger en computer for fejl, som forbrugeren har oplevet, og finder, at der slet ikke er fejl ved varen, eller at fejlen skyldes uhensigtsmæssig betjening. I disse tilfælde opstår spørgsmålet, om sælgeren kan kræve et undersøgelsesgebyr. Når forbrugeren reklamerer indenfor købelovens 1-års frist, kan sælgeren formentlig kun kræve gebyr, hvis; forbrugeren ved indleveringen er gjort bekendt med gebyret, sælgeren kan dokumentere, at der ikke foreligger en mangel, og gebyrets størrelse i øvrigt er rimeligt.²⁴ Hvis undersøgelsen foretages under en garanti må samme principper gælde, idet afgørelsen dog må bero på en fortolkning af garantiens vilkår sammenholdt med markedsføringsloven § 4.²⁵

Reparationer for forbrugerens egen regning

I sager om reparationer for forbrugerens egen regning er spørgsmålet ofte, om vederlagets størrelse er rimeligt. I en sag havde en forbruger indleveret sin printer til reparation, hvorefter printerhovedet var blevet udskiftet. En sagkyndig undersøgelse viste, at det alene havde været nødvendigt at udskifte blækpatronen. Forbrugeren skulle derfor kun betale for udgiften til en ny blækpatron.²⁶

Som følge af den stadige teknologiske udvikling forældes computere mv. meget hurtigt, og værdien af dem falder med tilsvarende hast. Før der foretages en reparation, skal reparatøren derfor overveje, om det overhovedet kan betale sig for forbrugeren. En forbruger fik repareret sin 5 år gamle printer for 2.150 kr. Nævnet udtalte, at reparatøren burde have været klar over, at det var urentabelt, og han skulle derfor have indhentet forbrugerens samtykke, før han foretog reparationen.²⁷ I en anden sag fik en forbruger oplyst, at det ville koste ca. 2.000 kr. at reparere hans skærm. Han afslog reparationstilbuddet, men fik tilsendt en regning for undersøgelsen på knapt 1.000 kr. Nævnet tilsidesatte regningen, da reparatøren burde have frarådet undersøgelsen under hensyn til skærmens ringe værdi.²⁸ 

Ombytning

Mange sælgere vælger at ombytte en mangelfuld computer i stedet at forsøge at reparere den. Da ombytning træder i stedet for en reparation, skal der ombyttes til en helt tilsvarende, mangelfri vare, og forbrugeren skal stilles juridisk lige så godt som ved reparation.

I en sag, hvor der var en mangel ved en harddisk, valgte sælgeren at foretage ombytning. Da klageren oprindelig havde købt sin computer med præinstalleret software, fandt nævnet, at sælgeren var forpligtet til at geninstallere softwaren efter ombytningen.²⁹ I en anden sag blev forbrugerens mangelfulde computer ombyttet til en nyere model af samme type. Som følge af den hurtige prisudvikling indenfor computere var den nye computers værdi imidlertid ca. 4.200 kr. mindre end den oprindelige, hvilket fremgik af den faktura, forbrugeren fik udleveret ved ombytningen. Sælgeren gjorde gældende, at der var sket korrekt ombytning, fordi han havde leveret en mindst lige så god computer som den gamle. Nævnet fandt, at ombytningen i sig selv var korrekt, men at den ikke måtte bevirke, at forbrugerens computer faldt i værdi. Sælgeren skulle derfor påføre ombytningsdatoen på den oprindelige faktura, så denne købspris fortsat var gældende.³⁰
Der gælder ligeledes den almindelige regel om, at afhjælpning skal ske indenfor rimelig tid. Hvis sælgeren ikke ombytter indenfor et vist tidsrum, kan forbrugeren hæve købet.³¹
På samme måde som ved reparationer under en garanti eller i henhold til købelovens regler gælder der ved ombytning, at sælgeren ikke kan kræve et vederlag eller gebyr.³² Der opstår endvidere ofte spørgsmål om forbrugerens retsstilling efter ombytningen, hvis det ombyttede viser sig at være mangelfuldt. Ifølge Forbrugerklagenævnets praksis bevirker ombytning, at der løber en ny 1-årig reklamationsfrist for de ombyttede dele fra ombytningstidspunktet, jf. købelovens § 83. Sælgeren kan ikke i vilkårene for en garanti indskrænke denne rettighed for forbrugeren.³³

Tillægsforsikringer

Det er kendetegnende ved køb af computere og lignende dyrt teknisk udstyr, at forbrugerne ofte enten får eller - mere typisk - betaler for en særlig garanti eller forsikring imod fejl/mangler ved det købte. Klagesagerne viser, at værdien af disse tillægsforsikringer kan være lig nul, hvis forbrugeren enten allerede er dækket af købelovens regler, eller hvis der er mange undtagelser til dækningen.

En forbruger, der på sælgerens anbefaling havde købt en forsikring i forbindelse med køb af en computer, opdagede senere, at der fulgte en gratis 3-årig producentgaranti med computeren. Nævnet udtalte, at sælgeren var forpligtet til at oplyse forbrugeren om producentgarantien, da han tilbød forsikringen. Da han havde tilbageholdt oplysninger af væsentlig betydning, kunne forbrugeren hæve købet af forsikringen.³⁴

I en anden sag købte en forbruger en computer med 3 års indleveringsgaranti, hvor computeren kunne repareres eller ombyttes. Samtidig købte han en 4-årig totalforsikring. Computeren gik i stykker, og da sælgeren ikke kunne reparere den, ville han i henhold til forsikringen udbetale 80 % af købesummen. Forbrugeren nægtede dette med henvisning til, at garantien stadig var gældende. Sælgeren tilbød derefter ombytning mod betaling af 600 kr. Nævnet fastslog, at forbrugeren var berettiget til ombytning uden beregning under garantien. Man udtalte endvidere, at sælgeren ikke havde vejledt forbrugeren forsvarligt, idet forsikringen var unødvendig pga. garantien. Forbrugeren kunne derfor ophæve købet af forsikringen.³⁵

Endelig kan der opstå problemer, når forbrugeren reklamerer over en mangel, som sælgeren mener falder udenfor garantien eller forsikringens dækningsområde. I en sag, hvor der var en mangel ved en computer med indbygget modem, afviste sælgeren at reparere under garantien, da denne ikke omfattede softwarefejl. En sagkyndig undersøgelse viste, at der var en fejl i konfigurationsfilen til modemet. Nævnet fandt, at softwaren ved et internt modem er en del af computerens samlede funktionalitet, som forbrugeren køber, hvorfor fejlen var omfattet af garantien.³⁶

Hvis forbrugeren i forbindelse med købet af sin computer har tegnet en forsikring, og computerkøbet senere ophæves, eller der sker ombytning, er det ofte sælgerens påstand, at forsikringen bortfalder. Nævnet har fastslået, at ved ombytning skal sådanne forsikringer kunne overføres til den nye computer, da forbrugeren skal stilles lige så godt som ved reparation. Hvis sælgeren af praktiske grunde ikke kan overføre forsikringen, må han for egen regning tegne en ny.³⁷ I de tilfælde hvor købet af computeren ophæves, skal forbrugeren samtidig have tilbagebetalt købesummen for forsikringen, da det er et samlet køb.

1.5. En videofilmklubs krav om erstatning for lejede videofilm

Forbrugerklagenævnet har behandlet en række klager mod en videoklub, der udlejer videofilm. Sagerne vedrører klubbens krav om erstatning for lejede videofilm, som ikke er returneret til klubben. En del af sagerne angik forbrugernes hæftelse, når den manglende tilbagelevering skyldtes misbrug af medlemskortet.

For at leje videofilm skal forbrugerne være medlem af klubben. Der udstedes et medlemskort med pinkode til kunderne, der herefter kan trække film i klubbens udlejningsautomater ved brug af kortet, pin-koden og poletter. Klubbens udlejningsautomater er efter det oplyste opstillet på tankstationer og i døgnkiosker, hvor man ligeledes kan købe poletterne.
De lejede film returneres i automaten. Ifølge klubbens oplysninger udskrives en kvittering både ved leje og returnering af film.
Hvis maskinen er i stykker, kan videobåndet afleveres til butikkens personale, der udskiver en kvittering manuelt.
Hvis en lejet film ikke returneres til klubben, kontaktes den registrerede lejer med krav om erstatning. Sagerne viste, at klubbens forretningsgang var tilrettelagt således, at medlemmerne først blev kontaktet om udeblevne film, når der var gået adskillige måneder efter tidspunktet for lejen af de pågældende film. 

Beviserne for kundernes leje af videofilm

En af sagerne drejede sig om videoklubbens registrering af en kundes leje af film. Forbrugeren oplyste, at han havde lejet en enkelt film, som var afleveret rettidigt, hvorefter han modtog krav om erstatning for 2 film. Ifølge videoklubben havde han lejet 3 film og kun returneret den ene. Forbrugeren oplyste, at der ofte er problemer med udlejningsautomaterne, således at man må foretage flere forsøg, før maskinen udleverer filmen.

Under sagens behandling indsendte klubben en transaktionsudskrift, hvorefter forbrugeren indenfor et minut skulle havde lejet 3 videofilm med samme titel.
På denne baggrund fandt Forbrugerklagenævnet ikke, at klubben havde ført bevis for, at klageren havde lejet de 2 yderligere film. (1997-571/7-49)

Beviserne for kundernes returnering af lejede videofilm

I to af sagerne krævede klubben erstatning for film, der ifølge forbrugerne var returneret. I disse sager oplyste forbrugerne, at de omhandlede film ikke kunne returneres i automaten og derfor var afleveret til en medarbejder i butikken, som ikke havde givet nogen kvittering.

Forbrugerklagenævnet bemærkede, at videoklubben, som ikke selv har personale til stede i forbindelse med returneringen af lejede film, bør sikre sig, at der opereres med en fast kvitteringsprocedure, således at forbrugernes bevismuligheder sikres. Nævnet fandt endvidere, at klubben bør rykke kunderne straks i tilfælde af overskridelse af afleveringsfristen, således at det i givet fald hurtigt kan afklares, hvad der måtte være sket med filmen.
Overholdes disse krav ikke, taler dette efter nævnets opfattelse for at pålægge klubben bevisbyrden i tilfælde, hvor klubben gør gældende, at lejede videofilm ikke er afleveret.
I den ene af sagerne havde forbrugeren ligeledes afleveret 2 andre film til personalet, fordi automaten var i uorden. Disse film var registreret modtaget af klubben. Selvom klubben oplyste, at der anvendes en formular, som kunden og medarbejderen skal underskrive, når film afleveres til personalet, kunne klubben ikke fremlægge en sådan formular vedrørende de 2 andre film. Dette støttede forbrugerens forklaring om den manglende kvitteringsprocedure. Den pågældende forbruger havde imidlertid i lang tid forholdt sig passiv ved klubbens mange henvendelser om filmen. Nævnet fandt derfor i denne sag, at det påhvilede forbrugeren at bevise, at filmen var afleveret. Forbrugeren kunne ikke løfte denne bevisbyrde og måtte derfor erstatte filmen. (1998-571/7-54)

I den anden sag forklarede forbrugeren, at han havde fået en forkert film i automaten og derfor afleverede den til personalet i døgnkiosken, der oplyste, at en kvittering ikke var nødvendig. Da forbrugeren 4 måneder senere modtog krav om erstatning for filmen, protesterede han straks. Klubben kunne ikke godtgøre, at personalet i døgnkiosken havde påtaget sig at følge en kvitteringsprocedure, og da klubben endvidere lod 4 måneder gå, før man henvendte sig til forbrugeren om filmen, fandt nævnet i denne sag, at det påhvilede klubben at godtgøre, at forbrugeren ikke havde afleveret filmen. Klubben kunne ikke løfte denne bevisbyrde, og forbrugeren blev derfor fritaget for at erstatte filmen. (1998-571/7-66) 

Erstatning for lejede videofilm

I den ovenfor nævnte sag, hvor forbrugeren måtte erstatte den omhandlede videofilm, havde klubben krævet en erstatning på 625 kr. til indkøb af ny film og en erstatning på 160 kr. for mistet omsætning i 8 dage. Klubben oplyste, at den omhandlede film var ny, og at genanskaffelsesprisen udgjorde 500 kr. + moms. Da der ved køb af film til udlejning betales vederlag til rettighedsindehaverne, fandt nævnet ikke grund til at betvivle klubbens prisoplysninger. I denne sag fandt nævnet heller ikke anledning til at betvivle, at den omhandlede film var ny. Da klubben må antages at have fradragsret for købsmomsen i sit momsregnskab, var forbrugeren dog ikke forpligtet til at erstatte momsen. Nævnet fandt ikke anledning til at kritisere klubbens beregning af tabt avance, da denne var begrænset til mistet omsætning i 8 dage. Se i øvrigt om erstatning for driftstab i Forbrugerklagenævnets årsberetning 1985, afsnit 2.2.5. (1998-571/7-54)

I en anden sag om erstatning for bortkomne videofilm, hvor den pågældende erhvervsdrivende ikke havde dokumenteret eller redegjort for sit tab, fastsatte nævnet skønsmæssigt erstatningen til 300 kr., idet nævnet herved lagde vægt på, at det ikke kunne antages, at den bortkomne film var ny og ubrugt. (1998-571/7-73)

Misbrug af medlemskortet

Ansvar for tab som følge af misbrug af medlemskortet skulle ifølge klubbens lejevilkår afgøres efter betalingskortlovens bestemmelser. Koden kunne ikke anses for »hemmelig« i betalingskortlovens forstand.

En del af sagerne drejede sig om misbrug af medlemskortet.

Ifølge videoklubbens registreringer var de pågældende film lejet ved brug af forbrugernes medlemskort og pinkode. Klubben gjorde derfor gældende, at filmene var lejet af forbrugeren eller af en person, som forbrugeren havde udlånt kortet og koden til.
Således som sagerne var oplyst, var der tale om en fremmeds misbrug af medlemskortet. I ingen af sagerne var der oplysninger, der tydede på, at forbrugerne havde behandlet medlemskortet og koden letsindigt, ligesom forbrugerne bestred, at kortet havde været overdraget til andre.
Medlemskortet kan erhverves som et rent medlemskort og som et kombineret medlems- og betalingskort. Betalingskortdelen kan bruges til betaling af filmlejen, således at brugeren ikke behøver at købe poletter.
I de sager, som blev forelagt nævnet, var der tale om rene medlemskort uden betalingsfacilitet. Forbrugerklagenævnet lagde derfor til grund, at det ikke med disse kort havde været muligt at trække film i klubbens automater, uden at filmlejen forinden var betalt kontant. Kortene var derfor ikke betalingskort som defineret i betalingskortlovens § 2, og som udgangspunkt kunne misbruget derfor ikke bedømmes efter denne lovs bestemmelser.
Videoklubbens generelle lejebetingelser indeholdt imidlertid følgende vilkår: »Kortindehaveren kan blive ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af medlemskortet med de begrænsninger, der følger af § 21 i lov nr. 284 af 6. juni 1984 om betalingskort mv.«
På Forbrugerstyrelsen forespørgsel om pin-kodesystemet havde videoklubben oplyst, at de ansatte havde mulighed for at se kundernes pinkoder i klubbens edb-system. Forbrugerklagenævnet fandt herefter ikke, at sikkerheden i klubbens system levede op til de krav, der efter betalingskortloven stilles til personlige, hemmelige koder, der udstedes i tilknytning til betalingskort. Forbrugerne hæftede derfor ikke efter den regel, der i 1992 blev indført i betalingskortlovens § 21, stk. 1, om kortindehaverens selvrisiko på 1.200 kr., når den til kortet hørende personlige, hemmelige kode har været anvendt i forbindelse med andres uberettigede brug af kortet.
Som lejebetingelserne var affattet, fandt Forbrugerklagenævnet herefter ikke, at der kunne pålægges kortindehaverne noget ansvar, som går ud over, hvad der fulgte af 1984-lovens erstatningsbestemmelser.
Nævnet bemærkede, at det bevismæssigt måtte komme klubben til skade, at mulighederne for at afklare, hvem der havde benyttet kortet til leje af de pågældende film, var blevet forringet som følge af, at der gik flere måneder før forbrugerne blev konfronteret med påstanden om den omhandlede brug af kortet.
Nævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at forbrugerne havde overladt kortet til andre, eller at forbrugerne havde mistet kortet ved grov uagtsomhed.
Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at forbrugerne på tidspunktet for misbruget burde have underrettet klubben om kortets bortkomst.
Der var herefter ikke grundlag for at pålægge forbrugerne nogen del af ansvaret for den uberettigede brug af medlemskortet. (1997-211/7-2, 1998-4012/7-512, 1998-571/7-53 og 62, 1999-571/7-80 og 95 m.fl.)

Fra Juridisk Årbog 1999