sager 

Fortrydelsesfristen ved fjernsalg

Dato for afgørelse:   

07-07-2004

Lovgrundlag:

Forbrugeraftaleloven § 11a, § 12a, § 12c

Sagsnummer:

2003-4012/7-335

Fortrydelsesfristen ved fjernsalg beregnes som 14 hele dage efter den dag, hvor forbrugeren fik varen i hænde, eller efter den dag, hvor forbrugeren på et varigt medium modtog oplysning om bl.a. fortrydelsesretten

En forbruger bestilte en dvd-afspiller via internettet. Han modtog ikke særskilt oplysning om fortrydelsesretten. Oplysning herom fremgik alene af den erhvervsdrivendes hjemmeside. Den 30. august hentede han varen på posthuset, og den 13. september returnerede han varen til den erhvervsdrivende, fordi han havde fortrudt købet. Den erhvervsdrivende nægtede imidlertid at tage varen tilbage under henvisning til, at fristen for at fortryde købet udløb d. 12. september. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

"Klageren har bestilt den af sagen omhandlede dvd-afspiller via indklagedes hjemmeside. Nævnet lægger derfor til grund, at der foreligger et fjernsalg omfattet af kapitel 4 i lov om visse forbrugeraftaler. Der er mellem parterne enighed om, at dvd-afspilleren blev leveret den 30. august 2003, og at klageren forsøgte at levere den tilbage til indklagede den 13. september 2003, men at indklagede afviste at modtage varen under henvisning til, at fortrydelsesfristen på 14 dage var udløbet.

Ifølge de almindelige bemærkninger til forbrugeraftaleloven begynder den 14 dages fortrydelsesret, der gælder efter lovens § 12 a, at løbe dagen efter leveringsdatoen. Det hedder således herom i de almindelige bemærkningerne pkt. 2.4.4.3. i lovforslag nr. L 213 for folketingsåret 1999/2000:

"Efter lovforslaget skal fristen ved aftaler om varer regnes fra den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde, eller fra den dag hvor forbrugeren modtager de foreskrevne oplysninger – herunder om aftalevilkår og fortrydelsesret på et varigt medium. […..]. Den foreslåede bestemmelse er udformet således, at fristen udløber 14 hele dage efter den pågældende dag."

Ved klagerens forsøg på returnering af varen til indklagede var den 14 dages fortrydelsesfrist således ikke udløbet, og nævnet finder derfor ikke, at indklagede var berettiget til at afvise klagerens krav om fortrydelse af købet.

Af forbrugeraftaleloven følger yderligere, at indklagede har haft pligt til senest ved overgivelsen af det købte at give klageren oplysning om den 14 dages fortrydelsesret, der følger af forbrugeraftaleloven, jf. lovens § 11 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 3. Oplysningerne herom skal efter § 11 a, stk. 1, meddeles forbrugeren læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over eller har adgang til. Det hedder herom i bemærkningerne til § 11 a i lovforslag nr. L 213 for folketingsåret 1999/2000 bl.a.:

"Det forudsættes, at et medium er varigt, hvis det er muligt for forbrugeren at opbevare (lagre) de oplysninger, han modtager direkte med det pågældende medium, på en sådan måde, at oplysningerne i en rimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceres uændrede. Som eksempler kan nævnes disketter, CD-ROM og elektronisk post, der sendes til forbrugerens computer og lagres på harddisken. En internethjemmeside er (med den nuværende teknologi) ikke et" varigt medium" i den anførte forstand."

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede alene oplyser om fortrydelsesretten på sin hjemmeside, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at klager har modtaget oplysning om fortrydelsesret på et "varigt medium". Dette medfører, jf. forbrugeraftalelovens § 12 a, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, litra 2, at klager har fortrydelsesret i op til tre måneder fra leveringsdatoen. Da klager har udnyttet fortrydelsesretten inden 3 måneder efter leveringen ved at returnere dvd-afspilleren til indklagede, er fortrydelsesretten også af denne grund udnyttet rettidigt.

Klageren har derfor krav på tilbagebetaling af den fulde købesum, inklusiv leveringsomkostninger, mod udlevering af dvd-afspilleren, jf. forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 2.

Beløb, som indklagede ikke har tilbagebetalt senest efter 30 dage, forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lov omvisse forbrugeraftaler § 12 c, stk. 3, jfr. stk. 2. Forrentningen påbegyndes 30 dage fra den dag, indklagede havde lejlighed til at undersøge varen. Da klageren den 13. september 2003 personligt forsøgte at tilbagelevere dvd-afspilleren til indklagede, lægger nævnet til grund, at indklagede denne dato har haft lejlighed til at undersøge dvd-afspilleren. Købesummen forrentes derfor fra den 12. oktober 2003 med rentelovens rentesats. Renten efter renteloven er efter lovens § 5 fastsat til en årlig rente svarende til Nationalbankens officielle udlånsrente pr. den 1. januar og 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 %. Klageren har derfor krav på at få sit tilbagebetalingskrav på 1.995 kr. forrentet fra den 12. oktober 2003 med en årlig rente på 9,15 %.

 



Publiceret: 26-08-2004

 
 
 

Søgeord:renter, fortrydelsesret, FORBRUGERORGANISATIONER / forbrugerklagenævnet, KØB/EFTER KØB - AFTALER / klager

Søgeordspolitik

 
PersondatapolitikForbrugerstyrelsen    Amagerfælledvej 56    2300 København S    T 3266 9000     fs@fs.dk